Hvis skyld er det mon?

Jeg var en tur forbi fotografen fredag i sidste uge - kun èt billede, og så var den i kassen!

Pris: 1500,- + 1 klip i kørekortet. Aargghh, det var så ikke lige sådan jeg gerne ville fotograferes en fredag kl. lidt i 18.

Nu kunne jeg så vælge at bruge resten af indlægget på at retfærdiggøre mig selv og komme med lamme undskyldninger for hvorfor jeg kørte 70 km/t gennem en 50 km/t-zone. Jeg kunne bande fotofælderne langt væk, og jeg kunne egentlig også lige give politiet en ordentlig en på lampen, nu jeg var i gang.
Men det nytter ligesom ingenting, for det jeg gjorde var jo for faen forkert; ellers ville jeg vel ikke få en bøde?!

Jeg synes, at man for ofte hører folk argumentere for at tage sele på, overholde fartgrænserne og ikke tale i mobiltelefon under kørsel, med et: "så får jeg ikke en bøde og/eller klip i kørekortet", men det er vel i bund og grund ikke derfor, vi skal gøre det.

Selen tager vi vel på, fordi den har en beskyttende hensigt, hvis vi skulle være så uheldige, at blive involveret i en trafikulykke.
Tiden hvor vi fik lov til at stå op på bagsædet af den knaldrøde Dyane, i fuld fart, og vinden fejende igennem hårpragten, når taget var rullet tilbage, den er jo overstået for altid. Det var dæleme sjovt, og det var dæleme pissefarligt.
Vi overlevede det godt nok alle sammen, men det er ikke noget jeg har lyst til at prøve sammen med mine børn, selv ikke for nostalgiens skyld.

Der gælder det samme med mobiltelefoni og fartbegrænsninger på vejene; loven skal overholdes - ikke med den begrundelse, at vi ikke gider blive opdaget, men fordi det er for risikabelt og kan koste menneskeliv, hvis vi ikke gør det. Det er det budskab jeg giver videre til mine børn, og af samme grund kan jeg også ses med en lidet flatterende cykelhjem, når vi tager den på 2-3 hjul i stedet for 4.

Jeg må jo ærligt indrømme, at jeg synes, det er rigtig smart med de der fotovogne, for der kører edderbunkeme mange rundt med hovedet under armen og med speedpedalen trykket så meget i bund, at der foreligger risiko for, at den vil gå igennem bunden.
Selvfølgelig er det møgsurt, at jeg skal hoste op med 1500 dask, og at jeg skal passe ekstra på, for ikke at få klip nr. 2 og 3 i kørelincensen, men det er nok egentlig meget sundt lige at blive mindet om, at lovene er lavet for at passe på os og dem, og ikke fordi jeg højt skal skråle med min pivfalske stemme:

"Det' samfundets skyld

Ja, det er samfundets skyld

Samfundets skyld!"

citat: TV2

- ej, det er vist rigtig rigtig meget min egen skuld;)

/BSE

Sommetider...

...dukker den op, forårsaget af mig selv; andre gange af årsager jeg selv er udenfor rækkevidde af.
Det starter som et ubehag i maven, så kommer vreden, og til sidst bliver jeg total omsluttet af den; kan mærke den i hver eneste spids af mine nerveender: skuffelsen.
Den kommer, når jeg føler, at jeg har gjort hvad jeg kan og bør i en given situation; når jeg har tilbudt min hjælp og mit øre, og op til flere gange er blevet ignoreret; når jeg, stadig med et smil på læben, har ladet mig påvirke i en negativ retning, så jeg indeni laver alt andet end at smile.

Der er dage, hvor jeg vil ønske, at jeg ikke tager alting så nært; hvor jeg bare vil kunne trække på skuldrene og klart og bestemt udtale et: "og hva´ så!", og mene det helt ude fra spidsen af mit spaltede pandehår til min nyklippede negl på storetåen. Dage hvor jeg ikke altid skal ræsonnere, analysere og konkludere. Dage hvor jeg ikke engang vil opdage, at jeg burde være skuffet.

Men de fleste dage vil jeg egentlig bare gerne være tro mod mig selv og mine overbevisninger og værdier. De fleste dage vil jeg ikke bagatellisere; vil jeg ikke sidde tilbage med en utilfredstillelse i kroppen, fordi jeg negligerer.

Jeg tilstår ærligt, at jeg har brug for at omgive mig med mennesker, der vil mig, også selv når de har travlt.
Jeg har brug for mennesker jeg vil, også når de viser sig fra deres mindre heldige sider; brug for mennesker der står inde for det følelsesliv de har involveret mig i, og til stadighed vil involvere mig i, også selv når de har travlt.
Jeg har brug for at omgive mig med mennesker, der accepterer mig som den bløde nougat jeg er, som den ærlige, hjælpsomme og sårbare ven jeg er.

Jeg har ikke længere lyst til at kunne genkende mig selv i Sinead O´Connor´s tekstunivers:

"I started off with many friends

And we spent a long time talking

I thought they meant every word they said

But like everyone else they were stalling

And now they seem so different

They seem so different

They seem so different"

/Bettina Strøm Eriksen

Sikken en jubel

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg er rigtig, rigtig lidt interesseret i sport, af enhver art, men ikke desto mindre blev jeg alligevel lettere opslugt, da afsløringen af værtsskabet for OL i 2016 gled over min skærm.

Min fornemmelse holdt på Rio, og den fik jo ret.

Jeg blev imponeret af at se voksne mænd græde af glæde over at få lov til at bruge mange milliarder kroner på en kæmpe sportsbegivenhed, specielt taget i betragtning af at Rio De Janeiro har frygtelig mange indbyggere boende i slumkvarterer, hvor alt for mange børn har prøvet at sniffe lim allerede inden de har nået deres første runde fødselsdag.

Jeg håber og vil gerne tro på, at denne begivenhed også vil lade nogle guldmedaljer regne ned over de mennesker som vel i bund og grund har mere brug for succesoplevelser end så mange andre.

/BSE

Rum til alle mine tanker

For ikke mange dage siden tog jeg en beslutning om, at jeg ikke længere vil være så aktiv på min facebook-profil. Jeg begyndte at overveje, hvorfor jeg, kvinden der altid har mere end en status at sige, ikke fandt et andet forum for mine tanker.

Ideen om egen hjemmeside faldt mig hurtigt ind, så jeg bl.a. kunne vise hele verden billeder af mine loved and dear ones, uden risiko for, at få mine snapsnots snuppet af bagmænd jeg ikke anede eksisterede for 1 1/2 år siden.
Dog er der en væsentlig forskel på det jeg har at sige og vise i forhold til min familie og ikke mindst mine børn. og så til hvad jeg har brug for, når mine tanker går i selvsving og hovedet trænger til at blive tømt.

Tilbage stod jeg nu med valget mellem at købe en stak kladdehæfter (ja, når man ikke længere er ansat i skolevæsenet, så bliver man jo nødt til selv at betale), kalde dem dagbog 1, 2, 3 osv., og så huske at skrive på forsiden af hvert hæfte at: "Den som læser i denne bog vil dø en meget langsom og pinefuld død", eller jeg kunne vælge den mere voksne version, nemlig det rum hvori du sidder og læser lige nu!

God fornøjelse med mine ord.

/Bettina Strøm Eriksen