Forrygende Fallulah

MUSIK: Badeanstaltens fulde hus kunne lørdag aften nyde godt af en festlig aften i selskab med Fallulah og band.

Af Bettina Strøm Eriksen

Det er ikke for ingenting den dansk-rumænske sangerinde Fallulah, født Maria Apetri, vandt den prestigefyldte P3 Guld den 14. januar i år - for er der noget den 26-årige pige har, så er det masser af talent, autencitet og karisma.
Ud over at levere en tempofyldt koncert, der nåede langt ud over scenekanten, med sange som Only Human, Bridges og ikke mindst New York, You're My Concrete Lover, formåede sangerinden også at krybe helt ind under publikums hud, når hun med sin fabelagtige vokal nåede derop, hvor kun stjernerne bor i Use It for Good, Give Us a Little Love og hendes bidrag til remixinitiativet Mixtoverdener.dk Thunder.
Fallulah er en seriøs og intens sanger, der med en frækhed i både blik og smil, fik Slagelse Badeanstalt til at koge i mere end en forstand - tilbage er kun at håbe på, at hun næste gang bliver inviteret over på den store scene.

Det var en festlig fristende og ikke mindst forrygende Fallulah Slagelse fik serveret lørdag aften.
FOTO: Bettina Strøm Eriksen

Press picture for larger version

Full Moon

Volbeat var rå harmoni

KONCERT: På en helt almindelig dødssyg onsdag med gråt vejr og bidende vind fyrede Volbeat op under temperaturen på de 800 fans, der var så heldige at få billet til den totalt udsolgte koncert i Slagelse Musikhus.

Tre kriterier skal være opfyldt, før jeg synes, en koncert har været god: For det første skal jeg kunne mærke musikken i både hjerne, krop og hjerte. For det andet skal jeg efterfølgende befinde mig i en tinnituslignende tilstand - og for det tredje skal min stemme være rusten og hæs dagen derpå.

Alle tre punkter blev opfyldt, da Volbeat onsdag aften forvandlede en hverdagsaften til en metalfest, der landede lige i mellemgulvet.

Fra stor til lille

Efter en tourné på de store spillesteder i efteråret kom det Volbeat for øre, at deres fans savnede de dage, hvor gruppen spillede for mindre forsamlinger. Forsanger og guitarist Michael Poulsen, bassist Anders Kjølholm, guitarist Thomas Bredahl og trommeslager Jon Larsen tog opfordringen på sig og arrangerede derfor denne Clubtour.

Og selvom Slagelse var niende stop, var der heldigvis ingen metaltræthed at spore i det veletablerede band. Tværtimod.
De fire musikere buldrede deres energi ud over scenekanten, så man intet andet kunne gøre end at lade sig opsluge af den elektriske stemning, der især ramte loftet under »Garden's
Tale«, hvor guitarist Thomas Bredahl med sit rå organ sang de danske passager.

Unik blanding af stilarter

Volbeats massive succes handler blandt andet om mod, talent og en helt unik kombination af så forskellige stilarter som punk, rock'n'roll, metal og country.

Der gik et sus gennem salen, da den akkustiske guitar kom på scenen til »Sad Mans Tongue«, Volbeats hyldest til countrymusikeren Johnny Cash, og ingen kan være i tvivl om, at forsanger Michael Poulsen virkelig har »lommen fuld af fortællinger«.

Blandt andet kunne han fortælle, at han i 1975 blev født på Slagelse Centralsygehus - og med varm humor i den stemme, der kan svinge over alt fra silkebløde til brølende rå toner, undrede han sig skælmsk over, hvorfor der ingen statue er rejst af ham endnu.

Tak

Men det var selvfølgelig den musiske fortælling, der stod klart i centrum - en fortælling, der spændte fra »Pool of Booze, Booze, Booza«, 2005 over »Mr. and Mrs. Ness«, 2007 til deres nyeste smashhit »Fallen« fra 2010 - gamle og nye numre, der alle krøb under huden og ind i kroppen, der hurtigt dunkede i takt med de tunge toner - toner, Volbeat leverede med et musikalsk overskud til de mange fans, for hvem de har så stor respekt, at de har skrevet et hyldestnummer til det dedikerede publikum: »Thanks«.
Volbeatforsanger Michael Poulsen takkede især også Slagelse-publikummet, der, med hans egne ord, var »for fede«. ■

Tekst og billeder af
/Bettina Strøm Eriksen

Nekrolog

Jeg vil gerne bede alle, der læser dette om at holde ét minuts stilhed for bilen, der modigt førte sig frem, selvom hun bar skønheden indeni - stolt blottede sine store runde forlygter uden skam.
Goodbye my dear old Multipla.
May you rust in peace.



/Bettina Strøm Eriksen

Mit hjørne

I aften går jeg i seng med nerverne - går i seng med tanken om, at hvad der i formiddags syntes som det bedste, måske er det værste i morgen.
På den anden side så ved jeg, at det er nødvendigt. Jeg ved, det er vigtigt for, at jeg kan komme videre herfra det hjørne en anden end mig selv, har malet mig op i.
Mit hoved dunker, og den kradse lugt af fortynder får min næse til at smerte og mine øjne til at løbe i saltvand - skal jeg risikere at få maling under fødderne, eller skal jeg sygne hen i min krog? Det er vist godt, at jeg skal have min ambassadør med mig.

/Bettina Strøm Eriksen

Det er bare ikke godt nok

Der er rigtig mange mennesker, der efter at have læst Sjællandske i går, er glade – de er glade, fordi deres børn fortsat og indtil videre kan gå på sine nuværende skoler.

Men selvom jeg, som forældre og som folkeskolelærer, gerne vil, så kan jeg ikke tage del i jublen – jeg kan ikke fejre den forringelse af kvalitet, der bliver aktuel, fordi pengene fra næste skoleår skal følge barnet og ikke længere klassen og heller ikke selvom, det kun skal vise sig at være for ét år.

De fleste skoler i kommunen har elever nok til at være økonomisk bæredygtige – det har vi ikke i Dalmose, og der vil ikke blive tilført elever, selvom pladsen er der. Og når vi ikke har nok elever, så bliver vi i den grad ramt af rigtig høje elevtal og rigtig meget samlæsning – vores børn skal undervises sammen med enten mindre eller større klasser af lærere, der umuligt kan nå hele vejen rundt og umuligt kan opfylde de elementære krav fra undervisningsministeriet – det bør både skoleleder Lena Lund og borgmester LisTribler, som tidligere folkeskolelærere, vide alt om. Det giver simpelthen ingen mening at undervise så store klasser!

I Slagelse lægges der stor vægt på anerkendelsen af den enkelte elev og dens aktuelle potentiale – alle undersøgelser viser, at det virker, og at eleverne lærer mere (se eventuelt http://www.lp-modellen.dk).

Samme model bør nu overføres til skolerne, for det er mindst lige så vigtigt at anerkende den enkelte skole og dens aktuelle potentiale.

Emine Koca (A) taler for ens tilbud, uanset hvor man går i skole, men ens tilbud er altså ikke det samme som ens økonomi.

På Dalmose Centralskole vil rygsæksmodellen betyde undervisning på tværs af årgange og elevtal på helt op til 33 – det kan simpelthen ikke passe, at vores børn skal betale den pris. Vi skal alle spare, men der er stor forskel på at spare og på at sulte.

Så kære politikere – for at behandles ens, skal vi altså behandles forskelligt.

Anerkend skolernes forskellighed og tildel ressourcerne herefter.

Lad også vores børn få den bedste undervisning – det vil kun komme samfundet til gode i sidste ende.

/Bettina Strøm Eriksen

Hvordan skriver jeg, når jeg har det som om min hud kan sprække ved lyden af de forkerte ord?
Hvordan formulerer jeg mig, når mit værn er taget væk, og jeg står nøgen og blottet for enhver, der ønsker at betragte mig?
Hvordan får jeg lortet ud - vreden, skuffelsen og den latterlige følelse af ikke at slå til?
Hvordan lukker jeg munden på det, der truer mig med at skubbe mig tilbage i min krog?
Hvordan kommer jeg videre herfra?

/Bettina

Den kommer nogle gange og overrumpler mig - ud af det blå og iført urimelige skyts: følelsen af hvem jeg var, på et sted jeg ikke længere er, iklædt en uskyldighed jeg ikke længere besidder.
98 procent af tiden er den fraværende - i 98 procent af mit vågne liv er den ikke-eksisterende - et omfang så stort, at den burde kunne konstateres død og borte.
Men ikke desto mindre vågner den - til tonerne fra en komposition, lugten af et endnu ikke ankommet forår og fornemmelsen for et smil, jeg aldrig har vidst om var tiltænkt mig.
Jeg drømmer lidt, savner lidt, tuder lidt.

/Bettina Strøm Eriksen

Aben

/Bettina Strøm Eriksen

Hvad nu?

/Bettina Strøm Eriksen

Ked af det

For fem måneder siden begyndte jeg at arbejde på en lokal avis i et praktikforløb, der havde til formål dels at gøre mig "kampklar" igen efter en to år lang sygeperiode, og dels at finde en ny gren for mig at kravle ud på - en gren, jeg nu føler, er skåret over inde ved stammen med mig hængende i frit fald ude af stand til at tage fra, når jeg lige om lidt lander.
Første aftale bød på et halvt år med mulighed for at stoppe tidligere, hvis det af en eller anden grund skulle vise sig at være helt skævt i forhold til mig - det var det så absolut ikke, og næste plan var at forlænge perioden med yderligere et halvt år, hvor jeg sideløbene med jobbet skulle tage nogle journalistiske kurser for at blive rustet til på egen hånd at gå ud i "den store stygge verden", når samarbejdet var slut.
Men et eller andet/en eller anden har over en weekend spændt en usynlig line ud, som jeg glad og godtroende nu snubler over, stadig blind for hvad eller hvem, der ønsker at besværliggøre min rute?
Dette handler på ingen måde om at bortforklare - det handler om min tro på, at jeg var et sted, jeg gerne måtte være - at jeg lavede et stykke arbejde, jeg gerne måtte lave, og at jeg udviklede mig positivt, fagligt og personligt, i et miljø, der ligger langt fra mit normalområde.
Én ting er, at jeg bevæger mig indenfor et fagområde, der ikke er mit, og det kan jeg godt se, at nogle føler sig forurettede over: hvorfor kan hun få lov til at skrive avis, når hun ikke er journalist, og hvorfor kan hun overhoved få lov til at arbejde på en avis, når der er så stor arbejdsløshed på området?
Men jeg har på intet tidspunkt taget nogens job - jeg besætter en ikke-eksisterende stilling, hvor jeg for det meste har lavet opgaver på eget initiativ - en stilling virksomheden ikke har betalt fem flade øre for, og som jeg på intet tidspunkt har sjoflet, men tilgengæld taget yderst alvorligt med en ydmyghed overfor dels de uddannede og dels de mennesker, hvis historier jeg har formidlet.
Det har helt basalt handlet om at finde et nyt fag, handlet om at prøve alle dets facetter af i et realistisk miljø med realistiske opgaver, hvor der både skal være plads til mig og min sygdom, når jeg (forhåbentlig snart) skal ud i det betalte arbejdsliv igen.
Der skal ingen tvivl herske om, at jeg har fundet min hylde - fundet mit "kald", og det er der heldigvis andre end mig, der har set og støttet mig i. De har set, at jeg har noget at byde ind med, set at min tilgang til mange ting er anderledes fra deres, men ikke desto mindre favnet den og ladet den komme til orde. Og jeg har ved at anerkende mine egne kompetencer fundet intellektuel udfordring nok til den hjerne, jeg nu ved, rummer muligheder jeg ikke havde set.
Men langt fra alle er enige i betragtningen - langt fra alle ønsker min tilstedeværelse, og pludselig er glæden og udfordringen forsvundet.
Jeg kan ikke se hvorfor min person pludselig skal ignoreres, tales spydigt til og snerres af, og jeg gentager: jeg troede, jeg var et sted, jeg gerne måtte være - jeg troede, jeg lavede et stykke arbejde, jeg gerne måtte lave.
Og det er præcis, hvad der gør mig ked af det - det der truer med at rive min nyfundne tro på eget værd væk under benene på mig.
På den anden side nægter jeg at gå på kompromis, nægter at lade andre nedtone den kvalitet, jeg ved, jeg leverer, og derfor er jeg stærk i troen på, at det kun er et spørgsmål om tid, før tristheden fordamper og efterlader mig endnu bedre rustet end før.

Men for nu vil jeg egentlig bare have lov til at være ked af det.

/Bettina Strøm Eriksen

Krav om kvalitet

Er det for meget forlangt at forvente autencitet og kvalitet, når man træder ud i en ny verden hver eneste dag.
For at få noget skal man give noget - og for at virke troværdig, skal man have en selvkritisk sans, der synes forsvundet i hverdagens trivialiteter - forsvundet i et manglende ønske om at blive respekteret for sine daglige værker og druknet i det eksisterende behov for hele tiden at holde sig i konstant fremadgående bevægelse uden at stoppe op og reflektere over egen indsats.
Jeg synes, det er pinligt - synes det vidner om dovenskab og ligegyldighed, når der ikke stilles større krav til den eneste, vi i virkeligheden kender et hundrede procent, og hvis tanker, handlemønstre og præstationer vi har enerådig ret til at bestemme over.
Jeg tænker, om det er blevet for nemt at være doven - for nemt ikke at forvente kvalitet, fordi vi så ikke selv behøver at gøre os umage? Eller er det fordi kvalitet ikke længere kan genkendes imellem alt det lort, vi bliver fyldt med i fjernsynet, i radioen og i ugebladene - hvem skal stå til ansvar for det manglende initiativ, for den manglende indsigt i et samfund, der hastigt bevæger sig i den forkerte retning, og ikke mindst for de manglende kritiske spørgsmål til en velfærdsstat, der lakker mod enden, hvis vi bliver ved med at spare de steder, hvor denne onde cirkel kunne brydes.
Lad os bevare kvaliteten, og lad os udvide begrebet, så det indbefatter alt fra dem, der lige er landet på jorden, og til dem der snart skal herfra.
For jeg vil ikke nøjes - jeg vil kræve kvalitet for mig selv, mine børn og deres fremtid. Jeg vil lære dem at gøre sig umage, lære dem at værdsætte kvalitet fremfor kvantitet og lære dem at være realistiske ambitiøse mennesker, der altid har et ønske om at videreudvikle de kompetencer, der gør lige netop dem unikke. Jeg vil lære dem at se deres styrker og ikke give dem forlorne forhåbninger om et talent, der kun findes i et mors hjerte, og jeg vil aldrig lade dem gå i stå i troen på, at de har nået målet som 30 årige, og at resten af livet herefter skal leves med venstre hånd på ryggen.
Og hånden på hjertet - er det virkelig så meget forlangt?

/Bettina Strøm Eriksen

Sagt mellem dig og mig

Bare dig og mig imellem: Jeg var altså mere end almindelig nervøs, da jeg fredag eftermiddag kørte afsted i fire-toget mod hovedstaden og P3 Guld. Målet for min rejse var at høre, se og gengive stemningen, følelsen og oplevelsen af Vinnie Who, og især af Martin Sahl - den selvsamme Martin jeg - som vikar for 15 år siden - underviste på Dalmose Centralskole.
På forhånd havde den lille bonderøv i mig allerede dannet sig et billede af en fancy fin celebrity-fest - altså sådan en fest, hvor de kendte kommer svævende over den røde løber, imens pøblen bliver holdt på behørig afstand af steoridpumpede vagter - en fest, hvor jeg kun var velkommen i kraft af min opgave.
Men i DR-byen er det anarkien, der hersker - eller det var det i hvert fald, hvad udsendte fotografer fra to af torsdagens kulørte blade brokkede sig gevaldigt over - en dårlig undskyldning for, at de simpelthen ikke længere ved, hvem det er kendt. Og det var sgu lige før, jeg fik ondt af dem, stående der med deres potensforlængende foto-objektiver i et forvirret forsøg på at skille fårene fra bukkene, der alle kom ind af én og samme svingdør.
For mig blev det til gengæld starten på en upretiøs aften i selskab med helt almindelig mennesker, hvis holdning og stemning var befriende - mennesker, i hvis nærvær, man intet andet kunne end at nyde at være på arbejde - og ikke mindst, nyde årsagen til, at vi alle var samlet samme sted: for at hædre dansk musik, når det er bedst.

/Bettina Strøm Eriksen

Hjerne

Hjernen er et fantastisk organ; et sted at opbevare sine dybeste hemmeligheder og altid med plads til nye. Den lader kroppen huske, hvad man troede var glemt - får kroppen til at føle, hvad jeg troede var væk - farserende fantasier forgår aldrig.

/Bettina Strøm Eriksen

Skræmmende

Nytårsaften efter midnat oplevede jeg, hvad min hjerne er i stand til at kreere af stemninger, der ikke er til stede fysisk, men i mindeform i en forskruet dobbelttydig virkelighed, der samtidig med at skræmme livet af mig, fascinerede mig i en grad, der stadig gør mig rundtosset.
Godt nytår!

/Bettina Strøm Eriksen