Nytår

Et nyt år eller en ny tår?

På vej

I mit ansigt på vej ud fornemmer jeg en tåre
Ud herfra hvor jeg ikke længere skal være
På vej ud i den verden der har levet videre
Imens min egen gik i stå
Den vej der er uden dig
I min verden hvor du ikke længere er
Og ikke skal være igen
Hvor kun lyden af mit galoperende hjerte er tilbage
Det er her!

Her jeg skal finde mit fodspor
Finde min luft
Min tone

Smagen af dig er væk
Duften af dig fordampet
Og lyset omkring dig gået ud
Jeg slukker det elektriske felt
I den version hvor jeg vælger at gå min vej
Hvor jeg vælger at sige farvel
Imens jeg stadig kan mærke min sorg

Hvad er det med jer mænd?

Tipstjenesten kører reklamer med, at der er så meget kvinder ikke forstår, og på ét punkt vil jeg gerne støtte dem op omkring udtalelsen.
Jeg forstår simpelthen ikke hvad det er med jer mænd og tømmermænd?
Jeg havde selv en af slagsen huserende rundt i hytten i går, hjemkommet kl. 4.30 lørdag morgen i taxa, og med stanken af værtshus hængende over sig.
Kl. 12 ca. da jeg havde hentet tøser hos mormor og morfar, og hentet syg dreng med feber hos kammerat, stod han op, og lignede noget ikke engang katten ville slæbe med ind.
Tidligere på ugen havde vi aftalt, at vi skulle bage julesmåkager sammen lørdag; det skulle prøves for første gang.
Kl. 13 ca. efter at have hængt foran fjernsynet siden han stod op, begyndte piveriet:
"Åh, Bettina, jeg har det SÅÅÅÅ dårligt. Jeg tror altså, at jeg er ved at blive syg"!
Jeg svarede tilbage, at nej, han var nok ikke ved at blive syg, men havde det dårligt som resultat af heftig indtagelse af snaps og øl fra kl. 13.30 fredag middag.
"Nej Bettina, det føles slet ikke som tømmermænd plejer at føles. Jeg har det SÅÅÅÅ dårligt. Kan du ikke tjekke om jeg har feber?".
Så bad jeg herren om at gå i seng, for jeg ved jo godt, at HVIS det er fordi han er ved at blive rigtig syg, så skal jeg jo ringe efter en ambulance;)
Småkagedejen måtte tøser og jeg selv lave, og jeg har så lært, at man skal huske en GOD portion humor, når man bager med piger på 4 og 6 år, for der var ikke det sted i køkkenet, hvor der ikke endte mel. Det resulterede i, at vi havde en skidesjov eftermiddag, og da kl. var ca. 17.30 stod manden op igen.
På grund af et køkken som stadigvæk lignede noget der var løgn, foreslog jeg at køre på McDonalds og hente aftensmaden.
SÅ vågnede han sgu op: "Åh Bettina, gider du det? Det kunne jeg altså rigtig godt spise nu". Så var han pludselig ikke ved at blive syg alligevel, og efter det usunde måltid var indtaget sammen med iskold Coca-Cola, så lignede han sørme mere eller mindre sig selv igen.
Så ja, denne gang vil jeg gerne indrømme, at der er noget jeg ikke forstår;)

/BSE

Der er så stille nu...

Jeg kan godt lide vinter - altså, når det er vinter som det er lige nu med det hvide tæppe trukket godt ned over landet. Og hvad jeg endnu bedre kan lide ved sneens komme end hvad jeg ser med det blotte øje, det er stilheden.
Verden omkring mig er stille, når den er hvid. Og jeg elsker den stilhed.
Og hvad jeg elsker endnu mere lige nu er, at der er lige så stille i mit hus - lige indtil i morgen:)

/BSE

Min første liste

Dem som kender mig godt, ved også at jeg er lidt af et bulderhoved. Jeg har utallige gange i mit liv handlet før jeg fik tænk resultatet af handlingen igennem først. I går lavede jeg sådan et nummer igen:
Det var jo søndag d. 13 december; dvs. Lucia-dag. Husbonden var ude at arbejde, og de tre bukke bruse sad og så morgenbørnetime, og så var det jo lige at jeg fik en genial idé: jeg ville tage vores adventsstage på hovedet, hvori der sad fire næsten nedbrændte lysestumper, og så synge den Lucia-sang, der er meget sjovere end den almindelige:

Santa Lucia
Stik mig en tier
Gør som du plejer
Stik mig en bajer
Nu er Lucia død
Druknet i havregrød
Santa Lucia
Santa Lucia.

Jeg nåede til stik mig efterfulgt af et brøl, så ungerne blev vildt forskrækkede, og jeg forsøgte forgæves at flå stagen af hovedet, inden der skulle dryppe yderligere stearin ned i nakken på mig. Efter et par temmelig larmende udbrud fra mig, da flere varme klatter ramte min hud, fik jeg den endelig af, og jeg begyndte at grine voldsomt. Det tog lidt før børnene grinede med - de synes nok nærmere jeg var tættere på at være et fjols, end jeg var sjov;)
Efterfølgende da jeg sad og hev den ene klump orange stearin efter den anden ud af mit hår, dukkede der mange lignende erindringer op i mit hoved, og ideén til min første liste i min blog tog form.

Det er derfor jeg med "stolhed" nu kan præsentere:

Bettina Strøm Eriksens Don´t try this at home-liste:

- Stege forårsruller på en pande i ført bare bryster!
- Læne hoved og hår tilbage, med tændte stearinlys rundt om et badekar!
- Kaste mælk på væggen, når du er vred
- Rense øjenmakeup af med neglelakfjerner
- Sende billeder af meget tykke og nøgne damer til en printer på arbejdet, uden først at tjekke om maskinen virker!
- Stikke en strikkepind ned i vandbeholderen fyldt med afkalkningsmiddel på en kaffemaskine; man skal sidde så længe på skadestuen og skylle øje bagefter!
- Klø sig på kønsdelene med chili på fingrene!
- Male rundt om billeder på væggen - det bliver opdaget!
- Kaste mobiltelefonen hårdt ned i jorden i vrede!
- Sove med tyggegummi i munden, medmindre man vil klippes!
- Køre ud i forkert vejbane, mens man gestikulerer og bander højlydt af alle de andre bilister!
- Synge meget højt og meget falsk med på bilmusik, mens man holder for rødt med åbne vinduer!
- Tabe en stegepande ned i hovedet på 6 mdr. gammel baby!
- Næsten sætte sig på en andens baby!
- Spytte tyggegummi ud af bilvinduet, når passageren bagved også har sit vindue åbent!
- Spørge en veninde om hun ikke skal have bukser på, når hun allerede har beige gamasher på!
- Gå Lucia-brud med adventsstage på hovedet!
- Gentagne gange brøle Flemming efter en bartender, når man dagen efter udemærket godt kan huske at han hedder Henrik!

/BSE

Dramaqueen

Jeg fandt i går, i min søgen efter noget jeg tidligere har nedfældet på papir, et gammelt A4-skolehæfte, som jeg kort og godt har kaldt BS.
De første linjer i hæftet, fra 26 februar 1991, lyder således: "I bussen på vej hjem kl. 15.10. Sidder og tænker på dig. På hvorfor tingene udviklede sig som de gjorde. På om vi to nogensinde vil...! Skyder tanken væk igen. Vil hellere tænke på hvad der engang skete, og ikke håbe på at det kan blive os to engang, for det bliver det nok ikke, det ønsker du ikke."
Herefter fortsætter jeg side op og side ned med at fortælle om hvad ham BS og jeg havde oplevet sammen, og jeg er virkelig overrasket over, hvor meget jeg kunne spinde garn af tre seksuelle møder, hvilket var alt var det var, og ikke verdens undergang, fordi jeg ikke kunne få ham jeg elskede; jeg kendte ham jo overhoved ikke, og elske ham gjorde jeg ikke. Om jeg overhoved var forelsket er svært at sige i dag, men betaget af og fysisk tiltrukket af, det vil jeg gerne skrive under på, at jeg var. Hvor kunne det have været rart, at nogen dengang havde fortalt mig, at god sex ikke var lig med kærlighed; hvor ville det have været rart om jeg selv havde gennemskuet det dengang.
Når jeg læser mine egne ord, så var jeg jo vitterlig rigtig ked af det, men analyserer jeg på min tekst i dag, så kan jeg godt se, at det ikke var ham der gjorde mig ked af det - det klarede jeg ganske fint selv. Hvad jeg ikke kunne få ud af et enkelt smil, et udvigende blik eller sågar det som alle hans venner ikke sagde, men som jeg var overbevist om, at de sagde bag min ryg.
Min indre dramaqueen kom godt til sin udfoldelse dengang jeg bare var 18 år, og åh så voksen og erfaren.
Hun bor stadig i mig, men kommer heldigvis sjældent op til overfladen i dag, og når hun gør det, så beholder jeg hende i mit hoved og ikke nede på papir som dengang.
For der bor vel sådan en i os alle;)

/BSE

Der er masser af ord

Jeg hedder ikke Peter Sommer
Ingen toner der ud af mig kommer
Dog er der masser af fyld i mine lommer

Der er masser af ord
Som ud af blyanten for
Og nu på papiret bor
Og ingen andre steder

Mit navn er ej heller Se-ba-sti-an
Må jeg mon låne lidt af hans forstand?
Så skulle jeg nok komme i stand

Ja, der er masser af ord
Som ud af blyanten for
Og nu på papiret bor
Og ingen andre steder

Tænk at være en del af Nephews band
Together united they stand
Ræk over and I`ll give you my hand

For ord dem er der masser af
Fantasien den flyder med jordbærsmag
I hjernen de bor lag på lag
Og ingen andre steder

Jeg kan bare sidde her og skrive
For sanger det kan jeg aldrig blive
Måske det jeg skriver det rimer
Og flyder rundt som fisk i stimer
Måske jeg bare skriver et vers
Som jeg aldrig helt kan få til at pas(se)
For der er masser af ord

/BSE

Tilbage til de gode gamle dage

Eller rettere, tilbage til December 2007, hvor jeg endnu ikke anede hvad Facebook var, og endnu ikke havde fået genetableret kontakt med mange gamle kære venner/veninder, og mindst lige så mange, som jeg stadig kun husker sporadisk, og så de enkelte som jeg faktisk stadig ikke aner hvem er, men som jeg på et givent tidspunkt skulle have gået i skole med.
Jeg har længe vidst det, og jeg vælger nu at handle på det; jeg handler på det faktum, at det jo netop er gamle venskaber, som var fantastiske da de udfoldede sig i al deres storhed, men som i dag bliver puttet hen, hvor de var før Facebook - i hovedet, i kroppen, i hjertet.

/BSE

Hvis skyld er det mon?

Jeg var en tur forbi fotografen fredag i sidste uge - kun èt billede, og så var den i kassen!

Pris: 1500,- + 1 klip i kørekortet. Aargghh, det var så ikke lige sådan jeg gerne ville fotograferes en fredag kl. lidt i 18.

Nu kunne jeg så vælge at bruge resten af indlægget på at retfærdiggøre mig selv og komme med lamme undskyldninger for hvorfor jeg kørte 70 km/t gennem en 50 km/t-zone. Jeg kunne bande fotofælderne langt væk, og jeg kunne egentlig også lige give politiet en ordentlig en på lampen, nu jeg var i gang.
Men det nytter ligesom ingenting, for det jeg gjorde var jo for faen forkert; ellers ville jeg vel ikke få en bøde?!

Jeg synes, at man for ofte hører folk argumentere for at tage sele på, overholde fartgrænserne og ikke tale i mobiltelefon under kørsel, med et: "så får jeg ikke en bøde og/eller klip i kørekortet", men det er vel i bund og grund ikke derfor, vi skal gøre det.

Selen tager vi vel på, fordi den har en beskyttende hensigt, hvis vi skulle være så uheldige, at blive involveret i en trafikulykke.
Tiden hvor vi fik lov til at stå op på bagsædet af den knaldrøde Dyane, i fuld fart, og vinden fejende igennem hårpragten, når taget var rullet tilbage, den er jo overstået for altid. Det var dæleme sjovt, og det var dæleme pissefarligt.
Vi overlevede det godt nok alle sammen, men det er ikke noget jeg har lyst til at prøve sammen med mine børn, selv ikke for nostalgiens skyld.

Der gælder det samme med mobiltelefoni og fartbegrænsninger på vejene; loven skal overholdes - ikke med den begrundelse, at vi ikke gider blive opdaget, men fordi det er for risikabelt og kan koste menneskeliv, hvis vi ikke gør det. Det er det budskab jeg giver videre til mine børn, og af samme grund kan jeg også ses med en lidet flatterende cykelhjem, når vi tager den på 2-3 hjul i stedet for 4.

Jeg må jo ærligt indrømme, at jeg synes, det er rigtig smart med de der fotovogne, for der kører edderbunkeme mange rundt med hovedet under armen og med speedpedalen trykket så meget i bund, at der foreligger risiko for, at den vil gå igennem bunden.
Selvfølgelig er det møgsurt, at jeg skal hoste op med 1500 dask, og at jeg skal passe ekstra på, for ikke at få klip nr. 2 og 3 i kørelincensen, men det er nok egentlig meget sundt lige at blive mindet om, at lovene er lavet for at passe på os og dem, og ikke fordi jeg højt skal skråle med min pivfalske stemme:

"Det' samfundets skyld

Ja, det er samfundets skyld

Samfundets skyld!"

citat: TV2

- ej, det er vist rigtig rigtig meget min egen skuld;)

/BSE

Sommetider...

...dukker den op, forårsaget af mig selv; andre gange af årsager jeg selv er udenfor rækkevidde af.
Det starter som et ubehag i maven, så kommer vreden, og til sidst bliver jeg total omsluttet af den; kan mærke den i hver eneste spids af mine nerveender: skuffelsen.
Den kommer, når jeg føler, at jeg har gjort hvad jeg kan og bør i en given situation; når jeg har tilbudt min hjælp og mit øre, og op til flere gange er blevet ignoreret; når jeg, stadig med et smil på læben, har ladet mig påvirke i en negativ retning, så jeg indeni laver alt andet end at smile.

Der er dage, hvor jeg vil ønske, at jeg ikke tager alting så nært; hvor jeg bare vil kunne trække på skuldrene og klart og bestemt udtale et: "og hva´ så!", og mene det helt ude fra spidsen af mit spaltede pandehår til min nyklippede negl på storetåen. Dage hvor jeg ikke altid skal ræsonnere, analysere og konkludere. Dage hvor jeg ikke engang vil opdage, at jeg burde være skuffet.

Men de fleste dage vil jeg egentlig bare gerne være tro mod mig selv og mine overbevisninger og værdier. De fleste dage vil jeg ikke bagatellisere; vil jeg ikke sidde tilbage med en utilfredstillelse i kroppen, fordi jeg negligerer.

Jeg tilstår ærligt, at jeg har brug for at omgive mig med mennesker, der vil mig, også selv når de har travlt.
Jeg har brug for mennesker jeg vil, også når de viser sig fra deres mindre heldige sider; brug for mennesker der står inde for det følelsesliv de har involveret mig i, og til stadighed vil involvere mig i, også selv når de har travlt.
Jeg har brug for at omgive mig med mennesker, der accepterer mig som den bløde nougat jeg er, som den ærlige, hjælpsomme og sårbare ven jeg er.

Jeg har ikke længere lyst til at kunne genkende mig selv i Sinead O´Connor´s tekstunivers:

"I started off with many friends

And we spent a long time talking

I thought they meant every word they said

But like everyone else they were stalling

And now they seem so different

They seem so different

They seem so different"

/Bettina Strøm Eriksen

Sikken en jubel

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg er rigtig, rigtig lidt interesseret i sport, af enhver art, men ikke desto mindre blev jeg alligevel lettere opslugt, da afsløringen af værtsskabet for OL i 2016 gled over min skærm.

Min fornemmelse holdt på Rio, og den fik jo ret.

Jeg blev imponeret af at se voksne mænd græde af glæde over at få lov til at bruge mange milliarder kroner på en kæmpe sportsbegivenhed, specielt taget i betragtning af at Rio De Janeiro har frygtelig mange indbyggere boende i slumkvarterer, hvor alt for mange børn har prøvet at sniffe lim allerede inden de har nået deres første runde fødselsdag.

Jeg håber og vil gerne tro på, at denne begivenhed også vil lade nogle guldmedaljer regne ned over de mennesker som vel i bund og grund har mere brug for succesoplevelser end så mange andre.

/BSE

Rum til alle mine tanker

For ikke mange dage siden tog jeg en beslutning om, at jeg ikke længere vil være så aktiv på min facebook-profil. Jeg begyndte at overveje, hvorfor jeg, kvinden der altid har mere end en status at sige, ikke fandt et andet forum for mine tanker.

Ideen om egen hjemmeside faldt mig hurtigt ind, så jeg bl.a. kunne vise hele verden billeder af mine loved and dear ones, uden risiko for, at få mine snapsnots snuppet af bagmænd jeg ikke anede eksisterede for 1 1/2 år siden.
Dog er der en væsentlig forskel på det jeg har at sige og vise i forhold til min familie og ikke mindst mine børn. og så til hvad jeg har brug for, når mine tanker går i selvsving og hovedet trænger til at blive tømt.

Tilbage stod jeg nu med valget mellem at købe en stak kladdehæfter (ja, når man ikke længere er ansat i skolevæsenet, så bliver man jo nødt til selv at betale), kalde dem dagbog 1, 2, 3 osv., og så huske at skrive på forsiden af hvert hæfte at: "Den som læser i denne bog vil dø en meget langsom og pinefuld død", eller jeg kunne vælge den mere voksne version, nemlig det rum hvori du sidder og læser lige nu!

God fornøjelse med mine ord.

/Bettina Strøm Eriksen