Jeg var i går aftes på besøg hos en gammel veninde (altså det er venskabet der er gammelt, ikke hende;)), og udover mig var der en af hendes andre veninder samt en gammel studiekammerat/veninde, som hun ikke har haft kontakt med længe. Derudover kom der lige en kollega, som jeg også kender, forbi i et par timer.
Om det er mig, der er blevet socialt handicappet af at gå sygemeldt så længe, hvor jeg tilbringer rigtig meget tid alene i vores jordhule, eller om tidligere stud.kam. virkelig var et studie for sig, var jeg ærlig talt i tvivl om, indtil jeg fik snakket med mand og to, uafhængigt af hinanden, venner.
Jeg er heldigvis ikke gået hen og blevet helt så sær, som jeg frygtede, for det var meget nemt for de uvildige parter at nå frem til fuldstændig den samme konklusion, nemlig at kvinden var så frygtelig usikker på sig selv i flere roller, men især i moderrollen (hun har 2 børn på hhv. 3 1/2 og 1 år, hvilket vi fik fortalt sådan ca. 1 million gange), at hun blev nødt til at hævde sig på andres bekostning, for at fremstå som den supermom, hun jo i virkeligheden ikke selv troede på, at hun var.
Det eneste positive var vel, at det ikke var på de tilstedeværendes bekostning; på den anden side ville man så have haft en chance for at forsvare sig selv, hvilket den kvinde hun sammenlignede sig med, ikke havde en jordisk chance for at undgå at blive fremført som en mor, der i stedet for kærlighed, overøser sit barn med materielle goder.
Historien var egentlig reel nok.
Stud.kam. var forarget over, at en ven/bekendts datter på 4 1/2 år havde både fladskærm og computer på eget værelse; det kunne jeg nok også blive forarget over, og dog ikke alligevel, for når man har nået 3 børn selv, så har man unægtelig været igennem manges hjem (mødregrupper, børnefødselsdage og hverdagsbesøg), og så længe de her unger bliver elsket, præcis så meget som alle børn fortjener det, så er jeg faktisk gået hen og blevet temmelig ligeglad med, hvad de tager for nogle valg for deres børn, så længe min mand og jeg selv tager valg for vores.
F.eks. kan alle øglerne herhjemme (9,6 og 4) samtlige numre på det nye Metallicaalbum udenad, og det er der sgu sikkert mange som synes er uacceptabelt, men så længe jeg kan stå inde for det og vurderer, at det er et positivt indslag i deres liv, så bør det jo ikke blive betragtet som om jeg elsker dem mindre, end dem, hvis børn hører Hemli´ Helikopter til de bliver 10.
Nå, men det som gjorde, at det ikke bare var en sludder for en sladder (lad det fise ind af det ene øre, og ud af det andet), det var, da den her mor fortæller, at da hendes store datter spurgte hende, hvorfor den anden havde disse her ting på sit værelse, så sad hun lige så stolt og berettede om hvordan hun havde svaret datteren med denne sætning, der prikkede voldsomt til den provokationsknap jeg har gemt under tøjet: "Lille skat, det er fordi hun ikke har fået kys og kram nok som mindre" - selv nu hvor jeg skriver det, ser jeg rødt.
Jeg kommenterede selvfølgelig og tilkendegav, uden at rødme;), at det hun sagde til sin datter, var i min verden meget værre, end at et mindre barn er SÅ omgivet af materielle goder.
Hvad forstår en 3 1/2 årig sig på spydighed, og hvad i alverden skal hun bruge den information til? Hvorfor i alverden involvere et barn så lille i, hvordan vi voksne nogen gange tænker (og taler) om andre?
Moren svarede mig, at nu skulle jeg ikke sidde der og dømme hende, men helt ærligt, hvem dømmede hvem til at starte med?!
Det kan godt være, at jeg er lidt af en pestilens, når nogle mennesker fortæller sådanne historier, fordi jeg sjældent kan holde min mund, men jeg kan bare ikke lade være, fordi det skinner alt for meget af vor barndoms "min far er stærkere end din far", og det skal vel for pokker ikke være en konkurrence om, hvem der er den bedste forældre, eller hvem der elsker deres børn mest. Det burde i stedet være et sammenhold der dominerede, et samarbejde mødre imellem (for sjovt nok kan fædrene sagtens finde ud af det), så man hele tiden vokser side om side med sit barn/sine børn, fremfor at servere andres svagheder på et sølvfad, bare for selv at se godt ud.
/Bettina Strøm Eriksen
28. februar 2010
27. februar 2010
Sygdom
Jeg har længe været syg - kronisk syg.
Jeg har som nævnt tidligere Colitis Ulcerosa, og samtidig har jeg også altid sloges med alt hvad der stort set findes af gener omkring kvindens hormonelle cyklus: PMS, endometriose, smerter og meget kraftige blødninger.
Forrige år, d. 02.12, fik jeg min livmoder fjernet, og det har hjulpet, men desværre kun tildels.
For på trods af, at jeg ingen livmoder har mere, så får jeg sgu stadig menstruation hver måned, og smerterne forbundet med det, ja de er de samme som altid.
Derfor skal jeg inden for de næste par måneder have min livmoderhals fjernet, samt min venstre æggestok, da den presser på det sted jeg er syg i min tarm. Jeg vil ikke have den højre fjernet også, for hvis jeg allerede nu reagerer så voldsomt på manglende progesteron efter ægløsning, at PMS virkelig er blevet en sprængfarlig tilstand for mig, så kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg helt skulle holde op med at producere det. Overlægen er heldigvis enig, og jeg er superspændt på, hvordan min krop kommer til at have det efterfølgende, men det kan da ærlig talt kun blive bedre.
Det var så lidt forhistorie, men nu til det som dette indlæg i virkeligheden handler om:
Jeg er syg!
Altså den slags syg som alle andre også bliver fra tid til anden.
Jeg har ondt i hovedet, halsen, småfeber, ondt i led og muskler og en dum og generende hoste, der absolut ikke bedrer min hovedpine.
Jeg har sovet over 12 timer i nat, og det er altså meget for en, der er vant til kun at sove max. 6 timer.
Det kan godt være at jeg altid går og skranter pga. mine kroniske sygdomme, men denne her slags syg er det altså virkelig sjældent jeg bliver. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft feber, og jeg kan slet ikke komme i tanke om hvad jeg kan gøre, for at jeg får det bedre;)
I aften har jeg en aftale hos en veninde, som jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg skal edderbunkemig få det markant værre, før jeg vælger at blive hjemme.
Jeg er jo vant til at deltage i alting, på trods af at jeg sjældent er helt på toppen.
Man kan lære at leve med meget, men jeg har faktisk lidt svært ved at acceptere, at min krop er blevet ramt af virus.
Det medicin jeg får for tarmsygdommen er med til at nedsætte mit immunforsvar, så jeg håber så sandelig ikke, at jeg skal have flere af denne slags sygedage i fremtiden på bekostning af, at jeg får det bedre med tarmen.
Forvirret over alle mine tilstande? Det er jeg sgu også selv engang imellem;)
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg har som nævnt tidligere Colitis Ulcerosa, og samtidig har jeg også altid sloges med alt hvad der stort set findes af gener omkring kvindens hormonelle cyklus: PMS, endometriose, smerter og meget kraftige blødninger.
Forrige år, d. 02.12, fik jeg min livmoder fjernet, og det har hjulpet, men desværre kun tildels.
For på trods af, at jeg ingen livmoder har mere, så får jeg sgu stadig menstruation hver måned, og smerterne forbundet med det, ja de er de samme som altid.
Derfor skal jeg inden for de næste par måneder have min livmoderhals fjernet, samt min venstre æggestok, da den presser på det sted jeg er syg i min tarm. Jeg vil ikke have den højre fjernet også, for hvis jeg allerede nu reagerer så voldsomt på manglende progesteron efter ægløsning, at PMS virkelig er blevet en sprængfarlig tilstand for mig, så kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg helt skulle holde op med at producere det. Overlægen er heldigvis enig, og jeg er superspændt på, hvordan min krop kommer til at have det efterfølgende, men det kan da ærlig talt kun blive bedre.
Det var så lidt forhistorie, men nu til det som dette indlæg i virkeligheden handler om:
Jeg er syg!
Altså den slags syg som alle andre også bliver fra tid til anden.
Jeg har ondt i hovedet, halsen, småfeber, ondt i led og muskler og en dum og generende hoste, der absolut ikke bedrer min hovedpine.
Jeg har sovet over 12 timer i nat, og det er altså meget for en, der er vant til kun at sove max. 6 timer.
Det kan godt være at jeg altid går og skranter pga. mine kroniske sygdomme, men denne her slags syg er det altså virkelig sjældent jeg bliver. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft feber, og jeg kan slet ikke komme i tanke om hvad jeg kan gøre, for at jeg får det bedre;)
I aften har jeg en aftale hos en veninde, som jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg skal edderbunkemig få det markant værre, før jeg vælger at blive hjemme.
Jeg er jo vant til at deltage i alting, på trods af at jeg sjældent er helt på toppen.
Man kan lære at leve med meget, men jeg har faktisk lidt svært ved at acceptere, at min krop er blevet ramt af virus.
Det medicin jeg får for tarmsygdommen er med til at nedsætte mit immunforsvar, så jeg håber så sandelig ikke, at jeg skal have flere af denne slags sygedage i fremtiden på bekostning af, at jeg får det bedre med tarmen.
Forvirret over alle mine tilstande? Det er jeg sgu også selv engang imellem;)
/Bettina Strøm Eriksen
26. februar 2010
Mode mig et vist sted;)
Altså jeg ved jo godt, at der er meget jeg ikke forstår.
Jeg ved godt, at der sikkert kunne skrives bøger om hvad jeg ikke forstår.
Men ligegyldigt i hvor mange bøger det blev forklaret, så vil jeg aldrig komme til at forstå, hvorfor unge piger og enkelte kvinder på min alder, synes det skal være smart at gå rundt i gummistøvler.
Hvem har fundet på, at det skal være hipt at iføre sig ridestøvlelignende gummirøjsere?
Jeg kunne sikkert finde et svar, hvis jeg gad, men det gider jeg faktisk lige så lidt som at se på folk der render rundt i gummistøvler, bare for at være med på moden;)
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg ved godt, at der sikkert kunne skrives bøger om hvad jeg ikke forstår.
Men ligegyldigt i hvor mange bøger det blev forklaret, så vil jeg aldrig komme til at forstå, hvorfor unge piger og enkelte kvinder på min alder, synes det skal være smart at gå rundt i gummistøvler.
Hvem har fundet på, at det skal være hipt at iføre sig ridestøvlelignende gummirøjsere?
Jeg kunne sikkert finde et svar, hvis jeg gad, men det gider jeg faktisk lige så lidt som at se på folk der render rundt i gummistøvler, bare for at være med på moden;)
/Bettina Strøm Eriksen
25. februar 2010
Den mindre søde kløe
Forestil dig at det klør i din røv, og dine arme ikke er lange nok til at kunne fjerne denne ubehagelige fornemmelse!
Sådan har jeg det, ja bortset fra at mine arme altså ikke er for korte, og det altså ikke er i min røv det klør; jeg kan bare godt forestille mig, at det må føles sådan som jeg har og har haft det siden i tirsdag, hvor jeg tog min medicin.
Jeg er den heldige ejer af colitis ulcerosa (eller på godt gammelt dansk: blødende tyktarmsbetændelse) og derfor får jeg noget medicin der hedder Humira, som jeg skal tage selv hver 14.dag, ved at jeg via en nål skyder den flydende medicin ind i mit maveskind, hvorfra det så selv fordeler sig videre ind i blodbanerne og rundt i kroppen.
Nålen er temmelig lang, og det er ikke for børn de første 20 sekunder efter at nålen med høj fart har afgivet sin væske under min hud, men længere tid tager det ikke, og det er superlet og effektivt.
Dog ved jeg ikke lige hvad jeg gjorde forkert i tirsdags, for et eller andet gjorde jeg i al fald anderledes end tidligere (jeg har vel prøvet det 6-7 gange nu). Da de forventede 20 sekunder med smerte og svie var overstået, så blev det ved med at nive og irritere i 1 minut mere. Senere begyndte det at klø, og hvis det dog bare var en kløe forbundet med injektionsstedet, så jeg kunne se det, og klø direkte på det, men nej.
Kløen er under huden, og da jeg ikke er udstyret med en lynlås i maven, som jeg kan lyne op og i ved forgodtbefindende, er jeg i stedet ved at blive fuldstændig drevet til vanvid - eller jeg burde måske nærmere sige, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind, hvis jeg altså rent bogstaveligt talt kunne det.
Det føles som om der kravler et lille dyr rundt og kilder mig på indersiden, på nogle tidspunkter stille og roligt, og på andre som havde den taget træskostøvler på og så inviteret alle vennerne over til en omgang riverdance.
Så hvis du møder mig, og jeg går og klør mig, så er det altså ikke fordi jeg har fået lopper; ihvertfald ikke udenpå kroppen;)
/Bettina Strøm Eriksen
Sådan har jeg det, ja bortset fra at mine arme altså ikke er for korte, og det altså ikke er i min røv det klør; jeg kan bare godt forestille mig, at det må føles sådan som jeg har og har haft det siden i tirsdag, hvor jeg tog min medicin.
Jeg er den heldige ejer af colitis ulcerosa (eller på godt gammelt dansk: blødende tyktarmsbetændelse) og derfor får jeg noget medicin der hedder Humira, som jeg skal tage selv hver 14.dag, ved at jeg via en nål skyder den flydende medicin ind i mit maveskind, hvorfra det så selv fordeler sig videre ind i blodbanerne og rundt i kroppen.
Nålen er temmelig lang, og det er ikke for børn de første 20 sekunder efter at nålen med høj fart har afgivet sin væske under min hud, men længere tid tager det ikke, og det er superlet og effektivt.
Dog ved jeg ikke lige hvad jeg gjorde forkert i tirsdags, for et eller andet gjorde jeg i al fald anderledes end tidligere (jeg har vel prøvet det 6-7 gange nu). Da de forventede 20 sekunder med smerte og svie var overstået, så blev det ved med at nive og irritere i 1 minut mere. Senere begyndte det at klø, og hvis det dog bare var en kløe forbundet med injektionsstedet, så jeg kunne se det, og klø direkte på det, men nej.
Kløen er under huden, og da jeg ikke er udstyret med en lynlås i maven, som jeg kan lyne op og i ved forgodtbefindende, er jeg i stedet ved at blive fuldstændig drevet til vanvid - eller jeg burde måske nærmere sige, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind, hvis jeg altså rent bogstaveligt talt kunne det.
Det føles som om der kravler et lille dyr rundt og kilder mig på indersiden, på nogle tidspunkter stille og roligt, og på andre som havde den taget træskostøvler på og så inviteret alle vennerne over til en omgang riverdance.
Så hvis du møder mig, og jeg går og klør mig, så er det altså ikke fordi jeg har fået lopper; ihvertfald ikke udenpå kroppen;)
/Bettina Strøm Eriksen
18. februar 2010
The road
Jeg var i forgårs i biografen. Min søn og jeg tog toget sammen ind til hovedbanen, hvor vi mødte min bror, der skulle have knejten overnattende til onsdag. Efter at have krammet og kysset farvel havde jeg nogle timer for mig selv i hovedstaden, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at de 1 1/2 time af dem ville jeg bruge på at se "The road/Vejen", som jeg sidste år slugte råt som bog (af Cormac McCarthy).
Derfor gik jeg med det samme i Grand og købte billet til et par timer senere. I ventetiden fik jeg besøgt nogle af den slags butikker, vi burde have flere af her ude på landet, og et par kopper kaffe og tid til at skrive fandt jeg også på en kaffebar, som vi burde have flere af herude på landet;)
Derfor gik jeg med det samme i Grand og købte billet til et par timer senere. I ventetiden fik jeg besøgt nogle af den slags butikker, vi burde have flere af her ude på landet, og et par kopper kaffe og tid til at skrive fandt jeg også på en kaffebar, som vi burde have flere af herude på landet;)
Kl. 14:20 placerede jeg mig i det bløde sæde, hvor jeg fra starten af filmen var dybt opslugt af den post-apocalyptiske verden der tonede sig frem på det store lærred foran mig.
En verden så markant anderledes fra den jeg lige var kommet ind fra, og dog alligevel så uhyggelig autentisk, fordi vi igennem moderne teknologi i dag kan portrættere hvordan verden kan komme til at se ud efter den undergang menneskeheden altid har frygtet.
Jeg var på forhånd nervøs for, at historien ville blive omdannet til endnu en amerikansk katastrofefilm, men det lykkedes faktisk at overføre dette fantastiske stykke litteratur til levende billeder og lyd, så hele mit følelsesregister blev påvirket, uden at det kunne katagoriseres under bevidst følelsespornografi.
En verden så markant anderledes fra den jeg lige var kommet ind fra, og dog alligevel så uhyggelig autentisk, fordi vi igennem moderne teknologi i dag kan portrættere hvordan verden kan komme til at se ud efter den undergang menneskeheden altid har frygtet.
Jeg var på forhånd nervøs for, at historien ville blive omdannet til endnu en amerikansk katastrofefilm, men det lykkedes faktisk at overføre dette fantastiske stykke litteratur til levende billeder og lyd, så hele mit følelsesregister blev påvirket, uden at det kunne katagoriseres under bevidst følelsespornografi.
Vejen blev for mig en stor og meget dyb filmoplevelse, der finder sin styrke i intensiteten i en fremtid uden håb og uden mening, portrætteret gennem en far og hans søn på vejen mod et mål, lige så håbløst, som hvor de startede ud fra.
Det var dybt fascinerende at følge den menneskelige styrke de lægger for dagen, samtidig med den undren der voksede i mig, over hvad det dog er der gør, at de fortsætter dag for dag, når der så åbenlyst ikke er noget at fortsætte for og mod.
Handler det om stædighed, kærlighed eller vil der altid i os mennesker befinde sig et håb om at fremtiden vil bringe farver, liv og glæde tilbage, selvom der intet reelt håb er for at dette vil kunne ske, da verden, som her fremvist, er død?
Fortællingen viser dem kæmpe mod de konstante trusler der er for overhoved at kunne overleve en dag mere; truslen fra de voldsomme vejrforhold der hersker og truslen fra deres egne kroppe, udpinte og syge som følge af sult, fejlernæring og manglende søvn og beskyttelse. Og ikke mindst truslen fra "de onde", dvs. dem som er degraderet til kødspisende dyr, hvor umenneskelige handlinger sikrer den videre overlevelse, selvom også denne livsform er truet, da der til sidst heller ikke vil være flere mennesker tilbage at spise, for alt dyreliv er for længst uddødt.
Drengen spørger i en tidlig scene sin far, om de er "de gode", og faren svarer uden at tøve ja.
Dog ændrer også han sig gennem filmen, da udtrykket om, at det er den stærkeste der overlever, virkelig kommer til sin ret, da en anden "god" stjæler af deres ting.
På dette tidspunkt er faren heller ikke i tvivl om, at han er ved at dø, og han vil gøre hvad som helst for at forberede sin søn på hvilke farer han skal kunne håndtere, samtidig med at han bliver ved med at være menneskelig, når han bliver alene, for der lægges ikke skjul på, at det er hvad han kommer til i den nærmeste fremtid.
Det var dybt fascinerende at følge den menneskelige styrke de lægger for dagen, samtidig med den undren der voksede i mig, over hvad det dog er der gør, at de fortsætter dag for dag, når der så åbenlyst ikke er noget at fortsætte for og mod.
Handler det om stædighed, kærlighed eller vil der altid i os mennesker befinde sig et håb om at fremtiden vil bringe farver, liv og glæde tilbage, selvom der intet reelt håb er for at dette vil kunne ske, da verden, som her fremvist, er død?
Fortællingen viser dem kæmpe mod de konstante trusler der er for overhoved at kunne overleve en dag mere; truslen fra de voldsomme vejrforhold der hersker og truslen fra deres egne kroppe, udpinte og syge som følge af sult, fejlernæring og manglende søvn og beskyttelse. Og ikke mindst truslen fra "de onde", dvs. dem som er degraderet til kødspisende dyr, hvor umenneskelige handlinger sikrer den videre overlevelse, selvom også denne livsform er truet, da der til sidst heller ikke vil være flere mennesker tilbage at spise, for alt dyreliv er for længst uddødt.
Drengen spørger i en tidlig scene sin far, om de er "de gode", og faren svarer uden at tøve ja.
Dog ændrer også han sig gennem filmen, da udtrykket om, at det er den stærkeste der overlever, virkelig kommer til sin ret, da en anden "god" stjæler af deres ting.
På dette tidspunkt er faren heller ikke i tvivl om, at han er ved at dø, og han vil gøre hvad som helst for at forberede sin søn på hvilke farer han skal kunne håndtere, samtidig med at han bliver ved med at være menneskelig, når han bliver alene, for der lægges ikke skjul på, at det er hvad han kommer til i den nærmeste fremtid.
Man kunne godt forvente, at scenen hvor drengen sidder med sin døde fars hoved hvilende i sit skød ville være den som påvirkede mig stærkest, men her sneg der sig altså alligevel en amerikansk facon ind, som jeg så absolut ikke er fan af, og selvom jeg blev ved med at fortælle mig selv, at det ikke var følelsesporno, men en naturlig fremvist reaktion på omstændighederne, så lykkedes det ikke for producerne at ramme den følelse jeg sad med, da bogen var ved at slutte.
Til gengæld var det et helt andet sted i filmen, der påvirkede og ramte mig dybest: drengens gråd i en scene, hvor faren med sine arme omkring sønnen bare holder ham, for trøste ham det kan han ikke; en gråd der indeholder alle de følelser der vil være, når der intet mere er at stille op, ingen optimisme er tilbage og ingen naiv og barnlig tro på, at det nok skal gå alt sammen alligevel.
Til gengæld var det et helt andet sted i filmen, der påvirkede og ramte mig dybest: drengens gråd i en scene, hvor faren med sine arme omkring sønnen bare holder ham, for trøste ham det kan han ikke; en gråd der indeholder alle de følelser der vil være, når der intet mere er at stille op, ingen optimisme er tilbage og ingen naiv og barnlig tro på, at det nok skal gå alt sammen alligevel.
Selvom jeg med mit hoved godt vidste det, så flød mit hjerte nu over af viden om at vores børn ikke må miste troen, for hvis børnene ikke tror på en fremtid, så er der ingen fremtid, ingen farver, ingen latter og ingen kærlighed.
Lige præcis den intense og altsigende gråd opsummerede hele filmen og dens budskab til mig, og da min søn senere i telefonen spurgte mig om jeg havde grædt til filmen, så kunne jeg ikke svare andet end, ja gu græd jeg. Ikke så meget over de to hovedpersoners skæbne, men over det virkelighedsnære billede af en fremtidig verden, jeg havde set; en fremtidig verden, hvor vi ikke får at vide, hvorfor verden er død, og som i øvrigt ender med at blive uendeligt ligegyldigt, og det spørgsmål jeg tog med mig ud af biografen, var ikke et spørgsmål om hvordan vores verden kan gå under, men nærmere et spørgsmål om hvornår, for i vores oplyste verden bør vi hver eneste dag være fuldstændig klar over, at det er den vej det bevæger sig hen.
Det kan godt være, at det ikke bliver vores børn, børnebørn eller oldebørn der mister troen, men bare det faktum, at der allerede i dag, i den tredje verden, findes børn uden håb, vidner kun om, at vi er alt for dårlige til at passe på hinanden og vores jord, på kryds og tværs af grænser og religion.
Det kan godt være, at det ikke bliver vores børn, børnebørn eller oldebørn der mister troen, men bare det faktum, at der allerede i dag, i den tredje verden, findes børn uden håb, vidner kun om, at vi er alt for dårlige til at passe på hinanden og vores jord, på kryds og tværs af grænser og religion.
Hvad pokker bilder vi os egentlig ind?!
/Bettina Strøm Eriksen
12. februar 2010
The dirt still stains me
"Where do I take this pain of mine
I run but it stays right by my side
So tear me open and pour me out
There´s things inside that screams and shout
And the pain still hates me
So hold me until it sleeps(...)"
Metallica 1996
Bettina 2010
/B
I run but it stays right by my side
So tear me open and pour me out
There´s things inside that screams and shout
And the pain still hates me
So hold me until it sleeps(...)"
Metallica 1996
Bettina 2010
/B
4. februar 2010
Gal hund
Jeg blev i går mindet om, hvorfor det kan være, at selvom jeg bevidst vælger det meste visuelle og auditive nyhedsstof fra, så vil der altid være noget der kommer forbi min vej som var det tilfældigt, selvom jeg nu ikke er en speciel stor fan af det begreb;)
Jeg har Politiken som min startside på både den stationære og den bærbare, og det er her jeg 2-3 gange om dagen skimmer overskrifter, og yderligere læser artikler, når jeg mener, at det er vigtigt information jeg bør få, og viden jeg bør tilegne mig. Og mange gange springer jeg artikler over, som rigtig mange nok vil mene er yderst vigtig information, og som jeg hurtigt vil blive stemplet som ligeglad for ikke at læse. Eller det kunne virke som om jeg ikke vil erkende, at der findes alle slags skæbner i verden, og at alle slags skæbner har samme rettighed til at blive offentliggjort, samt læst af alle, hvilket igen kunne ende med, at nogen vil synes jeg er ligeglad.
Men det er så absolut ikke tilfældet, tværtimod.
Til gengæld bliver jeg så frygtelig berørt og dybt ked af det inde i mig selv, og jeg formår ikke, og kommer nok aldrig til det, at slippe billeder, lyd og ord, når de ikke længere befinder sig direkte foran mig.
Således kan en voksende bekymring for f.eks jordskælvsofrene i Haiti, fylde så meget i min hverdag, at jeg ikke alene drømmer om det om natten, men også tænker alt for meget på det i mine vågne timer, selvom jeg har støttet ved både at købe stregkoder i Brugsen, meldt mig ind i "red barnet", og fået mine unger til at lave tegninger på biblioteket http://www.slagelsebib.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=2621&kind=1&pageId=1909.
Og af denne grund tog jeg for et par år siden beslutningen om skimming af overskrifter, så jeg selv bestemmer hvad der kommer under min hud.
Dog er der, som nævnt i starten, indimellem ting der kommer forbi min vej, fordi det åbenbart er hvad de skal; fordi de er så vigtige, at de ikke må vælges fra, ligegyldigt hvor vågen jeg ligger af det om natten.
Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Kirsten Hammanns: "En dråbe i havet"; ikke nogen formidabel roman, men dog så alligevel ganske vellykket, fordi den fortæller om en kvinde der ser bagsiden af historier, der allerede er frygtelige på forsiden; børn der bliver filmet, mens de er 4 timer om at dø af sult, tilstandende på fattige landes hospitaler og om Rwanda og årstallet 1994 hvor hutuer myrdede 800.000 mennesker på bare 100 dage!
I går begyndte min mand at se en lånt film kl. 22.45. Han vidste godt det var sent, men regnede egentlig ikke med, at det ville være en film, der var noget værd, men så havde han da i det mindste forsøgt. Jeg lagde mig ind i sofaen sammen med ham, for om ikke andet, så kunne vi da ligge der sammen og halvsove. Dog skulle det vise sig, at være en af den slags film, der rører en så dybt, at man slet ikke kan fatte, at man ingenting kan gøre for at hjælpe til at disse mennesker får en anden skæbne - eller mere præcist, at disse børn får et andet liv, en anden start.
Filmen hedder "Johnny Mad Dog".
Den handler om børnesoldater i et unavngivet afrikansk land, hvor man sideløbende følger dels en soldat på 15 år ved navn Johnny "Mad Dog", og dels en 13-årig pige, Larokole med sin forkrøblede far uden ben, og sin lillebror, FoFo, der alle er flygtet fra deres landsby, efter de er blevet terroriseret af militsen, The Death Dealers. Børnesoldaterne, der går helt ned til 12 år, "arbejder" for guerrillernes netværk, hvor de alle er blevet hjernevaskede, og drager fra by til by, udelukkende for at udøve vold, voldtægt og mord mod sagesløse mennesker.
Femten, i virkeligheden, tidligere børnesoldater er castet til filmen, hvilket man forstår, når man efterfølgende finder ud af det, for hvem skulle ellers kunne skildre et så ensporet og vanvittigt liv, andet end dem der selv har stået i det. Det er ikke mindre end fantastiske præstationer man følger gennem hele filmen, og jeg kan kun erklære mig enig i WeekendAvisens kritikers korte og præcise kommentar til stykket: Et visuelt knytnæveslag.
Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg intet har hørt om denne film før, og for andre der heller ikke har det, så kan jeg kun på det kraftigeste anbefale at sætte 1 1/2 time af foran fladskærmen; ikke for at blive underholdt, men for at blive oplyst af en film uden håb og uden forsoning, men fyldt med den virkelige virkelighed for alt for mange mennesker i den virkelige verden.
På under 1 uge er jeg pludselig blevet gjort bevidst om, at udenfor min egen lille navle, der findes liv så markant forskellige fra mit, og ikke mindst mine børns, at jeg åbenbart skal have det beskrevet detaljeret i en bog, og se det på film, før jeg kan forstå det. Det er meget lettere i min del af verden at forestille mig, at en mand kan kravle på væggene og loftet, end det er at forestille mig en barnesoldat skære et foster ud af dets mor, for at spise det foran faren, men ikke desto mindre forekommer det ude i den verden, som jo faktisk også er min.
Og din!
/BSE
Jeg har Politiken som min startside på både den stationære og den bærbare, og det er her jeg 2-3 gange om dagen skimmer overskrifter, og yderligere læser artikler, når jeg mener, at det er vigtigt information jeg bør få, og viden jeg bør tilegne mig. Og mange gange springer jeg artikler over, som rigtig mange nok vil mene er yderst vigtig information, og som jeg hurtigt vil blive stemplet som ligeglad for ikke at læse. Eller det kunne virke som om jeg ikke vil erkende, at der findes alle slags skæbner i verden, og at alle slags skæbner har samme rettighed til at blive offentliggjort, samt læst af alle, hvilket igen kunne ende med, at nogen vil synes jeg er ligeglad.
Men det er så absolut ikke tilfældet, tværtimod.
Til gengæld bliver jeg så frygtelig berørt og dybt ked af det inde i mig selv, og jeg formår ikke, og kommer nok aldrig til det, at slippe billeder, lyd og ord, når de ikke længere befinder sig direkte foran mig.
Således kan en voksende bekymring for f.eks jordskælvsofrene i Haiti, fylde så meget i min hverdag, at jeg ikke alene drømmer om det om natten, men også tænker alt for meget på det i mine vågne timer, selvom jeg har støttet ved både at købe stregkoder i Brugsen, meldt mig ind i "red barnet", og fået mine unger til at lave tegninger på biblioteket http://www.slagelsebib.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=2621&kind=1&pageId=1909.
Og af denne grund tog jeg for et par år siden beslutningen om skimming af overskrifter, så jeg selv bestemmer hvad der kommer under min hud.
Dog er der, som nævnt i starten, indimellem ting der kommer forbi min vej, fordi det åbenbart er hvad de skal; fordi de er så vigtige, at de ikke må vælges fra, ligegyldigt hvor vågen jeg ligger af det om natten.
Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Kirsten Hammanns: "En dråbe i havet"; ikke nogen formidabel roman, men dog så alligevel ganske vellykket, fordi den fortæller om en kvinde der ser bagsiden af historier, der allerede er frygtelige på forsiden; børn der bliver filmet, mens de er 4 timer om at dø af sult, tilstandende på fattige landes hospitaler og om Rwanda og årstallet 1994 hvor hutuer myrdede 800.000 mennesker på bare 100 dage!
I går begyndte min mand at se en lånt film kl. 22.45. Han vidste godt det var sent, men regnede egentlig ikke med, at det ville være en film, der var noget værd, men så havde han da i det mindste forsøgt. Jeg lagde mig ind i sofaen sammen med ham, for om ikke andet, så kunne vi da ligge der sammen og halvsove. Dog skulle det vise sig, at være en af den slags film, der rører en så dybt, at man slet ikke kan fatte, at man ingenting kan gøre for at hjælpe til at disse mennesker får en anden skæbne - eller mere præcist, at disse børn får et andet liv, en anden start.
Filmen hedder "Johnny Mad Dog".
Den handler om børnesoldater i et unavngivet afrikansk land, hvor man sideløbende følger dels en soldat på 15 år ved navn Johnny "Mad Dog", og dels en 13-årig pige, Larokole med sin forkrøblede far uden ben, og sin lillebror, FoFo, der alle er flygtet fra deres landsby, efter de er blevet terroriseret af militsen, The Death Dealers. Børnesoldaterne, der går helt ned til 12 år, "arbejder" for guerrillernes netværk, hvor de alle er blevet hjernevaskede, og drager fra by til by, udelukkende for at udøve vold, voldtægt og mord mod sagesløse mennesker.
Femten, i virkeligheden, tidligere børnesoldater er castet til filmen, hvilket man forstår, når man efterfølgende finder ud af det, for hvem skulle ellers kunne skildre et så ensporet og vanvittigt liv, andet end dem der selv har stået i det. Det er ikke mindre end fantastiske præstationer man følger gennem hele filmen, og jeg kan kun erklære mig enig i WeekendAvisens kritikers korte og præcise kommentar til stykket: Et visuelt knytnæveslag.
Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg intet har hørt om denne film før, og for andre der heller ikke har det, så kan jeg kun på det kraftigeste anbefale at sætte 1 1/2 time af foran fladskærmen; ikke for at blive underholdt, men for at blive oplyst af en film uden håb og uden forsoning, men fyldt med den virkelige virkelighed for alt for mange mennesker i den virkelige verden.
På under 1 uge er jeg pludselig blevet gjort bevidst om, at udenfor min egen lille navle, der findes liv så markant forskellige fra mit, og ikke mindst mine børns, at jeg åbenbart skal have det beskrevet detaljeret i en bog, og se det på film, før jeg kan forstå det. Det er meget lettere i min del af verden at forestille mig, at en mand kan kravle på væggene og loftet, end det er at forestille mig en barnesoldat skære et foster ud af dets mor, for at spise det foran faren, men ikke desto mindre forekommer det ude i den verden, som jo faktisk også er min.
Og din!
/BSE
1. februar 2010
Barnets svar
Og så oven på de sidste to alvorlige indlæg, så kommer her lige en skat fra sprogkassen - fra Anna Sofie 6 år.
I går lavede vi sjove figurer på muslingeskaller og på konkylier. Anna lagde øret til en konkylie, tyssede på os andre og udbrød så: "Den siger ikke noget, så det er nok Stillehavet jeg kan høre". Uh, jeg elsker de unger:)
I går lavede vi sjove figurer på muslingeskaller og på konkylier. Anna lagde øret til en konkylie, tyssede på os andre og udbrød så: "Den siger ikke noget, så det er nok Stillehavet jeg kan høre". Uh, jeg elsker de unger:)
Det er ikke meget...
...jeg har skrevet ned i mit sygeforløb, men ret tilfældigt faldt jeg her i morges over en tekst, som der godt nok ikke er nogen dato på, men som må være skrevet sidste år omkring denne tid. Det lyder sådan her:
"Jeg er hende og hun er mig
Kvinden der i spejlet ser tilbage på mig.
Kvinden med de lysende grågrønne øjne i hvis blik trætheden har brændt sig fast og efterladt posede mørke rande under, som ingen is, agurkeskiver eller dyre cremer har kunnet formå at fjerne.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med de ekstra lange øjenvipper, på hvilke dagsgamle mascara klumper sig sammen på spidsen af hver eneste vippe, klar til aftenens afrensning med oliebaseret øjenmakeupfjerner, der altid efterlader mig med et sløret blik, ude af stand til at kunne fokusere ordentligt på de billeder, der strømmer omkring mig efterfølgende.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med den spidse næse, hvorpå hundredevis af små bitte pigmenteringer har haft deres plads siden mit femte leveår, hvor jeg husker, at jeg for hver dag kunne tælle mindst 10 nyankomne fregner, og hvor jeg tilsidst måtte opgive at holde regnskab, da jeg dengang kun kunne tælle til halvtreds.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med de små smalle læber, der forlængst har opgivet tanken om læbestift, da jeg altid ender med at ligne en klovn i et desperat forsøg på at gøre dem mere fyldige og sensuelle; kvinden med den tynde mund, der ikke længere kan huske hvad det vil sige, at flække i et grin, og som til nød kan formå at lave en skæv trækning i den ene side, når omstændighederne kræver mere og andet af mig, end den ligegyldighed min lige streg det meste af tiden repræsenterer.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med hårrødder som ikke længere matcher resten af det halvlange og rustrøde hår, som der dagligt er at finde, i større og større mængder, tilbage på hårbørsten efter brug. Hår lige så tørt og spaltet som jeg, ligegyldigt hvilken balsam jeg forsøger mig med.
Jeg er hende
Hende der nu fører sine ti lange fingre op for at berøre det vinterblege ansigt med det tomme stirrende blik, i et spinkelt forsøg på kærtegn fra min egen side.
Jeg berører min pande med de overraskende få rynker, mine afplukkede øjenbryn, mit øjenlåg og næseparti.
Glatte fingerspidser glider henover indsunkne kinder, henover mundområdet og ned langs hage og hals, der under berøringen snører sig mere og mere sammen.
Hun er mig
Hun som nu krænger det nederste øjenlåg ud i jagten på en eneste skide tåre, der kunne tænkes at gemme sig der, men som ventet finder jeg kun tørke.
Jeg tvinger mig selv til at stirre ind i hendes øjne, tvinger mig til at tælle til tyve, imens jeg fastholder blikket med hendes; hende som burde være hos mig, omkring mig, over mig og indeni mig.
Jeg fugter mine læber, skiller dem ad, og som i det fjerne hører jeg svagt lyden af min egen stemme: jeg elsker...
Jeg er hende og hun er mig
Hende, jeg ikke kan sige jeg elsker dig til."
I dag er jeg hende og hun er mig, til hvem jeg nu kan sige: "Jeg elsker dig".
/BSE
"Jeg er hende og hun er mig
Kvinden der i spejlet ser tilbage på mig.
Kvinden med de lysende grågrønne øjne i hvis blik trætheden har brændt sig fast og efterladt posede mørke rande under, som ingen is, agurkeskiver eller dyre cremer har kunnet formå at fjerne.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med de ekstra lange øjenvipper, på hvilke dagsgamle mascara klumper sig sammen på spidsen af hver eneste vippe, klar til aftenens afrensning med oliebaseret øjenmakeupfjerner, der altid efterlader mig med et sløret blik, ude af stand til at kunne fokusere ordentligt på de billeder, der strømmer omkring mig efterfølgende.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med den spidse næse, hvorpå hundredevis af små bitte pigmenteringer har haft deres plads siden mit femte leveår, hvor jeg husker, at jeg for hver dag kunne tælle mindst 10 nyankomne fregner, og hvor jeg tilsidst måtte opgive at holde regnskab, da jeg dengang kun kunne tælle til halvtreds.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med de små smalle læber, der forlængst har opgivet tanken om læbestift, da jeg altid ender med at ligne en klovn i et desperat forsøg på at gøre dem mere fyldige og sensuelle; kvinden med den tynde mund, der ikke længere kan huske hvad det vil sige, at flække i et grin, og som til nød kan formå at lave en skæv trækning i den ene side, når omstændighederne kræver mere og andet af mig, end den ligegyldighed min lige streg det meste af tiden repræsenterer.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med hårrødder som ikke længere matcher resten af det halvlange og rustrøde hår, som der dagligt er at finde, i større og større mængder, tilbage på hårbørsten efter brug. Hår lige så tørt og spaltet som jeg, ligegyldigt hvilken balsam jeg forsøger mig med.
Jeg er hende
Hende der nu fører sine ti lange fingre op for at berøre det vinterblege ansigt med det tomme stirrende blik, i et spinkelt forsøg på kærtegn fra min egen side.
Jeg berører min pande med de overraskende få rynker, mine afplukkede øjenbryn, mit øjenlåg og næseparti.
Glatte fingerspidser glider henover indsunkne kinder, henover mundområdet og ned langs hage og hals, der under berøringen snører sig mere og mere sammen.
Hun er mig
Hun som nu krænger det nederste øjenlåg ud i jagten på en eneste skide tåre, der kunne tænkes at gemme sig der, men som ventet finder jeg kun tørke.
Jeg tvinger mig selv til at stirre ind i hendes øjne, tvinger mig til at tælle til tyve, imens jeg fastholder blikket med hendes; hende som burde være hos mig, omkring mig, over mig og indeni mig.
Jeg fugter mine læber, skiller dem ad, og som i det fjerne hører jeg svagt lyden af min egen stemme: jeg elsker...
Jeg er hende og hun er mig
Hende, jeg ikke kan sige jeg elsker dig til."
I dag er jeg hende og hun er mig, til hvem jeg nu kan sige: "Jeg elsker dig".
/BSE
Abonner på:
Opslag (Atom)