At leve er at lære

Jeg har uendelig svært ved at lære, at det er okay, at kroppen indimellem ikke er fit for fight; at det er okay at bukke under for hovedpine, ondt i maven eller endda ondt i sjælen. Lige nu ligger jeg på min sofa med min bærbare computer. Jeg har ondt i halsen, ondt i hovedet, ja i det hele taget er jeg bare skidt tilpas; en tilstand som stort set alle mennesker oplever engang imellem, og som er fuldstændig naturlig, især i en overgang fra sommer til det kolde og blæsende efterår. Men jeg er bare ikke okay med det; jeg synes, at det er tegn på svaghed, at jeg ikke bare stod op i går og tog på job - at jeg ikke bare stod op i morges, og hvis trætheden og tyngden af min krop ikke letter, ikke bare står op i morgen.
Jeg begejstres ikke ligefrem over den dårlige samvittighed jeg føler, når jeg ligger her og skriver om mig selv, for på trods af at jeg er syg, så burde jeg da alligevel være i gang med at skrive den artikel om håndbold, jeg har hængende over hovedet - burde være i gang med at ringe til oversundhedsplejerske og eksperter indenfor børns ve og vel - burde, burde, burde.
Men inderst inde ved jeg jo godt, at jeg skal tage samtlige "burder" og stikke dem op et sted, hvor solen aldrig skinner, men budskabet har lidt svært ved at nå fra den part af min hjerne, til den del hvor forståelsen og accepten af, at jeg jo bare er et menneske, ligger.
Men jeg prøver - jeg lærer - jeg lever!

/Bettina Strøm Eriksen

Kan atter mærke rygraden ekse
Mærke at tankerne ligger og flyder
i et rod jeg kun husker alt for godt
For andre er intet forandret
For mig er alt
Og jeg leder med lygte
Leder med håb
om at denne gang
Lige præcis denne gang
finder jeg det rette værktøj
den rette manual
så jeg ikke længere føler mig forladt
føler mig fortabt
midt i mellem min virkelighed og deres

/Bettina

Signaler

Atter må jeg undres; undres over hvordan nogle mennesker vil være sig selv bekendt?
Jeg tænker om der mon i dagens Danmark findes hjem uden spejle, bademulighed, tandbørste, deodorant eller i det mindste bare en ærlig ægtefælle, kæreste eller barn, der kan fortælle om man ligner noget katten har slæbt med ind?
Kald mig blot sippet, snobbet eller dum - jeg er af den holdning, at hvis man har med mennesker at gøre i sit job, og det både være sig kollegaer, chefer, børn, borgere etc., så skylder man i det mindste at have redt sit hår, stoppet sin skjorte ned i bukserne, renset sine negle og taget rent tøj på!
Og for lige at få en ting på det rene: det handler på ingen måde om, at vi alle skal se ud som modeller, skuespillere og andre urealistiske gudesmukke mennesker; det eneste det handler om, er at tage sig fem minutter hver morgen, og så finde ud af om man nu også er præsentabel til dagen eller ej; det kan vel for pokker ikke være så svært, kan det vel?!

/Bettina Strøm Eriksen