Aben

/Bettina Strøm Eriksen

Hvad nu?

/Bettina Strøm Eriksen

Ked af det

For fem måneder siden begyndte jeg at arbejde på en lokal avis i et praktikforløb, der havde til formål dels at gøre mig "kampklar" igen efter en to år lang sygeperiode, og dels at finde en ny gren for mig at kravle ud på - en gren, jeg nu føler, er skåret over inde ved stammen med mig hængende i frit fald ude af stand til at tage fra, når jeg lige om lidt lander.
Første aftale bød på et halvt år med mulighed for at stoppe tidligere, hvis det af en eller anden grund skulle vise sig at være helt skævt i forhold til mig - det var det så absolut ikke, og næste plan var at forlænge perioden med yderligere et halvt år, hvor jeg sideløbene med jobbet skulle tage nogle journalistiske kurser for at blive rustet til på egen hånd at gå ud i "den store stygge verden", når samarbejdet var slut.
Men et eller andet/en eller anden har over en weekend spændt en usynlig line ud, som jeg glad og godtroende nu snubler over, stadig blind for hvad eller hvem, der ønsker at besværliggøre min rute?
Dette handler på ingen måde om at bortforklare - det handler om min tro på, at jeg var et sted, jeg gerne måtte være - at jeg lavede et stykke arbejde, jeg gerne måtte lave, og at jeg udviklede mig positivt, fagligt og personligt, i et miljø, der ligger langt fra mit normalområde.
Én ting er, at jeg bevæger mig indenfor et fagområde, der ikke er mit, og det kan jeg godt se, at nogle føler sig forurettede over: hvorfor kan hun få lov til at skrive avis, når hun ikke er journalist, og hvorfor kan hun overhoved få lov til at arbejde på en avis, når der er så stor arbejdsløshed på området?
Men jeg har på intet tidspunkt taget nogens job - jeg besætter en ikke-eksisterende stilling, hvor jeg for det meste har lavet opgaver på eget initiativ - en stilling virksomheden ikke har betalt fem flade øre for, og som jeg på intet tidspunkt har sjoflet, men tilgengæld taget yderst alvorligt med en ydmyghed overfor dels de uddannede og dels de mennesker, hvis historier jeg har formidlet.
Det har helt basalt handlet om at finde et nyt fag, handlet om at prøve alle dets facetter af i et realistisk miljø med realistiske opgaver, hvor der både skal være plads til mig og min sygdom, når jeg (forhåbentlig snart) skal ud i det betalte arbejdsliv igen.
Der skal ingen tvivl herske om, at jeg har fundet min hylde - fundet mit "kald", og det er der heldigvis andre end mig, der har set og støttet mig i. De har set, at jeg har noget at byde ind med, set at min tilgang til mange ting er anderledes fra deres, men ikke desto mindre favnet den og ladet den komme til orde. Og jeg har ved at anerkende mine egne kompetencer fundet intellektuel udfordring nok til den hjerne, jeg nu ved, rummer muligheder jeg ikke havde set.
Men langt fra alle er enige i betragtningen - langt fra alle ønsker min tilstedeværelse, og pludselig er glæden og udfordringen forsvundet.
Jeg kan ikke se hvorfor min person pludselig skal ignoreres, tales spydigt til og snerres af, og jeg gentager: jeg troede, jeg var et sted, jeg gerne måtte være - jeg troede, jeg lavede et stykke arbejde, jeg gerne måtte lave.
Og det er præcis, hvad der gør mig ked af det - det der truer med at rive min nyfundne tro på eget værd væk under benene på mig.
På den anden side nægter jeg at gå på kompromis, nægter at lade andre nedtone den kvalitet, jeg ved, jeg leverer, og derfor er jeg stærk i troen på, at det kun er et spørgsmål om tid, før tristheden fordamper og efterlader mig endnu bedre rustet end før.

Men for nu vil jeg egentlig bare have lov til at være ked af det.

/Bettina Strøm Eriksen

Krav om kvalitet

Er det for meget forlangt at forvente autencitet og kvalitet, når man træder ud i en ny verden hver eneste dag.
For at få noget skal man give noget - og for at virke troværdig, skal man have en selvkritisk sans, der synes forsvundet i hverdagens trivialiteter - forsvundet i et manglende ønske om at blive respekteret for sine daglige værker og druknet i det eksisterende behov for hele tiden at holde sig i konstant fremadgående bevægelse uden at stoppe op og reflektere over egen indsats.
Jeg synes, det er pinligt - synes det vidner om dovenskab og ligegyldighed, når der ikke stilles større krav til den eneste, vi i virkeligheden kender et hundrede procent, og hvis tanker, handlemønstre og præstationer vi har enerådig ret til at bestemme over.
Jeg tænker, om det er blevet for nemt at være doven - for nemt ikke at forvente kvalitet, fordi vi så ikke selv behøver at gøre os umage? Eller er det fordi kvalitet ikke længere kan genkendes imellem alt det lort, vi bliver fyldt med i fjernsynet, i radioen og i ugebladene - hvem skal stå til ansvar for det manglende initiativ, for den manglende indsigt i et samfund, der hastigt bevæger sig i den forkerte retning, og ikke mindst for de manglende kritiske spørgsmål til en velfærdsstat, der lakker mod enden, hvis vi bliver ved med at spare de steder, hvor denne onde cirkel kunne brydes.
Lad os bevare kvaliteten, og lad os udvide begrebet, så det indbefatter alt fra dem, der lige er landet på jorden, og til dem der snart skal herfra.
For jeg vil ikke nøjes - jeg vil kræve kvalitet for mig selv, mine børn og deres fremtid. Jeg vil lære dem at gøre sig umage, lære dem at værdsætte kvalitet fremfor kvantitet og lære dem at være realistiske ambitiøse mennesker, der altid har et ønske om at videreudvikle de kompetencer, der gør lige netop dem unikke. Jeg vil lære dem at se deres styrker og ikke give dem forlorne forhåbninger om et talent, der kun findes i et mors hjerte, og jeg vil aldrig lade dem gå i stå i troen på, at de har nået målet som 30 årige, og at resten af livet herefter skal leves med venstre hånd på ryggen.
Og hånden på hjertet - er det virkelig så meget forlangt?

/Bettina Strøm Eriksen

Sagt mellem dig og mig

Bare dig og mig imellem: Jeg var altså mere end almindelig nervøs, da jeg fredag eftermiddag kørte afsted i fire-toget mod hovedstaden og P3 Guld. Målet for min rejse var at høre, se og gengive stemningen, følelsen og oplevelsen af Vinnie Who, og især af Martin Sahl - den selvsamme Martin jeg - som vikar for 15 år siden - underviste på Dalmose Centralskole.
På forhånd havde den lille bonderøv i mig allerede dannet sig et billede af en fancy fin celebrity-fest - altså sådan en fest, hvor de kendte kommer svævende over den røde løber, imens pøblen bliver holdt på behørig afstand af steoridpumpede vagter - en fest, hvor jeg kun var velkommen i kraft af min opgave.
Men i DR-byen er det anarkien, der hersker - eller det var det i hvert fald, hvad udsendte fotografer fra to af torsdagens kulørte blade brokkede sig gevaldigt over - en dårlig undskyldning for, at de simpelthen ikke længere ved, hvem det er kendt. Og det var sgu lige før, jeg fik ondt af dem, stående der med deres potensforlængende foto-objektiver i et forvirret forsøg på at skille fårene fra bukkene, der alle kom ind af én og samme svingdør.
For mig blev det til gengæld starten på en upretiøs aften i selskab med helt almindelig mennesker, hvis holdning og stemning var befriende - mennesker, i hvis nærvær, man intet andet kunne end at nyde at være på arbejde - og ikke mindst, nyde årsagen til, at vi alle var samlet samme sted: for at hædre dansk musik, når det er bedst.

/Bettina Strøm Eriksen

Hjerne

Hjernen er et fantastisk organ; et sted at opbevare sine dybeste hemmeligheder og altid med plads til nye. Den lader kroppen huske, hvad man troede var glemt - får kroppen til at føle, hvad jeg troede var væk - farserende fantasier forgår aldrig.

/Bettina Strøm Eriksen

Skræmmende

Nytårsaften efter midnat oplevede jeg, hvad min hjerne er i stand til at kreere af stemninger, der ikke er til stede fysisk, men i mindeform i en forskruet dobbelttydig virkelighed, der samtidig med at skræmme livet af mig, fascinerede mig i en grad, der stadig gør mig rundtosset.
Godt nytår!

/Bettina Strøm Eriksen