I forbindelse med mit job på Sjællandske Medier får jeg stort set dækket mit behov for at nedfælde noget på "papir". Dog kan jeg mærke, at den personlige side af sagen bliver kapslet inde med en udbrydertrang, jeg ikke længere kan ignorere. Så hermed en rød snor om fingeren på mig selv, så ikke hovedet bliver for fyldt.
/Bettina
24. december 2010
28. oktober 2010
At læse er at leve - opdateret læseliste
Læseliste 2010:
Torben Bille
"Sebastian - når lyset bryder frem"
313 sider - Lindhardt og Ringhof
Raymond Khoury:
"Tegnet"
447 sider - Cicero
Robert Zola Christensen
"Aldrig så jeg så dejligt et bjerg"
223 sider - Gyldendal
Marianne Frederiksson
"Forskellige virkeligheder"
331 sider - Fremad
Christian Mørk
"Darling Jim"
315 sider - Politiken
Chris Cleave
"Den anden hånd"
320 sider - Hr. Ferdinand
Raymond Khoury
"Den sidste tempelridder"
447 sider - Cicero
Signe Daubjerg
"Maria - købt eller solgt"
165 sider - Ekstra Bladet
Sebastian Fitzek
"Sjæleknuseren"
229 sider - Mrs. Robinson
Camilla Läckberg
"Havfruen"
388 sider - People´s Press
Renée Toft Simonsen
"Tirsdag formiddag"
241 sider - Politiken
Kirsten Hammann
"En dråbe i havet"
324 sider - Gyldendal
Lars Kepler
"Hypnotisøren"
584 sider - Gyldendal
Sjöwall/Wahlöö
"Roseanna"
232 sider - Modtryk
Kirsten Hammann
"Fra smørhullet"
270 sider - Gyldendal
Jonas T. Bengtsson:
"Submarino"
390 sider - People´s Press
Gitte Løkkegaard
"Tine Bryld - et lettere kaotisk ridt"
232 sider - Gyldendal
John Irving
"Sidste nat i Twisted River"
618 sider - Lindhardt og Ringhof
Richard Yates
"Revolutionary Road"
323 sider - Klim
Fjodor Dostojevskij
"Idioten"
842 sider - Rosinante
Jo Næsbø
"Flagermusmanden"
342 sider - Modtryk
Jo Næsbø
"Kakerlakkerne"
354 sider - Modtryk
Morten Ramsland
"Sumobrødre"
254 sider - Rosianante
Henriette Lind & Lotte Thorsen
"Nynne 4 - alt skal væk"
302 sider - Politiken
Anne-Grethe Bjarup Riis
"Send mere sex"
327 sider - Politiken
Karl Ove Knausgård
"Min kamp"
487 sider - Lindhardt og Ringhof
Bret Easton Ellis
"Imperial Bedrooms"
176 sider - Rosinante
/Bettina Strøm Eriksen
13. oktober 2010
9. oktober 2010
Kontrol
Kontrollen er ude af kontrol
Kontrollerer ikke længere
det eksisterende
Jeg higer
Jeg råber
Jeg skriger
Men hvor den før var så lysende
er den nu i et farveløst vakuum
hvor tråden ikke længere er rød
Uformeligt
Ubestemmeligt
Utydeligt
er
mit
liv
/Bettina Strøm Eriksen
Kontrollerer ikke længere
det eksisterende
Jeg higer
Jeg råber
Jeg skriger
Men hvor den før var så lysende
er den nu i et farveløst vakuum
hvor tråden ikke længere er rød
Uformeligt
Ubestemmeligt
Utydeligt
er
mit
liv
/Bettina Strøm Eriksen
28. september 2010
At leve er at lære
Jeg har uendelig svært ved at lære, at det er okay, at kroppen indimellem ikke er fit for fight; at det er okay at bukke under for hovedpine, ondt i maven eller endda ondt i sjælen. Lige nu ligger jeg på min sofa med min bærbare computer. Jeg har ondt i halsen, ondt i hovedet, ja i det hele taget er jeg bare skidt tilpas; en tilstand som stort set alle mennesker oplever engang imellem, og som er fuldstændig naturlig, især i en overgang fra sommer til det kolde og blæsende efterår. Men jeg er bare ikke okay med det; jeg synes, at det er tegn på svaghed, at jeg ikke bare stod op i går og tog på job - at jeg ikke bare stod op i morges, og hvis trætheden og tyngden af min krop ikke letter, ikke bare står op i morgen.
Jeg begejstres ikke ligefrem over den dårlige samvittighed jeg føler, når jeg ligger her og skriver om mig selv, for på trods af at jeg er syg, så burde jeg da alligevel være i gang med at skrive den artikel om håndbold, jeg har hængende over hovedet - burde være i gang med at ringe til oversundhedsplejerske og eksperter indenfor børns ve og vel - burde, burde, burde.
Men inderst inde ved jeg jo godt, at jeg skal tage samtlige "burder" og stikke dem op et sted, hvor solen aldrig skinner, men budskabet har lidt svært ved at nå fra den part af min hjerne, til den del hvor forståelsen og accepten af, at jeg jo bare er et menneske, ligger.
Men jeg prøver - jeg lærer - jeg lever!
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg begejstres ikke ligefrem over den dårlige samvittighed jeg føler, når jeg ligger her og skriver om mig selv, for på trods af at jeg er syg, så burde jeg da alligevel være i gang med at skrive den artikel om håndbold, jeg har hængende over hovedet - burde være i gang med at ringe til oversundhedsplejerske og eksperter indenfor børns ve og vel - burde, burde, burde.
Men inderst inde ved jeg jo godt, at jeg skal tage samtlige "burder" og stikke dem op et sted, hvor solen aldrig skinner, men budskabet har lidt svært ved at nå fra den part af min hjerne, til den del hvor forståelsen og accepten af, at jeg jo bare er et menneske, ligger.
Men jeg prøver - jeg lærer - jeg lever!
/Bettina Strøm Eriksen
18. september 2010
Kan atter mærke rygraden ekse
Mærke at tankerne ligger og flyder
i et rod jeg kun husker alt for godt
For andre er intet forandret
For mig er alt
Og jeg leder med lygte
Leder med håb
om at denne gang
Lige præcis denne gang
finder jeg det rette værktøj
den rette manual
så jeg ikke længere føler mig forladt
føler mig fortabt
midt i mellem min virkelighed og deres
/Bettina
Mærke at tankerne ligger og flyder
i et rod jeg kun husker alt for godt
For andre er intet forandret
For mig er alt
Og jeg leder med lygte
Leder med håb
om at denne gang
Lige præcis denne gang
finder jeg det rette værktøj
den rette manual
så jeg ikke længere føler mig forladt
føler mig fortabt
midt i mellem min virkelighed og deres
/Bettina
6. september 2010
Signaler
Atter må jeg undres; undres over hvordan nogle mennesker vil være sig selv bekendt?
Jeg tænker om der mon i dagens Danmark findes hjem uden spejle, bademulighed, tandbørste, deodorant eller i det mindste bare en ærlig ægtefælle, kæreste eller barn, der kan fortælle om man ligner noget katten har slæbt med ind?
Kald mig blot sippet, snobbet eller dum - jeg er af den holdning, at hvis man har med mennesker at gøre i sit job, og det både være sig kollegaer, chefer, børn, borgere etc., så skylder man i det mindste at have redt sit hår, stoppet sin skjorte ned i bukserne, renset sine negle og taget rent tøj på!
Og for lige at få en ting på det rene: det handler på ingen måde om, at vi alle skal se ud som modeller, skuespillere og andre urealistiske gudesmukke mennesker; det eneste det handler om, er at tage sig fem minutter hver morgen, og så finde ud af om man nu også er præsentabel til dagen eller ej; det kan vel for pokker ikke være så svært, kan det vel?!
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg tænker om der mon i dagens Danmark findes hjem uden spejle, bademulighed, tandbørste, deodorant eller i det mindste bare en ærlig ægtefælle, kæreste eller barn, der kan fortælle om man ligner noget katten har slæbt med ind?
Kald mig blot sippet, snobbet eller dum - jeg er af den holdning, at hvis man har med mennesker at gøre i sit job, og det både være sig kollegaer, chefer, børn, borgere etc., så skylder man i det mindste at have redt sit hår, stoppet sin skjorte ned i bukserne, renset sine negle og taget rent tøj på!
Og for lige at få en ting på det rene: det handler på ingen måde om, at vi alle skal se ud som modeller, skuespillere og andre urealistiske gudesmukke mennesker; det eneste det handler om, er at tage sig fem minutter hver morgen, og så finde ud af om man nu også er præsentabel til dagen eller ej; det kan vel for pokker ikke være så svært, kan det vel?!
/Bettina Strøm Eriksen
29. august 2010
17. august 2010
Sublim
I lørdags befandt jeg mig i en af den slags bobler, der gør livet ekstra fantastisk at leve i; en af den slags oplevelser, der får alt andet til at fade væk, gå i stå, forsvinde, så der intet andet er tilbage udover stemningen, ordene og musikken; hvor hver eneste bevægelse, hver eneste tone bliver set, hørt og anerkendt.
Det er kun nuet der ekstisterer i de præcise øjeblikke, hvor hver eneste celle i kroppen løftes op på et højere niveau og lader samtlige hår på kroppen rejse sig i skøn symfoni.
Med en stemme så blød som smør og samtidig så ru som sandpapir skabte Leonard Cohen og hans sublime musikere en regnbue, der ramte mig lige midt i hjertekulen - et sted dybt derinde, hvor ingen anden har fået lov at røre mig før. Jeg takker ydmygt for denne mands eksistens.
Det er kun nuet der ekstisterer i de præcise øjeblikke, hvor hver eneste celle i kroppen løftes op på et højere niveau og lader samtlige hår på kroppen rejse sig i skøn symfoni.
Med en stemme så blød som smør og samtidig så ru som sandpapir skabte Leonard Cohen og hans sublime musikere en regnbue, der ramte mig lige midt i hjertekulen - et sted dybt derinde, hvor ingen anden har fået lov at røre mig før. Jeg takker ydmygt for denne mands eksistens.
12. august 2010
31. juli 2010
Se
Ser du mig?
Hører du mit skrig, da du smækker døren i?
Den efterladtes skrigende smerte som et forsvindende ekko
Klemt mellem vægge af papirstynd hud
Med brandsår der står åbne og klar til at fyldes af min gråd
Den stadigt voksende klump af sorg
Brænder sig fast til mit stemmebånd
Og mit skrig forstummes
Du ser ikke jeg forsvinder
Du så ikke jeg forsvandt
/Bettina Strøm Eriksen
Hører du mit skrig, da du smækker døren i?
Den efterladtes skrigende smerte som et forsvindende ekko
Klemt mellem vægge af papirstynd hud
Med brandsår der står åbne og klar til at fyldes af min gråd
Den stadigt voksende klump af sorg
Brænder sig fast til mit stemmebånd
Og mit skrig forstummes
Du ser ikke jeg forsvinder
Du så ikke jeg forsvandt
/Bettina Strøm Eriksen
28. juli 2010
Hjerne billigt til salg
Uh, hvor er jeg træt af den masse, der har til huse i mit hoved - eller i hvertfald den del af den, som det er meningen skal huske hvorhenne jeg lægger mine nøgler, min telefon og min pung.
P.t. er det mine nøgler, der på 3. dag stadig er pist forsvundet, og jeg har bare ingen anelse om hvor fanden i helvede de er. Og bare lige for at understrege min frustration: FOR FANDEN I HELVEDE ALTSÅ!
/Bettina Strøm Eriksen
P.t. er det mine nøgler, der på 3. dag stadig er pist forsvundet, og jeg har bare ingen anelse om hvor fanden i helvede de er. Og bare lige for at understrege min frustration: FOR FANDEN I HELVEDE ALTSÅ!
/Bettina Strøm Eriksen
13. juli 2010
Ikke lige som forventet
Da jeg gik i seng i går aftes, vidste jeg godt, at jeg skulle finde på noget godt til i dag - finde på noget godt at lave sammen med de tre skøre baryler, fordi lige præcis i dag var den allersidste ungerne og jeg havde alene sammen i meget lang tid. Mit nye arbejde venter lige om hjørnet, Lucas skal på ferie med en kammerat i 1 uge, og det er fra næste mandag min kære mand, der får fornøjelsen af, at få nogle fede ture - stunder - dage sammen med vores fælles afkom.
Men det ville godt nok være synd at sige, at i dag har været fed; nej, jeg bliver sgu nødt til at stille mig over på den anden side af vejen - den side hvor "lortedag" bor, lever og ånder - der hvor man overvejer, hvor meget man kan få for tre børn på henholdsvis 9, 6 og 4 år, hvis man sætter dem til salg i "Den Blå Avis", og ja, der hvor man mere eller mindre seriøst overvejer om en skilsmisse kan være løsningen, for så har man sgu da i det mindste "fri" i minimum hver anden weekend;),
Jeg kan ikke huske at have serveret andet for børnene til morgenmad end havregryn/havregrød med mælk og rosiner, men det kan selvfølgelig være, at der har været en ubuden gæst inde og hælde dråber af brokeliksir i deres skåle.
Det kan endda tænkes at denne "gæst" på afstand har betragtet os gennem en kikkert, rullende sig rundt af latter over mine adskillige håbløse forsøg på at stille alle tilfredse, uden at det skulle være gråd, skingre stemmer og højlydte skænderier, der dominerede de utallige scener, vi har befundet os i gennem hele denne alt for lange, alt for varme dag.
Jeg gad godt vide, hvor mange gange "gæsten" er løbet tør for fingre til at tælle alle de gange, hvor jeg er endt med den ekstremt modstridende opførsel, det er at råbe til sine børn, at de ikke må råbe!
Måske har der kun været en hovedrysten til overs for min manglende evne til at opdrage mine børn i dag - min manglende evne til, lige netop i dag, fordi jeg jo så gerne ville have, vi skulle have det godt sammen, at føre de konsekvenser ud i livet, som jeg med bulder og brag øste rigeligt ud af ærmet af, for hvem er helt ærligt villig til at tro på Peter, når han for tredje gang råber at ulven kommer?!
Men når alt kommer til alt, så er der heldigvis en magt større end både gæst, brok og familie - en magt, der kan opløse den sureste citron, lappe de grimmeste huller i søskendeenheden og redde selv den dummeste dag, for hvem kan stå for Thor, når han farer over himlen i sin gedebukketrukne vogn? Hvem kan blive ved med at skændes, når himlen endelig åbner for sluserne og sender kaskader af længe ventet regn nedover os? Og hvem kan lade være med at grine, når kameraet blitzer om kap med lynene, imens mor og datter hopper i vandpytter, og far forgæves står med sin kost i et sølle forsøg på at undgå at den helt store oversvømmelse i gården?!
Og lige inden dagen endelig ender, så sidder man der, omgivet af skønne, smukke og artige børn, der nyder godnathistorien, og som, sammen med deres mor, glæder sig til, at få lov til at starte forfra, når vi vågner i morgen tidlig. ´
Det kan godt være, at dagen ikke gik som forventet, og det kan godt være, at jeg for 12 timer siden ville have skrevet under på, at det umuligt kunne være mit arvemateriale, der rendte rundt der og larmede som 20 unger, skændtes som havnearbejdere og lukkede så meget brok ud, at jeg var tæt på at synes, at Herlufholm da måtte være det helt rigtige sted for mine børn at bo de næste 7-10 år, men heldigvis er min kærlighed intakt, og selvom denne dag ikke gik som planlagt, så har vi det vigtigste i behold - vi har hinanden.
/Bettina Strøm Eriksen
Men det ville godt nok være synd at sige, at i dag har været fed; nej, jeg bliver sgu nødt til at stille mig over på den anden side af vejen - den side hvor "lortedag" bor, lever og ånder - der hvor man overvejer, hvor meget man kan få for tre børn på henholdsvis 9, 6 og 4 år, hvis man sætter dem til salg i "Den Blå Avis", og ja, der hvor man mere eller mindre seriøst overvejer om en skilsmisse kan være løsningen, for så har man sgu da i det mindste "fri" i minimum hver anden weekend;),
Jeg kan ikke huske at have serveret andet for børnene til morgenmad end havregryn/havregrød med mælk og rosiner, men det kan selvfølgelig være, at der har været en ubuden gæst inde og hælde dråber af brokeliksir i deres skåle.
Det kan endda tænkes at denne "gæst" på afstand har betragtet os gennem en kikkert, rullende sig rundt af latter over mine adskillige håbløse forsøg på at stille alle tilfredse, uden at det skulle være gråd, skingre stemmer og højlydte skænderier, der dominerede de utallige scener, vi har befundet os i gennem hele denne alt for lange, alt for varme dag.
Jeg gad godt vide, hvor mange gange "gæsten" er løbet tør for fingre til at tælle alle de gange, hvor jeg er endt med den ekstremt modstridende opførsel, det er at råbe til sine børn, at de ikke må råbe!
Måske har der kun været en hovedrysten til overs for min manglende evne til at opdrage mine børn i dag - min manglende evne til, lige netop i dag, fordi jeg jo så gerne ville have, vi skulle have det godt sammen, at føre de konsekvenser ud i livet, som jeg med bulder og brag øste rigeligt ud af ærmet af, for hvem er helt ærligt villig til at tro på Peter, når han for tredje gang råber at ulven kommer?!
Men når alt kommer til alt, så er der heldigvis en magt større end både gæst, brok og familie - en magt, der kan opløse den sureste citron, lappe de grimmeste huller i søskendeenheden og redde selv den dummeste dag, for hvem kan stå for Thor, når han farer over himlen i sin gedebukketrukne vogn? Hvem kan blive ved med at skændes, når himlen endelig åbner for sluserne og sender kaskader af længe ventet regn nedover os? Og hvem kan lade være med at grine, når kameraet blitzer om kap med lynene, imens mor og datter hopper i vandpytter, og far forgæves står med sin kost i et sølle forsøg på at undgå at den helt store oversvømmelse i gården?!
Og lige inden dagen endelig ender, så sidder man der, omgivet af skønne, smukke og artige børn, der nyder godnathistorien, og som, sammen med deres mor, glæder sig til, at få lov til at starte forfra, når vi vågner i morgen tidlig. ´
Det kan godt være, at dagen ikke gik som forventet, og det kan godt være, at jeg for 12 timer siden ville have skrevet under på, at det umuligt kunne være mit arvemateriale, der rendte rundt der og larmede som 20 unger, skændtes som havnearbejdere og lukkede så meget brok ud, at jeg var tæt på at synes, at Herlufholm da måtte være det helt rigtige sted for mine børn at bo de næste 7-10 år, men heldigvis er min kærlighed intakt, og selvom denne dag ikke gik som planlagt, så har vi det vigtigste i behold - vi har hinanden.
/Bettina Strøm Eriksen
5. juli 2010
Bring it on
I fødselsdagsgave fik jeg af min mand en tatovering - eller dvs. jeg fik tid til en tatovering.
Min mand og jeg har hele tiden været lettere uenige om størrelsen på denne tatovering - uenige fordi en stor tatovering koster mange penge og en lille tatovering koster lidt penge.
Jeg er dog slet ikke i tvivl om, hvilken jeg gerne vil have, koste hvad det koste vil.
I går kom min mand så med en udfordring; en udfordring der kan afgøre størrelse og pris på mit nye smykke, som jeg glæder mig afsindigt til at få lavet her d. 14.07.
Udfordringen er egentlig simpel nok: Jeg skal bare læse én bog - én eneste roman!
Romanen er så lige intet mindre end IDIOTEN af Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij - en lille sag på 842 sider, skrevet og udgivet i Rusland i 1868-69 som en føljeton, og med kringlede russiske navne at holde rede på.
Og det ligger ikke bare frit for, hvor længe jeg skal være om opgaven: aftalen lyder på, at hvis jeg har læst over halvdelen af den inden d. 14, så er den endelige beslutning om tatoveringen suværent op til mig.
Jeg er dog ikke i tvivl; selvfølgelig får jeg det aftalte antal sider læst, og jeg vil ovenikøbet nyde dem - er allerede nået nogle og tres sider ind i fortællingen om Fyrst Mysjkin og den verden der omgiver ham.
Så Jimmy - I´m not scared - BRING IT ON;)
/Bettina Strøm Eriksen
Min mand og jeg har hele tiden været lettere uenige om størrelsen på denne tatovering - uenige fordi en stor tatovering koster mange penge og en lille tatovering koster lidt penge.
Jeg er dog slet ikke i tvivl om, hvilken jeg gerne vil have, koste hvad det koste vil.
I går kom min mand så med en udfordring; en udfordring der kan afgøre størrelse og pris på mit nye smykke, som jeg glæder mig afsindigt til at få lavet her d. 14.07.
Udfordringen er egentlig simpel nok: Jeg skal bare læse én bog - én eneste roman!
Romanen er så lige intet mindre end IDIOTEN af Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij - en lille sag på 842 sider, skrevet og udgivet i Rusland i 1868-69 som en føljeton, og med kringlede russiske navne at holde rede på.
Og det ligger ikke bare frit for, hvor længe jeg skal være om opgaven: aftalen lyder på, at hvis jeg har læst over halvdelen af den inden d. 14, så er den endelige beslutning om tatoveringen suværent op til mig.
Jeg er dog ikke i tvivl; selvfølgelig får jeg det aftalte antal sider læst, og jeg vil ovenikøbet nyde dem - er allerede nået nogle og tres sider ind i fortællingen om Fyrst Mysjkin og den verden der omgiver ham.
Så Jimmy - I´m not scared - BRING IT ON;)
/Bettina Strøm Eriksen
22. juni 2010
Et behov for at citere
Min livssituation som den ser ud i øjeblikket, kan bedst beskrives med et sangcitat fra Tina Dickow:
"Everybody gotta end up somewhere
I´m just taking my time to get there
And it looks like freedom and it smells like fun
But it feels like being on the run
Somewhere there´s a place for us, a place for us
Where?
There´s a place for us..."
Gad vide om jeg er klogere efter kl. 10.00 i morgen?
/Bettina Strøm Eriksen
"Everybody gotta end up somewhere
I´m just taking my time to get there
And it looks like freedom and it smells like fun
But it feels like being on the run
Somewhere there´s a place for us, a place for us
Where?
There´s a place for us..."
Gad vide om jeg er klogere efter kl. 10.00 i morgen?
/Bettina Strøm Eriksen
20. juni 2010
Hvor vi ender
Familien skal på søndagsudflugt i dag, men som de 5 individuelle mennesker vi er, vil vi 5 forskellige ting:
Jimmy vil tage bilen ind til København ZOO
Jeg vil med toget ind til KBH
Lucas vil bare gerne lege med Emil
Anna vil med toget til Odense ZOO og
Selma vil cykle
Hvor mon vi ender?
/Bettina Strøm Eriksen
Jimmy vil tage bilen ind til København ZOO
Jeg vil med toget ind til KBH
Lucas vil bare gerne lege med Emil
Anna vil med toget til Odense ZOO og
Selma vil cykle
Hvor mon vi ender?
/Bettina Strøm Eriksen
19. juni 2010
Jeg læser... (opdateret d. 19.09.10)
Synes det kunne være sjovt at få nedskrevet hvilke bøger jeg egentlig får læst efterhånden; derfor denne læseliste tilbage fra januar 2010 og indtil juni 2010:
Torben Bille:
"Sebastian - når lyset bryder frem"
313 sider - Lindhardt og Ringhof
Raymond Khoury:
"Tegnet"
447 sider - Cicero
Robert Zola Christensen:
"Aldrig så jeg så dejligt et bjerg"
223 sider - Gyldendal
Marianne Frederiksson:
"Forskellige virkeligheder"
331 sider - Fremad
Christian Mørk:
"Darling Jim"
315 sider - Politiken
Chris Cleave:
"Den anden hånd"
320 sider - Hr. Ferdinand
Raymond Khoury:
"Den sidste tempelridder"
447 sider - Cicero
Signe Daubjerg:
"Maria - købt eller solgt"
165 sider - Ekstra Bladet
Sebastian Fitzek:
"Sjæleknuseren"
229 sider - Mrs. Robinson
Camilla Läckberg:
"Havfruen"
388 sider - People´s Press
Renée Toft Simonsen:
"Tirsdag formiddag"
241 sider - Politiken
Kirsten Hammann:
"En dråbe i havet"
324 sider - Gyldendal
Lars Kepler:
"Hypnotisøren"
584 sider - Gyldendal
Sjöwall/Wahlöö:
"Roseanna"
232 sider - Modtryk
Kirsten Hammann:
"Fra smørhullet"
270 sider - Gyldendal
Jonas T. Bengtsson:
"Submarino"
390 sider - People´s Press
Gitte Løkkegaard:
"Tine Bryld - et lettere kaotisk ridt"
232 sider - Gyldendal
John Irving:
"Sidste nat i Twisted River"
618 sider - Lindhardt og Ringhof
Richard Yates:
"Revolutionary Road"
323 sider - Klim
Fjodor Dostojevskij:
"Idioten"
842 sider - Rosinante
Jo Næsbø:
"Flagermusmanden"
342 sider - Modtryk
Jo Næsbø:
"Kakerlakkerne"
345 sider - Modtryk
Morten Ramsland:
"Sumobrødre"
254 sider - Rosinante
Henriette Lind & Lotte Thorsen:
"Nynne 4 - alt skal væk"
302 sider - Politiken
Anne-Grethe Bjarup Riis:
"Send Mere Sex"
327 sider - Politiken
/Bettina Strøm Eriksen
Torben Bille:
"Sebastian - når lyset bryder frem"
313 sider - Lindhardt og Ringhof
Raymond Khoury:
"Tegnet"
447 sider - Cicero
Robert Zola Christensen:
"Aldrig så jeg så dejligt et bjerg"
223 sider - Gyldendal
Marianne Frederiksson:
"Forskellige virkeligheder"
331 sider - Fremad
Christian Mørk:
"Darling Jim"
315 sider - Politiken
Chris Cleave:
"Den anden hånd"
320 sider - Hr. Ferdinand
Raymond Khoury:
"Den sidste tempelridder"
447 sider - Cicero
Signe Daubjerg:
"Maria - købt eller solgt"
165 sider - Ekstra Bladet
Sebastian Fitzek:
"Sjæleknuseren"
229 sider - Mrs. Robinson
Camilla Läckberg:
"Havfruen"
388 sider - People´s Press
Renée Toft Simonsen:
"Tirsdag formiddag"
241 sider - Politiken
Kirsten Hammann:
"En dråbe i havet"
324 sider - Gyldendal
Lars Kepler:
"Hypnotisøren"
584 sider - Gyldendal
Sjöwall/Wahlöö:
"Roseanna"
232 sider - Modtryk
Kirsten Hammann:
"Fra smørhullet"
270 sider - Gyldendal
Jonas T. Bengtsson:
"Submarino"
390 sider - People´s Press
Gitte Løkkegaard:
"Tine Bryld - et lettere kaotisk ridt"
232 sider - Gyldendal
John Irving:
"Sidste nat i Twisted River"
618 sider - Lindhardt og Ringhof
Richard Yates:
"Revolutionary Road"
323 sider - Klim
Fjodor Dostojevskij:
"Idioten"
842 sider - Rosinante
Jo Næsbø:
"Flagermusmanden"
342 sider - Modtryk
Jo Næsbø:
"Kakerlakkerne"
345 sider - Modtryk
Morten Ramsland:
"Sumobrødre"
254 sider - Rosinante
Henriette Lind & Lotte Thorsen:
"Nynne 4 - alt skal væk"
302 sider - Politiken
Anne-Grethe Bjarup Riis:
"Send Mere Sex"
327 sider - Politiken
/Bettina Strøm Eriksen
10. juni 2010
Min virkelige virkelighed
Lige gyldigt hvor hurtigt jeg løber
Lige gyldigt hvor stille jeg lister
Lige gyldigt hvor meget jeg griner
Lige gyldigt hvor lidt jeg græder
Lige gyldigt hvad jeg løber mod
Lige gyldigt hvad jeg lister fra
Ligegyldigt hvad jeg griner af
Ligegyldigt hvad jeg græder over
Ligegyldigt hvem jeg løber fra
Ligegyldigt hvem jeg lister mod
Ligegyldigt hvem jeg griner over
Ligegyldigt hvem jeg græder af
Ligegyldigt hvorfor jeg løber
Ligegyldigt hvorfor jeg lister
Ligegyldigt hvorfor jeg griner
Ligegyldigt hvorfor jeg græder
Min virkelige virkelighed har indhentet mig.
/Bettina Strøm Eriksen
Lige gyldigt hvor stille jeg lister
Lige gyldigt hvor meget jeg griner
Lige gyldigt hvor lidt jeg græder
Lige gyldigt hvad jeg løber mod
Lige gyldigt hvad jeg lister fra
Ligegyldigt hvad jeg griner af
Ligegyldigt hvad jeg græder over
Ligegyldigt hvem jeg løber fra
Ligegyldigt hvem jeg lister mod
Ligegyldigt hvem jeg griner over
Ligegyldigt hvem jeg græder af
Ligegyldigt hvorfor jeg løber
Ligegyldigt hvorfor jeg lister
Ligegyldigt hvorfor jeg griner
Ligegyldigt hvorfor jeg græder
Min virkelige virkelighed har indhentet mig.
/Bettina Strøm Eriksen
31. maj 2010
Bare en tanke
Jeg tænker på
Om du nogensinde tænker på
At tænke på
Om jeg tænker det samme som dig?
/Bettina
Om du nogensinde tænker på
At tænke på
Om jeg tænker det samme som dig?
/Bettina
25. maj 2010
Make my day
Uh jeg lagde atter ud med en af de dumme; smadrede glas og pasta-ske, opdagede for sent, at vores "kære" hund havde gravet en pissedyr blomst op af sin krukke, og splittet den i atomer nede i haven, opdagede at sønnens mobiltelefon havde været en tur i vaskemaskinen, så tasteturet ikke længere virker, og det er jo selvfølgelig i dag, at jeg atter kvitter smøgerne, efter at have røget i snart et år efter 4 års pause.
Og nu er min mand kommet hjem fra job allerede, og jeg havde planlagt en meget afslappet dag UDEN selskab, og UDEN dumme kommentarer om mit indlæg her;)
Men men men, der skal nu ikke så meget til at redde min dag - såmænd ikke andet end opdagelsen af, at min yndlingsforfatter er udkommet med en ny bog, der er oversat til dansk, og som bliver bestilt om nul komma fem herfra.
Hvem pokker kan være i dårligt humør, når man om få dage modtager den nye John Irving: "Sidste nat i Twisted river", med posten.
JUBIIIIIII
/Bettina
Og nu er min mand kommet hjem fra job allerede, og jeg havde planlagt en meget afslappet dag UDEN selskab, og UDEN dumme kommentarer om mit indlæg her;)
Men men men, der skal nu ikke så meget til at redde min dag - såmænd ikke andet end opdagelsen af, at min yndlingsforfatter er udkommet med en ny bog, der er oversat til dansk, og som bliver bestilt om nul komma fem herfra.
Hvem pokker kan være i dårligt humør, når man om få dage modtager den nye John Irving: "Sidste nat i Twisted river", med posten.
JUBIIIIIII
/Bettina
20. maj 2010
En af den slags dage
Jeg har fået det forkerte ben ud af sengen i morges; eller rettere, jeg har fået den helt forkerte krop ud af sengen.
Det er bare en af den slags dage, hvor alt hvad jeg rører ved ikke opfører sig som det plejer.
Når dem jeg taler til snerrer eller helt ignorerer min tilstedeværelse.
Hvor der kun kommer dårlige breve i mailboksen.
En af den slags dage, hvor jeg i øshamrendesjaskende regnvejr skal læsse en kæmpe røvfuld blandet junk af på genbrugsstationen, og det skal fordeles i mindst 7 forskellige containere.
Hvor jeg, på selvsamme genbrugsstation, vil smide de ting jeg har i lommen ind i bilen, så de ikke bliver våde, og taber min mobiltelefon på jorden, så glasset revner og lortet dør.
Når hunden synes at skulle smøre køkkengulvet ind i pladder.
En morgen, hvor jeg skulle sende to unger afsted på hver sin tur med skolen, så jeg skulle bruge 10 minutter på at finde ud af, hvor fanden jeg sidst havde lagt regntøjet, bare for at skændes med dem om hvorvidt de skulle have det på eller ej.
En dag hvor jeg egentlig bare har lyst til at lægge mig og sove, for øjnene svier og jeg er buldrende træt, men jeg skal da lige nå det og det og det og det og det og det og det.
Og i aften skal vi til forårskoncert med ungernes skole, og der er så frygtelig mange gamle kollegaer, jeg ikke har lyst til at blive mindet om, at jeg savner.
Jeg glæder mig allerede til at vågne i morgen.
/Bettina
Det er bare en af den slags dage, hvor alt hvad jeg rører ved ikke opfører sig som det plejer.
Når dem jeg taler til snerrer eller helt ignorerer min tilstedeværelse.
Hvor der kun kommer dårlige breve i mailboksen.
En af den slags dage, hvor jeg i øshamrendesjaskende regnvejr skal læsse en kæmpe røvfuld blandet junk af på genbrugsstationen, og det skal fordeles i mindst 7 forskellige containere.
Hvor jeg, på selvsamme genbrugsstation, vil smide de ting jeg har i lommen ind i bilen, så de ikke bliver våde, og taber min mobiltelefon på jorden, så glasset revner og lortet dør.
Når hunden synes at skulle smøre køkkengulvet ind i pladder.
En morgen, hvor jeg skulle sende to unger afsted på hver sin tur med skolen, så jeg skulle bruge 10 minutter på at finde ud af, hvor fanden jeg sidst havde lagt regntøjet, bare for at skændes med dem om hvorvidt de skulle have det på eller ej.
En dag hvor jeg egentlig bare har lyst til at lægge mig og sove, for øjnene svier og jeg er buldrende træt, men jeg skal da lige nå det og det og det og det og det og det og det.
Og i aften skal vi til forårskoncert med ungernes skole, og der er så frygtelig mange gamle kollegaer, jeg ikke har lyst til at blive mindet om, at jeg savner.
Jeg glæder mig allerede til at vågne i morgen.
/Bettina
5. maj 2010
Forelsket
Jeg forelskede mig i ham for første gang for 11 år siden, hvor han var hos mig så tit det kunne lade sig gøre. Jeg forelskede mig i lyden af ham - lyden af hans stemme og hans ord.
Der kom en årrække, hvor hans plads blev afløst af andre; hvor han var ude af mit liv - jeg havde ikke brug for hans univers, og jeg syntes faktisk at han var temmelig irriterende at høre på.
Det var indtil jeg mødte ham igen, i en anden form, en anden variant. Ordene flød igen og ramte mig dybt i hjertekulen og lige midt i gnækkende smil; han havde fundet mig igen gennem andre, og en ny kærlighed begyndte at spire.
Nu er originalindpakningen tilbage i mit liv. Forelskelsen er kommet retur. Respekten for hans intellekt, hans unikke måde og hans sprøde sprøde organ fylder atter op i min bevidsthed.
Og d. 14 august skal jeg møde ham!
Jeg skal se ham, lytte til ham. Jeg skal svøbes ind i en verden så anderledes fra min egen, men alligevel så velkendt. Og jeg glæder mig for sindssygt, for selvom han har været inde og ude gennem årene, så har han jo altid været der, bag alle de andre ord og toner, for selvom det ikke er synligt for andre, så ved kun jeg hvad der foregår "in my secret life".
I saw you this morning
You were moving so fast
Can´t seem to loosen my grip
On the past
And I miss you so much
There is no one in sight
And we´re still making love
In my secret life
In my secret life"
Leonard Cohen: "In my secret life" 2001
/Bettina Strøm Eriksen
Der kom en årrække, hvor hans plads blev afløst af andre; hvor han var ude af mit liv - jeg havde ikke brug for hans univers, og jeg syntes faktisk at han var temmelig irriterende at høre på.
Det var indtil jeg mødte ham igen, i en anden form, en anden variant. Ordene flød igen og ramte mig dybt i hjertekulen og lige midt i gnækkende smil; han havde fundet mig igen gennem andre, og en ny kærlighed begyndte at spire.
Nu er originalindpakningen tilbage i mit liv. Forelskelsen er kommet retur. Respekten for hans intellekt, hans unikke måde og hans sprøde sprøde organ fylder atter op i min bevidsthed.
Og d. 14 august skal jeg møde ham!
Jeg skal se ham, lytte til ham. Jeg skal svøbes ind i en verden så anderledes fra min egen, men alligevel så velkendt. Og jeg glæder mig for sindssygt, for selvom han har været inde og ude gennem årene, så har han jo altid været der, bag alle de andre ord og toner, for selvom det ikke er synligt for andre, så ved kun jeg hvad der foregår "in my secret life".
I saw you this morning
You were moving so fast
Can´t seem to loosen my grip
On the past
And I miss you so much
There is no one in sight
And we´re still making love
In my secret life
In my secret life"
Leonard Cohen: "In my secret life" 2001
/Bettina Strøm Eriksen
22. april 2010
Ej come on altså
Nu må det sgu være nok.
Jeg må altså snart have opbrugt min kvote hvad angår min krop og dens uregelmæssigheder.
Jeg må altså snart have opbrugt min kvote hvad angår min krop og dens uregelmæssigheder.
Først er jeg blevet opereret i underlivet for godt 4 uger siden, hvor jeg har fået min venstre æggestok og min livmoderhals fjernet, og selve operationen gik heldigvis godt, men tilgengæld har mit tidligere ar ikke haft godt af at blive skåret i for 6. gang, så det står åbent og skal holdes rent hele tiden.
Jeg har haft udbrud i min tarmsygdom (CU), fordi jeg ikke måtte tage min medicin (Humira) i forbindelse med min operation.
Jeg skulle så i gang med min medicin igen og har fundet ud af, at det er helt normalt for mig (hvad der er normalt for mig er som regel unormalt for andre), at jeg hver gang hæver rigtig meget omkring injektionsstedet, og danner væske under huden, hvor det bare klør og klør. Det tager ca. 2-3 dage hver 14. dag, og det var i går jeg stak mig sidste gang.
Og fanedeme sgu helvede og satan, så snublede jeg gudhjælpemig over et dørtrin i går, med en brækket lilletå som resultat!
ENOUGH IS ENOUGH
/Bettina Strøm Eriksen
ENOUGH IS ENOUGH
/Bettina Strøm Eriksen
15. april 2010
Jeg
Hvorfor tænke, når alle tanker er blevet tænkt før?
Hvorfor tale, når alle ord er blevet sagt?
Er der nogen der lytter - nogen der fornemmer?
Fornemmer hvem jeg er og hvad jeg i virkeligheden har brug for?
Fornemmer jeg mig?
Lytter jeg til min indre stammende stemme?
Er det mig selv jeg har at takke,
har at elske?
Jeg tysser på verden og lytter!
/Bettina Strøm Eriksen
Hvorfor tale, når alle ord er blevet sagt?
Er der nogen der lytter - nogen der fornemmer?
Fornemmer hvem jeg er og hvad jeg i virkeligheden har brug for?
Fornemmer jeg mig?
Lytter jeg til min indre stammende stemme?
Er det mig selv jeg har at takke,
har at elske?
Jeg tysser på verden og lytter!
/Bettina Strøm Eriksen
9. april 2010
(S) C R A B (B L E)
"Xantippe, nej den går sgu ikke!" "Jo jo, det hørte jeg selv at der var en der hed på Ramasjang; eller måske var det Xantip?"
"Kan du bestemme dig?"
"Ja, jeg skriver Xantip - ha ha, slå den!"
"Helt ærlig, du kan sgu da ikke bare sige, at du har hørt der er en der hedder sådan og sådan, og så gætter du dig selv frem til hvad de hedder ud fra de bogstaver du har tilbage - det er jo ikke sjovt"
"Jo mor, sådan er de nye regler!"
"Op i r.... med de nye regler, jeg gider ikke lege med mere!"
Ovenstående er en fiktiv samtale mellem min søn og jeg, hvis jeg til juni skulle finde på at købe spillet Scrabble med de nyeste regler - nemlig at man nu godt må skrive egennavne.
Det er der dog ingen overhængende risiko for, at jeg vil bruge så meget som en krone på, for det er jo ikke sjovt mere; navne kan efterhånden staves på uanede måder, og jeg vil æde min gamle hat på, at selv om man bare gætter sig frem til en eller anden måde hvorpå man staver en varebetegnelse der både indeholder z, x og w, så kan man stort set google sig frem til mindst én
anden person ude i verden, der har stavet samme varebetegnelse som man nu har på pladen, og så må ordet vel blive godkendt?! Ja man kan vel egentlig bare skrive Ford-ZWX (forudsat at man selvfølgelig også har et F, et O, et R og et D), og så er der en fed bonus på pointpladen.
Den holder altså ikke!
Spillet kommer ikke længere til at handle om hvem der kender flest ord, dets betydninger og stavemåder, men i stedet om hvem der har den bedste fantasi til at kunne stykke et plausibelt navn sammen, og så er det pludselig en helt anden type spil der er tale om - ikke at der er noget i vejen med sådanne spiltyper, men så kald det dog noget andet, i stedet for hvad jeg kan fristes til at kalde falsk varebetegnelse. Hvorfor ændre på noget der fungerer og har fungeret perfekt i 52 år?
Min kærlighed til bogstaverne på hånden og ordene på pladen vil dog bestå, og jeg håber at kunne give denne underholdende glæde videre til mine børn - i den gamle udgave!
Så må man håbe at de en dag ikke kommer til at ende som i denne latterfremkaldende comic;)
/Bettina Strøm Eriksen
4. april 2010
Bøger
Jeg simpelthen elsker en god bog. Jeg elsker en god bog så meget, at det efterhånden er sjældent fjernsynet bliver tændt herhjemme om aftenen, for jeg foretrækker mere og mere at danne mine egne billeder udfra den tekst jeg læser, fremfor at få det hele foræret af nogle, der har valgt hvor betoningerne skal ligge, og hvad de ønsker at fremhæve fremfor andet.
Det er egentlig sjældent at en film rammer en bog så meget, at den stemmer overens med egne forestillinger, men ikke desto mindre kan det lykkes.
Det tror jeg nu næppe bliver tilfældet, når de vælger (og det er jeg helt sikker på at de gør) at filmatisere "Hypnotisøren" af Lars Kepler (pseudonym for ægteparret Alexander og Alexandra Ahndoril).
I pressen er de blevet udnævnt til at blive Stieg Larssons arvtagere, hvilket godt kan tænkes at blive sandt, da de som han har skrevet en bog, hvor tiden bliver ligegyldig, og hvor man kun er interesseret i at få bladret om på næste side, for at blive mere og mere viklet ind i den historie der udspiller sig på de hvide sider med sort, og fandens godt skrevet, tekst.
3 dage tog det mig at finde ud af hvordan det hele hang sammen. 585 sider hvor jeg gang på gang blev imponeret over de detaljerede beskrivelser der ikke efterlod mig med nogen tvivl om, at forfatterne er to allerhelvedes dygtige researchere og ikke mindst fortællere med noget på hjerte. Mere af den slags tak, jeg bliver så dejlig inspireret;)
Dog står jeg tilbage med et problem, for hvad pokker skal jeg gå i gang med at læse nu?
/Bettina Strøm Eriksen
Det er egentlig sjældent at en film rammer en bog så meget, at den stemmer overens med egne forestillinger, men ikke desto mindre kan det lykkes.
Det tror jeg nu næppe bliver tilfældet, når de vælger (og det er jeg helt sikker på at de gør) at filmatisere "Hypnotisøren" af Lars Kepler (pseudonym for ægteparret Alexander og Alexandra Ahndoril).
I pressen er de blevet udnævnt til at blive Stieg Larssons arvtagere, hvilket godt kan tænkes at blive sandt, da de som han har skrevet en bog, hvor tiden bliver ligegyldig, og hvor man kun er interesseret i at få bladret om på næste side, for at blive mere og mere viklet ind i den historie der udspiller sig på de hvide sider med sort, og fandens godt skrevet, tekst.
3 dage tog det mig at finde ud af hvordan det hele hang sammen. 585 sider hvor jeg gang på gang blev imponeret over de detaljerede beskrivelser der ikke efterlod mig med nogen tvivl om, at forfatterne er to allerhelvedes dygtige researchere og ikke mindst fortællere med noget på hjerte. Mere af den slags tak, jeg bliver så dejlig inspireret;)
Dog står jeg tilbage med et problem, for hvad pokker skal jeg gå i gang med at læse nu?
/Bettina Strøm Eriksen
29. marts 2010
Home...
...home again
I like to be here
When I can
When I come home
Cold and tired
It´s good to warm my bones
Beside the fire".
Pink Floyd
NU tror jeg på, at der ikke venter flere operationer forude;)
/Bettina Strøm Eriksen
I like to be here
When I can
When I come home
Cold and tired
It´s good to warm my bones
Beside the fire".
Pink Floyd
NU tror jeg på, at der ikke venter flere operationer forude;)
/Bettina Strøm Eriksen
18. marts 2010
Uh det bliver godt
I morgen på denne tid sætter min veninde og jeg os i et tog mod Odense, hvor vi skal tilbringe en fantastisk aften sammen med Simon, Kristian, Søren, Kasper og René.
"Sån, så får jeg mig lidt vin
Som Courtney Love
Så får jeg mig lidt vin
Og gør mig til grin..."
/Bettina Strøm Eriksen
"Sån, så får jeg mig lidt vin
Som Courtney Love
Så får jeg mig lidt vin
Og gør mig til grin..."
/Bettina Strøm Eriksen
12. marts 2010
Nutid - tid som foregår lige nu
En ajourførelse af fortidige hændelser er nyttig, og helst helt fra begyndelsen, så jeg kan nå at finde alle de abnorme fejltagelser jeg har begået, inden jeg gentager dem; abnorme fejl begået i misundelsens, kærlighedens, hadets, uvidenhedets og i frustrationens absolutte nærværelse.
For at nå at finde dem alle, bevæger jeg mig fremad og fremad i hurtig acceleration for at rette op på det der var for meget, og det der var for lidt.
Jeg løber forpustet bag fortiden, imens jeg prøver ikke at gøre den til min fremtid, selvom jeg så udemærket ved, at en simpel accept af nuet og dets kraft, kan være nok til, at jeg hverken behøver at rage rundt i datidens indvolde eller i fremtidens sæbebobler; det er lige nu jeg skaber mit liv - ikke i går og ikke i morgen - lige nu er den virkelige virkelighed fra hvor jeg lever og elsker, står og går, svæver og falder.
For at nå at finde dem alle, bevæger jeg mig fremad og fremad i hurtig acceleration for at rette op på det der var for meget, og det der var for lidt.
Jeg løber forpustet bag fortiden, imens jeg prøver ikke at gøre den til min fremtid, selvom jeg så udemærket ved, at en simpel accept af nuet og dets kraft, kan være nok til, at jeg hverken behøver at rage rundt i datidens indvolde eller i fremtidens sæbebobler; det er lige nu jeg skaber mit liv - ikke i går og ikke i morgen - lige nu er den virkelige virkelighed fra hvor jeg lever og elsker, står og går, svæver og falder.
9. marts 2010
7. marts 2010
Så må du ikke komme med til min fødselsdag
Efter at jeg overhørte en samtale mellem vores to piger på henholdsvis 6 og 4 år i går, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sjovt, hvis man på en arbejdsplads nogle gange opførte sig som børn.
Fiktiv samtale fra eksempelvis Christiansborg:
Ansat 1 (først ansat med lidt mere ansvar end ansat 2) og Ansat 2 står overfor at skulle gå i gang med en ny arbejdsopgave, som de skal løse sammen.
A1: Nu skal vi have lavet dette lovforslag
A2: Så vil jeg være den der skriver ind på computer
A1: Ej, du skal være forfatter
A2: Nej, jeg er den der skriver ind på computer, og så vil jeg hedde Patrick
A1: Nej, du er en pige, og du skal være forfatter
A2: Nej, jeg vil være en tiger der hedder Patrick
A1: Så er du også forfatter
A2: OK, men så skal du hedde Elizabeth
A1: Ej, jeg gider ikke hedde Elizabeth, jeg vil hedde Bom-Bom
A2: Ok, så hedder du Bom-Bom, og så hedder din mor Elizabeth
A1: Ja, og nu rider du mig over til computeren
A2: Jeg skal lige have noget kød af min storesøster Julie
A1: Ej kom nu, det er din mor der siger det: skatter, du skal ride Bom-Bom over til computeren
Chef 1 kommer ind på kontoret:
C1: Sikke I roder, får I lavet noget?
A1: Ja ja, vores danselærer hedder Ronja
C1: Husk nu at rydde op efter jer
A2: Ja, ja ja
C1 går ud igen.
A1: Nu skal vi lave yoga, gør ligesom mig
A2: Så gør man sådan her
A1: Nej, ikke sådan yoga. Det her er rigtig yoga, det har jeg lært derhjemme, og så skal man sige uumm
A1 og A2 begynder nu at råbe i munden på hinanden, imens de hver især prøver at vise hvad rigtig yoga er. A2 ender med at skubbe til A1 og kaster sig ned over hendes ryg, hvilket får A1 til at bryde ud i gråd.
Chef 2 kommer ind:
C2: Ej, hvad sker der her? Skulle I ikke lave det lovforslag?
A1: Nå ja
A2: Ups, men hvem af os danser bedst?
C2: I er da lige gode
A1: Se nu, hvem af os?
C2: Ok, så er det A1 der danser bedst
A2: Ejjjj, Ronja Røverdatter med tusind patter
C2: Kom I to nu i gang
A1: Ok.
C2 forlader kontoret igen
A1: Kom nu, så skriver du og jeg sidder forrest
A2: Det gider jeg ikke
A1: Så må du ikke komme med til min fødselsdag
A2 forlader nu kontoret og går ind i et tilstødende lokale, hvor hun kravler ned under sofaen og gemmer sig der. C2 hiver hende efter 5 minutter ud, og følger hende tilbage til kontoret.
C2: Nu har I altså ikke mere tid, så I når kun at rydde op nu
A1: Det er ikke mig der har rodet
A2: Det er heller ikke mig
A1: Det er nok tigeren eller Ronja
A2: Ha, ha ja, for det er ikke os
C2: Nu ser I to bare at få ryddet op, for om lidt skal I hjem
A1: Det vil jeg ikke. Det er ikke mig der har rodet
A2: Jo, det er.
A1: Nej, det er ej
A2: Jo
A1: Nej
A2: Jo jo jo jo jo
A1: Nej nej nej nej nej
C2: Stop så
A1: Stop så
A2: Stop så (fnis fnis)
C2: Kom så i gang
A1: Kom så i gang (fnis fnis)
A2: Kom så i gang (fnis fnis fnis)
C2: Det her det gider jeg ikke.
C2 forlader kontoret, og A1 og A2 følger kort tid efter, efterladende rummet som var en bombe smidt derind.
Det kunne da være sjovt om politikerne nogle dage arbejdede sådan som skitseret ovenfor, for selvfølgelig kan jeg ikke understrege nok, at det er ren opdigtning, og med intet hold i virkeligheden, eller? (blink, blink;);))
/Bettina Strøm Eriksen
Fiktiv samtale fra eksempelvis Christiansborg:
Ansat 1 (først ansat med lidt mere ansvar end ansat 2) og Ansat 2 står overfor at skulle gå i gang med en ny arbejdsopgave, som de skal løse sammen.
A1: Nu skal vi have lavet dette lovforslag
A2: Så vil jeg være den der skriver ind på computer
A1: Ej, du skal være forfatter
A2: Nej, jeg er den der skriver ind på computer, og så vil jeg hedde Patrick
A1: Nej, du er en pige, og du skal være forfatter
A2: Nej, jeg vil være en tiger der hedder Patrick
A1: Så er du også forfatter
A2: OK, men så skal du hedde Elizabeth
A1: Ej, jeg gider ikke hedde Elizabeth, jeg vil hedde Bom-Bom
A2: Ok, så hedder du Bom-Bom, og så hedder din mor Elizabeth
A1: Ja, og nu rider du mig over til computeren
A2: Jeg skal lige have noget kød af min storesøster Julie
A1: Ej kom nu, det er din mor der siger det: skatter, du skal ride Bom-Bom over til computeren
Chef 1 kommer ind på kontoret:
C1: Sikke I roder, får I lavet noget?
A1: Ja ja, vores danselærer hedder Ronja
C1: Husk nu at rydde op efter jer
A2: Ja, ja ja
C1 går ud igen.
A1: Nu skal vi lave yoga, gør ligesom mig
A2: Så gør man sådan her
A1: Nej, ikke sådan yoga. Det her er rigtig yoga, det har jeg lært derhjemme, og så skal man sige uumm
A1 og A2 begynder nu at råbe i munden på hinanden, imens de hver især prøver at vise hvad rigtig yoga er. A2 ender med at skubbe til A1 og kaster sig ned over hendes ryg, hvilket får A1 til at bryde ud i gråd.
Chef 2 kommer ind:
C2: Ej, hvad sker der her? Skulle I ikke lave det lovforslag?
A1: Nå ja
A2: Ups, men hvem af os danser bedst?
C2: I er da lige gode
A1: Se nu, hvem af os?
C2: Ok, så er det A1 der danser bedst
A2: Ejjjj, Ronja Røverdatter med tusind patter
C2: Kom I to nu i gang
A1: Ok.
C2 forlader kontoret igen
A1: Kom nu, så skriver du og jeg sidder forrest
A2: Det gider jeg ikke
A1: Så må du ikke komme med til min fødselsdag
A2 forlader nu kontoret og går ind i et tilstødende lokale, hvor hun kravler ned under sofaen og gemmer sig der. C2 hiver hende efter 5 minutter ud, og følger hende tilbage til kontoret.
C2: Nu har I altså ikke mere tid, så I når kun at rydde op nu
A1: Det er ikke mig der har rodet
A2: Det er heller ikke mig
A1: Det er nok tigeren eller Ronja
A2: Ha, ha ja, for det er ikke os
C2: Nu ser I to bare at få ryddet op, for om lidt skal I hjem
A1: Det vil jeg ikke. Det er ikke mig der har rodet
A2: Jo, det er.
A1: Nej, det er ej
A2: Jo
A1: Nej
A2: Jo jo jo jo jo
A1: Nej nej nej nej nej
C2: Stop så
A1: Stop så
A2: Stop så (fnis fnis)
C2: Kom så i gang
A1: Kom så i gang (fnis fnis)
A2: Kom så i gang (fnis fnis fnis)
C2: Det her det gider jeg ikke.
C2 forlader kontoret, og A1 og A2 følger kort tid efter, efterladende rummet som var en bombe smidt derind.
Det kunne da være sjovt om politikerne nogle dage arbejdede sådan som skitseret ovenfor, for selvfølgelig kan jeg ikke understrege nok, at det er ren opdigtning, og med intet hold i virkeligheden, eller? (blink, blink;);))
/Bettina Strøm Eriksen
5. marts 2010
Hvad du ønsker skal du få...
I mit forrige indlæg skrev jeg lidt om det at være kronisk syg, og så også om det at være akut syg.
Jeg citerer mig selv:
"Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft feber..."
Og nu her, en lille uge efter jeg skrev sådan, har jeg, tadaaa daaa daaaaaaa, feber!
SÅ.... nu satser jeg på at om ca. en uge, så har alle nedenstående udsagn ændret sig til, at de sker igen;)
1. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft over 10.000,- i min pung?
2. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft mange timers sex I TRÆK?
3. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har vundet 1. præmien i LOTTO?
(jeg ved ikke helt om det virker på ting jeg ALDRIG har prøvet før, men jeg tør nu godt lade det komme an på en prøve;))
4. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en laaaaaang periode med godt helbred?
5. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft fået RIGTIG mange penge tilbage i SKAT?
6. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft fået en ny bil?
7. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft forårstøj på?
8. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en fed KBH-tur sammen med mine pragtfulde unger?
9. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft et fedt job at skulle sige ja til?
10. Og jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en fuldstændig larmende følelse af altomslugende, vedvarende lykke i maven?
Nu vil jeg krybe under dynen, og så glæde mig til at det alt sammen begynder at ske, for det er da ikke så meget at forlange, er det vel?!
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg citerer mig selv:
"Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft feber..."
Og nu her, en lille uge efter jeg skrev sådan, har jeg, tadaaa daaa daaaaaaa, feber!
SÅ.... nu satser jeg på at om ca. en uge, så har alle nedenstående udsagn ændret sig til, at de sker igen;)
1. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft over 10.000,- i min pung?
2. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft mange timers sex I TRÆK?
3. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har vundet 1. præmien i LOTTO?
(jeg ved ikke helt om det virker på ting jeg ALDRIG har prøvet før, men jeg tør nu godt lade det komme an på en prøve;))
4. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en laaaaaang periode med godt helbred?
5. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft fået RIGTIG mange penge tilbage i SKAT?
6. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft fået en ny bil?
7. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft forårstøj på?
8. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en fed KBH-tur sammen med mine pragtfulde unger?
9. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft et fedt job at skulle sige ja til?
10. Og jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en fuldstændig larmende følelse af altomslugende, vedvarende lykke i maven?
Nu vil jeg krybe under dynen, og så glæde mig til at det alt sammen begynder at ske, for det er da ikke så meget at forlange, er det vel?!
/Bettina Strøm Eriksen
28. februar 2010
Nej tak til pissekonkurrencer
Jeg var i går aftes på besøg hos en gammel veninde (altså det er venskabet der er gammelt, ikke hende;)), og udover mig var der en af hendes andre veninder samt en gammel studiekammerat/veninde, som hun ikke har haft kontakt med længe. Derudover kom der lige en kollega, som jeg også kender, forbi i et par timer.
Om det er mig, der er blevet socialt handicappet af at gå sygemeldt så længe, hvor jeg tilbringer rigtig meget tid alene i vores jordhule, eller om tidligere stud.kam. virkelig var et studie for sig, var jeg ærlig talt i tvivl om, indtil jeg fik snakket med mand og to, uafhængigt af hinanden, venner.
Jeg er heldigvis ikke gået hen og blevet helt så sær, som jeg frygtede, for det var meget nemt for de uvildige parter at nå frem til fuldstændig den samme konklusion, nemlig at kvinden var så frygtelig usikker på sig selv i flere roller, men især i moderrollen (hun har 2 børn på hhv. 3 1/2 og 1 år, hvilket vi fik fortalt sådan ca. 1 million gange), at hun blev nødt til at hævde sig på andres bekostning, for at fremstå som den supermom, hun jo i virkeligheden ikke selv troede på, at hun var.
Det eneste positive var vel, at det ikke var på de tilstedeværendes bekostning; på den anden side ville man så have haft en chance for at forsvare sig selv, hvilket den kvinde hun sammenlignede sig med, ikke havde en jordisk chance for at undgå at blive fremført som en mor, der i stedet for kærlighed, overøser sit barn med materielle goder.
Historien var egentlig reel nok.
Stud.kam. var forarget over, at en ven/bekendts datter på 4 1/2 år havde både fladskærm og computer på eget værelse; det kunne jeg nok også blive forarget over, og dog ikke alligevel, for når man har nået 3 børn selv, så har man unægtelig været igennem manges hjem (mødregrupper, børnefødselsdage og hverdagsbesøg), og så længe de her unger bliver elsket, præcis så meget som alle børn fortjener det, så er jeg faktisk gået hen og blevet temmelig ligeglad med, hvad de tager for nogle valg for deres børn, så længe min mand og jeg selv tager valg for vores.
F.eks. kan alle øglerne herhjemme (9,6 og 4) samtlige numre på det nye Metallicaalbum udenad, og det er der sgu sikkert mange som synes er uacceptabelt, men så længe jeg kan stå inde for det og vurderer, at det er et positivt indslag i deres liv, så bør det jo ikke blive betragtet som om jeg elsker dem mindre, end dem, hvis børn hører Hemli´ Helikopter til de bliver 10.
Nå, men det som gjorde, at det ikke bare var en sludder for en sladder (lad det fise ind af det ene øre, og ud af det andet), det var, da den her mor fortæller, at da hendes store datter spurgte hende, hvorfor den anden havde disse her ting på sit værelse, så sad hun lige så stolt og berettede om hvordan hun havde svaret datteren med denne sætning, der prikkede voldsomt til den provokationsknap jeg har gemt under tøjet: "Lille skat, det er fordi hun ikke har fået kys og kram nok som mindre" - selv nu hvor jeg skriver det, ser jeg rødt.
Jeg kommenterede selvfølgelig og tilkendegav, uden at rødme;), at det hun sagde til sin datter, var i min verden meget værre, end at et mindre barn er SÅ omgivet af materielle goder.
Hvad forstår en 3 1/2 årig sig på spydighed, og hvad i alverden skal hun bruge den information til? Hvorfor i alverden involvere et barn så lille i, hvordan vi voksne nogen gange tænker (og taler) om andre?
Moren svarede mig, at nu skulle jeg ikke sidde der og dømme hende, men helt ærligt, hvem dømmede hvem til at starte med?!
Det kan godt være, at jeg er lidt af en pestilens, når nogle mennesker fortæller sådanne historier, fordi jeg sjældent kan holde min mund, men jeg kan bare ikke lade være, fordi det skinner alt for meget af vor barndoms "min far er stærkere end din far", og det skal vel for pokker ikke være en konkurrence om, hvem der er den bedste forældre, eller hvem der elsker deres børn mest. Det burde i stedet være et sammenhold der dominerede, et samarbejde mødre imellem (for sjovt nok kan fædrene sagtens finde ud af det), så man hele tiden vokser side om side med sit barn/sine børn, fremfor at servere andres svagheder på et sølvfad, bare for selv at se godt ud.
/Bettina Strøm Eriksen
Om det er mig, der er blevet socialt handicappet af at gå sygemeldt så længe, hvor jeg tilbringer rigtig meget tid alene i vores jordhule, eller om tidligere stud.kam. virkelig var et studie for sig, var jeg ærlig talt i tvivl om, indtil jeg fik snakket med mand og to, uafhængigt af hinanden, venner.
Jeg er heldigvis ikke gået hen og blevet helt så sær, som jeg frygtede, for det var meget nemt for de uvildige parter at nå frem til fuldstændig den samme konklusion, nemlig at kvinden var så frygtelig usikker på sig selv i flere roller, men især i moderrollen (hun har 2 børn på hhv. 3 1/2 og 1 år, hvilket vi fik fortalt sådan ca. 1 million gange), at hun blev nødt til at hævde sig på andres bekostning, for at fremstå som den supermom, hun jo i virkeligheden ikke selv troede på, at hun var.
Det eneste positive var vel, at det ikke var på de tilstedeværendes bekostning; på den anden side ville man så have haft en chance for at forsvare sig selv, hvilket den kvinde hun sammenlignede sig med, ikke havde en jordisk chance for at undgå at blive fremført som en mor, der i stedet for kærlighed, overøser sit barn med materielle goder.
Historien var egentlig reel nok.
Stud.kam. var forarget over, at en ven/bekendts datter på 4 1/2 år havde både fladskærm og computer på eget værelse; det kunne jeg nok også blive forarget over, og dog ikke alligevel, for når man har nået 3 børn selv, så har man unægtelig været igennem manges hjem (mødregrupper, børnefødselsdage og hverdagsbesøg), og så længe de her unger bliver elsket, præcis så meget som alle børn fortjener det, så er jeg faktisk gået hen og blevet temmelig ligeglad med, hvad de tager for nogle valg for deres børn, så længe min mand og jeg selv tager valg for vores.
F.eks. kan alle øglerne herhjemme (9,6 og 4) samtlige numre på det nye Metallicaalbum udenad, og det er der sgu sikkert mange som synes er uacceptabelt, men så længe jeg kan stå inde for det og vurderer, at det er et positivt indslag i deres liv, så bør det jo ikke blive betragtet som om jeg elsker dem mindre, end dem, hvis børn hører Hemli´ Helikopter til de bliver 10.
Nå, men det som gjorde, at det ikke bare var en sludder for en sladder (lad det fise ind af det ene øre, og ud af det andet), det var, da den her mor fortæller, at da hendes store datter spurgte hende, hvorfor den anden havde disse her ting på sit værelse, så sad hun lige så stolt og berettede om hvordan hun havde svaret datteren med denne sætning, der prikkede voldsomt til den provokationsknap jeg har gemt under tøjet: "Lille skat, det er fordi hun ikke har fået kys og kram nok som mindre" - selv nu hvor jeg skriver det, ser jeg rødt.
Jeg kommenterede selvfølgelig og tilkendegav, uden at rødme;), at det hun sagde til sin datter, var i min verden meget værre, end at et mindre barn er SÅ omgivet af materielle goder.
Hvad forstår en 3 1/2 årig sig på spydighed, og hvad i alverden skal hun bruge den information til? Hvorfor i alverden involvere et barn så lille i, hvordan vi voksne nogen gange tænker (og taler) om andre?
Moren svarede mig, at nu skulle jeg ikke sidde der og dømme hende, men helt ærligt, hvem dømmede hvem til at starte med?!
Det kan godt være, at jeg er lidt af en pestilens, når nogle mennesker fortæller sådanne historier, fordi jeg sjældent kan holde min mund, men jeg kan bare ikke lade være, fordi det skinner alt for meget af vor barndoms "min far er stærkere end din far", og det skal vel for pokker ikke være en konkurrence om, hvem der er den bedste forældre, eller hvem der elsker deres børn mest. Det burde i stedet være et sammenhold der dominerede, et samarbejde mødre imellem (for sjovt nok kan fædrene sagtens finde ud af det), så man hele tiden vokser side om side med sit barn/sine børn, fremfor at servere andres svagheder på et sølvfad, bare for selv at se godt ud.
/Bettina Strøm Eriksen
27. februar 2010
Sygdom
Jeg har længe været syg - kronisk syg.
Jeg har som nævnt tidligere Colitis Ulcerosa, og samtidig har jeg også altid sloges med alt hvad der stort set findes af gener omkring kvindens hormonelle cyklus: PMS, endometriose, smerter og meget kraftige blødninger.
Forrige år, d. 02.12, fik jeg min livmoder fjernet, og det har hjulpet, men desværre kun tildels.
For på trods af, at jeg ingen livmoder har mere, så får jeg sgu stadig menstruation hver måned, og smerterne forbundet med det, ja de er de samme som altid.
Derfor skal jeg inden for de næste par måneder have min livmoderhals fjernet, samt min venstre æggestok, da den presser på det sted jeg er syg i min tarm. Jeg vil ikke have den højre fjernet også, for hvis jeg allerede nu reagerer så voldsomt på manglende progesteron efter ægløsning, at PMS virkelig er blevet en sprængfarlig tilstand for mig, så kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg helt skulle holde op med at producere det. Overlægen er heldigvis enig, og jeg er superspændt på, hvordan min krop kommer til at have det efterfølgende, men det kan da ærlig talt kun blive bedre.
Det var så lidt forhistorie, men nu til det som dette indlæg i virkeligheden handler om:
Jeg er syg!
Altså den slags syg som alle andre også bliver fra tid til anden.
Jeg har ondt i hovedet, halsen, småfeber, ondt i led og muskler og en dum og generende hoste, der absolut ikke bedrer min hovedpine.
Jeg har sovet over 12 timer i nat, og det er altså meget for en, der er vant til kun at sove max. 6 timer.
Det kan godt være at jeg altid går og skranter pga. mine kroniske sygdomme, men denne her slags syg er det altså virkelig sjældent jeg bliver. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft feber, og jeg kan slet ikke komme i tanke om hvad jeg kan gøre, for at jeg får det bedre;)
I aften har jeg en aftale hos en veninde, som jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg skal edderbunkemig få det markant værre, før jeg vælger at blive hjemme.
Jeg er jo vant til at deltage i alting, på trods af at jeg sjældent er helt på toppen.
Man kan lære at leve med meget, men jeg har faktisk lidt svært ved at acceptere, at min krop er blevet ramt af virus.
Det medicin jeg får for tarmsygdommen er med til at nedsætte mit immunforsvar, så jeg håber så sandelig ikke, at jeg skal have flere af denne slags sygedage i fremtiden på bekostning af, at jeg får det bedre med tarmen.
Forvirret over alle mine tilstande? Det er jeg sgu også selv engang imellem;)
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg har som nævnt tidligere Colitis Ulcerosa, og samtidig har jeg også altid sloges med alt hvad der stort set findes af gener omkring kvindens hormonelle cyklus: PMS, endometriose, smerter og meget kraftige blødninger.
Forrige år, d. 02.12, fik jeg min livmoder fjernet, og det har hjulpet, men desværre kun tildels.
For på trods af, at jeg ingen livmoder har mere, så får jeg sgu stadig menstruation hver måned, og smerterne forbundet med det, ja de er de samme som altid.
Derfor skal jeg inden for de næste par måneder have min livmoderhals fjernet, samt min venstre æggestok, da den presser på det sted jeg er syg i min tarm. Jeg vil ikke have den højre fjernet også, for hvis jeg allerede nu reagerer så voldsomt på manglende progesteron efter ægløsning, at PMS virkelig er blevet en sprængfarlig tilstand for mig, så kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg helt skulle holde op med at producere det. Overlægen er heldigvis enig, og jeg er superspændt på, hvordan min krop kommer til at have det efterfølgende, men det kan da ærlig talt kun blive bedre.
Det var så lidt forhistorie, men nu til det som dette indlæg i virkeligheden handler om:
Jeg er syg!
Altså den slags syg som alle andre også bliver fra tid til anden.
Jeg har ondt i hovedet, halsen, småfeber, ondt i led og muskler og en dum og generende hoste, der absolut ikke bedrer min hovedpine.
Jeg har sovet over 12 timer i nat, og det er altså meget for en, der er vant til kun at sove max. 6 timer.
Det kan godt være at jeg altid går og skranter pga. mine kroniske sygdomme, men denne her slags syg er det altså virkelig sjældent jeg bliver. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft feber, og jeg kan slet ikke komme i tanke om hvad jeg kan gøre, for at jeg får det bedre;)
I aften har jeg en aftale hos en veninde, som jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg skal edderbunkemig få det markant værre, før jeg vælger at blive hjemme.
Jeg er jo vant til at deltage i alting, på trods af at jeg sjældent er helt på toppen.
Man kan lære at leve med meget, men jeg har faktisk lidt svært ved at acceptere, at min krop er blevet ramt af virus.
Det medicin jeg får for tarmsygdommen er med til at nedsætte mit immunforsvar, så jeg håber så sandelig ikke, at jeg skal have flere af denne slags sygedage i fremtiden på bekostning af, at jeg får det bedre med tarmen.
Forvirret over alle mine tilstande? Det er jeg sgu også selv engang imellem;)
/Bettina Strøm Eriksen
26. februar 2010
Mode mig et vist sted;)
Altså jeg ved jo godt, at der er meget jeg ikke forstår.
Jeg ved godt, at der sikkert kunne skrives bøger om hvad jeg ikke forstår.
Men ligegyldigt i hvor mange bøger det blev forklaret, så vil jeg aldrig komme til at forstå, hvorfor unge piger og enkelte kvinder på min alder, synes det skal være smart at gå rundt i gummistøvler.
Hvem har fundet på, at det skal være hipt at iføre sig ridestøvlelignende gummirøjsere?
Jeg kunne sikkert finde et svar, hvis jeg gad, men det gider jeg faktisk lige så lidt som at se på folk der render rundt i gummistøvler, bare for at være med på moden;)
/Bettina Strøm Eriksen
Jeg ved godt, at der sikkert kunne skrives bøger om hvad jeg ikke forstår.
Men ligegyldigt i hvor mange bøger det blev forklaret, så vil jeg aldrig komme til at forstå, hvorfor unge piger og enkelte kvinder på min alder, synes det skal være smart at gå rundt i gummistøvler.
Hvem har fundet på, at det skal være hipt at iføre sig ridestøvlelignende gummirøjsere?
Jeg kunne sikkert finde et svar, hvis jeg gad, men det gider jeg faktisk lige så lidt som at se på folk der render rundt i gummistøvler, bare for at være med på moden;)
/Bettina Strøm Eriksen
25. februar 2010
Den mindre søde kløe
Forestil dig at det klør i din røv, og dine arme ikke er lange nok til at kunne fjerne denne ubehagelige fornemmelse!
Sådan har jeg det, ja bortset fra at mine arme altså ikke er for korte, og det altså ikke er i min røv det klør; jeg kan bare godt forestille mig, at det må føles sådan som jeg har og har haft det siden i tirsdag, hvor jeg tog min medicin.
Jeg er den heldige ejer af colitis ulcerosa (eller på godt gammelt dansk: blødende tyktarmsbetændelse) og derfor får jeg noget medicin der hedder Humira, som jeg skal tage selv hver 14.dag, ved at jeg via en nål skyder den flydende medicin ind i mit maveskind, hvorfra det så selv fordeler sig videre ind i blodbanerne og rundt i kroppen.
Nålen er temmelig lang, og det er ikke for børn de første 20 sekunder efter at nålen med høj fart har afgivet sin væske under min hud, men længere tid tager det ikke, og det er superlet og effektivt.
Dog ved jeg ikke lige hvad jeg gjorde forkert i tirsdags, for et eller andet gjorde jeg i al fald anderledes end tidligere (jeg har vel prøvet det 6-7 gange nu). Da de forventede 20 sekunder med smerte og svie var overstået, så blev det ved med at nive og irritere i 1 minut mere. Senere begyndte det at klø, og hvis det dog bare var en kløe forbundet med injektionsstedet, så jeg kunne se det, og klø direkte på det, men nej.
Kløen er under huden, og da jeg ikke er udstyret med en lynlås i maven, som jeg kan lyne op og i ved forgodtbefindende, er jeg i stedet ved at blive fuldstændig drevet til vanvid - eller jeg burde måske nærmere sige, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind, hvis jeg altså rent bogstaveligt talt kunne det.
Det føles som om der kravler et lille dyr rundt og kilder mig på indersiden, på nogle tidspunkter stille og roligt, og på andre som havde den taget træskostøvler på og så inviteret alle vennerne over til en omgang riverdance.
Så hvis du møder mig, og jeg går og klør mig, så er det altså ikke fordi jeg har fået lopper; ihvertfald ikke udenpå kroppen;)
/Bettina Strøm Eriksen
Sådan har jeg det, ja bortset fra at mine arme altså ikke er for korte, og det altså ikke er i min røv det klør; jeg kan bare godt forestille mig, at det må føles sådan som jeg har og har haft det siden i tirsdag, hvor jeg tog min medicin.
Jeg er den heldige ejer af colitis ulcerosa (eller på godt gammelt dansk: blødende tyktarmsbetændelse) og derfor får jeg noget medicin der hedder Humira, som jeg skal tage selv hver 14.dag, ved at jeg via en nål skyder den flydende medicin ind i mit maveskind, hvorfra det så selv fordeler sig videre ind i blodbanerne og rundt i kroppen.
Nålen er temmelig lang, og det er ikke for børn de første 20 sekunder efter at nålen med høj fart har afgivet sin væske under min hud, men længere tid tager det ikke, og det er superlet og effektivt.
Dog ved jeg ikke lige hvad jeg gjorde forkert i tirsdags, for et eller andet gjorde jeg i al fald anderledes end tidligere (jeg har vel prøvet det 6-7 gange nu). Da de forventede 20 sekunder med smerte og svie var overstået, så blev det ved med at nive og irritere i 1 minut mere. Senere begyndte det at klø, og hvis det dog bare var en kløe forbundet med injektionsstedet, så jeg kunne se det, og klø direkte på det, men nej.
Kløen er under huden, og da jeg ikke er udstyret med en lynlås i maven, som jeg kan lyne op og i ved forgodtbefindende, er jeg i stedet ved at blive fuldstændig drevet til vanvid - eller jeg burde måske nærmere sige, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind, hvis jeg altså rent bogstaveligt talt kunne det.
Det føles som om der kravler et lille dyr rundt og kilder mig på indersiden, på nogle tidspunkter stille og roligt, og på andre som havde den taget træskostøvler på og så inviteret alle vennerne over til en omgang riverdance.
Så hvis du møder mig, og jeg går og klør mig, så er det altså ikke fordi jeg har fået lopper; ihvertfald ikke udenpå kroppen;)
/Bettina Strøm Eriksen
18. februar 2010
The road
Jeg var i forgårs i biografen. Min søn og jeg tog toget sammen ind til hovedbanen, hvor vi mødte min bror, der skulle have knejten overnattende til onsdag. Efter at have krammet og kysset farvel havde jeg nogle timer for mig selv i hovedstaden, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at de 1 1/2 time af dem ville jeg bruge på at se "The road/Vejen", som jeg sidste år slugte råt som bog (af Cormac McCarthy).
Derfor gik jeg med det samme i Grand og købte billet til et par timer senere. I ventetiden fik jeg besøgt nogle af den slags butikker, vi burde have flere af her ude på landet, og et par kopper kaffe og tid til at skrive fandt jeg også på en kaffebar, som vi burde have flere af herude på landet;)
Derfor gik jeg med det samme i Grand og købte billet til et par timer senere. I ventetiden fik jeg besøgt nogle af den slags butikker, vi burde have flere af her ude på landet, og et par kopper kaffe og tid til at skrive fandt jeg også på en kaffebar, som vi burde have flere af herude på landet;)
Kl. 14:20 placerede jeg mig i det bløde sæde, hvor jeg fra starten af filmen var dybt opslugt af den post-apocalyptiske verden der tonede sig frem på det store lærred foran mig.
En verden så markant anderledes fra den jeg lige var kommet ind fra, og dog alligevel så uhyggelig autentisk, fordi vi igennem moderne teknologi i dag kan portrættere hvordan verden kan komme til at se ud efter den undergang menneskeheden altid har frygtet.
Jeg var på forhånd nervøs for, at historien ville blive omdannet til endnu en amerikansk katastrofefilm, men det lykkedes faktisk at overføre dette fantastiske stykke litteratur til levende billeder og lyd, så hele mit følelsesregister blev påvirket, uden at det kunne katagoriseres under bevidst følelsespornografi.
En verden så markant anderledes fra den jeg lige var kommet ind fra, og dog alligevel så uhyggelig autentisk, fordi vi igennem moderne teknologi i dag kan portrættere hvordan verden kan komme til at se ud efter den undergang menneskeheden altid har frygtet.
Jeg var på forhånd nervøs for, at historien ville blive omdannet til endnu en amerikansk katastrofefilm, men det lykkedes faktisk at overføre dette fantastiske stykke litteratur til levende billeder og lyd, så hele mit følelsesregister blev påvirket, uden at det kunne katagoriseres under bevidst følelsespornografi.
Vejen blev for mig en stor og meget dyb filmoplevelse, der finder sin styrke i intensiteten i en fremtid uden håb og uden mening, portrætteret gennem en far og hans søn på vejen mod et mål, lige så håbløst, som hvor de startede ud fra.
Det var dybt fascinerende at følge den menneskelige styrke de lægger for dagen, samtidig med den undren der voksede i mig, over hvad det dog er der gør, at de fortsætter dag for dag, når der så åbenlyst ikke er noget at fortsætte for og mod.
Handler det om stædighed, kærlighed eller vil der altid i os mennesker befinde sig et håb om at fremtiden vil bringe farver, liv og glæde tilbage, selvom der intet reelt håb er for at dette vil kunne ske, da verden, som her fremvist, er død?
Fortællingen viser dem kæmpe mod de konstante trusler der er for overhoved at kunne overleve en dag mere; truslen fra de voldsomme vejrforhold der hersker og truslen fra deres egne kroppe, udpinte og syge som følge af sult, fejlernæring og manglende søvn og beskyttelse. Og ikke mindst truslen fra "de onde", dvs. dem som er degraderet til kødspisende dyr, hvor umenneskelige handlinger sikrer den videre overlevelse, selvom også denne livsform er truet, da der til sidst heller ikke vil være flere mennesker tilbage at spise, for alt dyreliv er for længst uddødt.
Drengen spørger i en tidlig scene sin far, om de er "de gode", og faren svarer uden at tøve ja.
Dog ændrer også han sig gennem filmen, da udtrykket om, at det er den stærkeste der overlever, virkelig kommer til sin ret, da en anden "god" stjæler af deres ting.
På dette tidspunkt er faren heller ikke i tvivl om, at han er ved at dø, og han vil gøre hvad som helst for at forberede sin søn på hvilke farer han skal kunne håndtere, samtidig med at han bliver ved med at være menneskelig, når han bliver alene, for der lægges ikke skjul på, at det er hvad han kommer til i den nærmeste fremtid.
Det var dybt fascinerende at følge den menneskelige styrke de lægger for dagen, samtidig med den undren der voksede i mig, over hvad det dog er der gør, at de fortsætter dag for dag, når der så åbenlyst ikke er noget at fortsætte for og mod.
Handler det om stædighed, kærlighed eller vil der altid i os mennesker befinde sig et håb om at fremtiden vil bringe farver, liv og glæde tilbage, selvom der intet reelt håb er for at dette vil kunne ske, da verden, som her fremvist, er død?
Fortællingen viser dem kæmpe mod de konstante trusler der er for overhoved at kunne overleve en dag mere; truslen fra de voldsomme vejrforhold der hersker og truslen fra deres egne kroppe, udpinte og syge som følge af sult, fejlernæring og manglende søvn og beskyttelse. Og ikke mindst truslen fra "de onde", dvs. dem som er degraderet til kødspisende dyr, hvor umenneskelige handlinger sikrer den videre overlevelse, selvom også denne livsform er truet, da der til sidst heller ikke vil være flere mennesker tilbage at spise, for alt dyreliv er for længst uddødt.
Drengen spørger i en tidlig scene sin far, om de er "de gode", og faren svarer uden at tøve ja.
Dog ændrer også han sig gennem filmen, da udtrykket om, at det er den stærkeste der overlever, virkelig kommer til sin ret, da en anden "god" stjæler af deres ting.
På dette tidspunkt er faren heller ikke i tvivl om, at han er ved at dø, og han vil gøre hvad som helst for at forberede sin søn på hvilke farer han skal kunne håndtere, samtidig med at han bliver ved med at være menneskelig, når han bliver alene, for der lægges ikke skjul på, at det er hvad han kommer til i den nærmeste fremtid.
Man kunne godt forvente, at scenen hvor drengen sidder med sin døde fars hoved hvilende i sit skød ville være den som påvirkede mig stærkest, men her sneg der sig altså alligevel en amerikansk facon ind, som jeg så absolut ikke er fan af, og selvom jeg blev ved med at fortælle mig selv, at det ikke var følelsesporno, men en naturlig fremvist reaktion på omstændighederne, så lykkedes det ikke for producerne at ramme den følelse jeg sad med, da bogen var ved at slutte.
Til gengæld var det et helt andet sted i filmen, der påvirkede og ramte mig dybest: drengens gråd i en scene, hvor faren med sine arme omkring sønnen bare holder ham, for trøste ham det kan han ikke; en gråd der indeholder alle de følelser der vil være, når der intet mere er at stille op, ingen optimisme er tilbage og ingen naiv og barnlig tro på, at det nok skal gå alt sammen alligevel.
Til gengæld var det et helt andet sted i filmen, der påvirkede og ramte mig dybest: drengens gråd i en scene, hvor faren med sine arme omkring sønnen bare holder ham, for trøste ham det kan han ikke; en gråd der indeholder alle de følelser der vil være, når der intet mere er at stille op, ingen optimisme er tilbage og ingen naiv og barnlig tro på, at det nok skal gå alt sammen alligevel.
Selvom jeg med mit hoved godt vidste det, så flød mit hjerte nu over af viden om at vores børn ikke må miste troen, for hvis børnene ikke tror på en fremtid, så er der ingen fremtid, ingen farver, ingen latter og ingen kærlighed.
Lige præcis den intense og altsigende gråd opsummerede hele filmen og dens budskab til mig, og da min søn senere i telefonen spurgte mig om jeg havde grædt til filmen, så kunne jeg ikke svare andet end, ja gu græd jeg. Ikke så meget over de to hovedpersoners skæbne, men over det virkelighedsnære billede af en fremtidig verden, jeg havde set; en fremtidig verden, hvor vi ikke får at vide, hvorfor verden er død, og som i øvrigt ender med at blive uendeligt ligegyldigt, og det spørgsmål jeg tog med mig ud af biografen, var ikke et spørgsmål om hvordan vores verden kan gå under, men nærmere et spørgsmål om hvornår, for i vores oplyste verden bør vi hver eneste dag være fuldstændig klar over, at det er den vej det bevæger sig hen.
Det kan godt være, at det ikke bliver vores børn, børnebørn eller oldebørn der mister troen, men bare det faktum, at der allerede i dag, i den tredje verden, findes børn uden håb, vidner kun om, at vi er alt for dårlige til at passe på hinanden og vores jord, på kryds og tværs af grænser og religion.
Det kan godt være, at det ikke bliver vores børn, børnebørn eller oldebørn der mister troen, men bare det faktum, at der allerede i dag, i den tredje verden, findes børn uden håb, vidner kun om, at vi er alt for dårlige til at passe på hinanden og vores jord, på kryds og tværs af grænser og religion.
Hvad pokker bilder vi os egentlig ind?!
/Bettina Strøm Eriksen
12. februar 2010
The dirt still stains me
"Where do I take this pain of mine
I run but it stays right by my side
So tear me open and pour me out
There´s things inside that screams and shout
And the pain still hates me
So hold me until it sleeps(...)"
Metallica 1996
Bettina 2010
/B
I run but it stays right by my side
So tear me open and pour me out
There´s things inside that screams and shout
And the pain still hates me
So hold me until it sleeps(...)"
Metallica 1996
Bettina 2010
/B
4. februar 2010
Gal hund
Jeg blev i går mindet om, hvorfor det kan være, at selvom jeg bevidst vælger det meste visuelle og auditive nyhedsstof fra, så vil der altid være noget der kommer forbi min vej som var det tilfældigt, selvom jeg nu ikke er en speciel stor fan af det begreb;)
Jeg har Politiken som min startside på både den stationære og den bærbare, og det er her jeg 2-3 gange om dagen skimmer overskrifter, og yderligere læser artikler, når jeg mener, at det er vigtigt information jeg bør få, og viden jeg bør tilegne mig. Og mange gange springer jeg artikler over, som rigtig mange nok vil mene er yderst vigtig information, og som jeg hurtigt vil blive stemplet som ligeglad for ikke at læse. Eller det kunne virke som om jeg ikke vil erkende, at der findes alle slags skæbner i verden, og at alle slags skæbner har samme rettighed til at blive offentliggjort, samt læst af alle, hvilket igen kunne ende med, at nogen vil synes jeg er ligeglad.
Men det er så absolut ikke tilfældet, tværtimod.
Til gengæld bliver jeg så frygtelig berørt og dybt ked af det inde i mig selv, og jeg formår ikke, og kommer nok aldrig til det, at slippe billeder, lyd og ord, når de ikke længere befinder sig direkte foran mig.
Således kan en voksende bekymring for f.eks jordskælvsofrene i Haiti, fylde så meget i min hverdag, at jeg ikke alene drømmer om det om natten, men også tænker alt for meget på det i mine vågne timer, selvom jeg har støttet ved både at købe stregkoder i Brugsen, meldt mig ind i "red barnet", og fået mine unger til at lave tegninger på biblioteket http://www.slagelsebib.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=2621&kind=1&pageId=1909.
Og af denne grund tog jeg for et par år siden beslutningen om skimming af overskrifter, så jeg selv bestemmer hvad der kommer under min hud.
Dog er der, som nævnt i starten, indimellem ting der kommer forbi min vej, fordi det åbenbart er hvad de skal; fordi de er så vigtige, at de ikke må vælges fra, ligegyldigt hvor vågen jeg ligger af det om natten.
Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Kirsten Hammanns: "En dråbe i havet"; ikke nogen formidabel roman, men dog så alligevel ganske vellykket, fordi den fortæller om en kvinde der ser bagsiden af historier, der allerede er frygtelige på forsiden; børn der bliver filmet, mens de er 4 timer om at dø af sult, tilstandende på fattige landes hospitaler og om Rwanda og årstallet 1994 hvor hutuer myrdede 800.000 mennesker på bare 100 dage!
I går begyndte min mand at se en lånt film kl. 22.45. Han vidste godt det var sent, men regnede egentlig ikke med, at det ville være en film, der var noget værd, men så havde han da i det mindste forsøgt. Jeg lagde mig ind i sofaen sammen med ham, for om ikke andet, så kunne vi da ligge der sammen og halvsove. Dog skulle det vise sig, at være en af den slags film, der rører en så dybt, at man slet ikke kan fatte, at man ingenting kan gøre for at hjælpe til at disse mennesker får en anden skæbne - eller mere præcist, at disse børn får et andet liv, en anden start.
Filmen hedder "Johnny Mad Dog".
Den handler om børnesoldater i et unavngivet afrikansk land, hvor man sideløbende følger dels en soldat på 15 år ved navn Johnny "Mad Dog", og dels en 13-årig pige, Larokole med sin forkrøblede far uden ben, og sin lillebror, FoFo, der alle er flygtet fra deres landsby, efter de er blevet terroriseret af militsen, The Death Dealers. Børnesoldaterne, der går helt ned til 12 år, "arbejder" for guerrillernes netværk, hvor de alle er blevet hjernevaskede, og drager fra by til by, udelukkende for at udøve vold, voldtægt og mord mod sagesløse mennesker.
Femten, i virkeligheden, tidligere børnesoldater er castet til filmen, hvilket man forstår, når man efterfølgende finder ud af det, for hvem skulle ellers kunne skildre et så ensporet og vanvittigt liv, andet end dem der selv har stået i det. Det er ikke mindre end fantastiske præstationer man følger gennem hele filmen, og jeg kan kun erklære mig enig i WeekendAvisens kritikers korte og præcise kommentar til stykket: Et visuelt knytnæveslag.
Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg intet har hørt om denne film før, og for andre der heller ikke har det, så kan jeg kun på det kraftigeste anbefale at sætte 1 1/2 time af foran fladskærmen; ikke for at blive underholdt, men for at blive oplyst af en film uden håb og uden forsoning, men fyldt med den virkelige virkelighed for alt for mange mennesker i den virkelige verden.
På under 1 uge er jeg pludselig blevet gjort bevidst om, at udenfor min egen lille navle, der findes liv så markant forskellige fra mit, og ikke mindst mine børns, at jeg åbenbart skal have det beskrevet detaljeret i en bog, og se det på film, før jeg kan forstå det. Det er meget lettere i min del af verden at forestille mig, at en mand kan kravle på væggene og loftet, end det er at forestille mig en barnesoldat skære et foster ud af dets mor, for at spise det foran faren, men ikke desto mindre forekommer det ude i den verden, som jo faktisk også er min.
Og din!
/BSE
Jeg har Politiken som min startside på både den stationære og den bærbare, og det er her jeg 2-3 gange om dagen skimmer overskrifter, og yderligere læser artikler, når jeg mener, at det er vigtigt information jeg bør få, og viden jeg bør tilegne mig. Og mange gange springer jeg artikler over, som rigtig mange nok vil mene er yderst vigtig information, og som jeg hurtigt vil blive stemplet som ligeglad for ikke at læse. Eller det kunne virke som om jeg ikke vil erkende, at der findes alle slags skæbner i verden, og at alle slags skæbner har samme rettighed til at blive offentliggjort, samt læst af alle, hvilket igen kunne ende med, at nogen vil synes jeg er ligeglad.
Men det er så absolut ikke tilfældet, tværtimod.
Til gengæld bliver jeg så frygtelig berørt og dybt ked af det inde i mig selv, og jeg formår ikke, og kommer nok aldrig til det, at slippe billeder, lyd og ord, når de ikke længere befinder sig direkte foran mig.
Således kan en voksende bekymring for f.eks jordskælvsofrene i Haiti, fylde så meget i min hverdag, at jeg ikke alene drømmer om det om natten, men også tænker alt for meget på det i mine vågne timer, selvom jeg har støttet ved både at købe stregkoder i Brugsen, meldt mig ind i "red barnet", og fået mine unger til at lave tegninger på biblioteket http://www.slagelsebib.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=2621&kind=1&pageId=1909.
Og af denne grund tog jeg for et par år siden beslutningen om skimming af overskrifter, så jeg selv bestemmer hvad der kommer under min hud.
Dog er der, som nævnt i starten, indimellem ting der kommer forbi min vej, fordi det åbenbart er hvad de skal; fordi de er så vigtige, at de ikke må vælges fra, ligegyldigt hvor vågen jeg ligger af det om natten.
Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Kirsten Hammanns: "En dråbe i havet"; ikke nogen formidabel roman, men dog så alligevel ganske vellykket, fordi den fortæller om en kvinde der ser bagsiden af historier, der allerede er frygtelige på forsiden; børn der bliver filmet, mens de er 4 timer om at dø af sult, tilstandende på fattige landes hospitaler og om Rwanda og årstallet 1994 hvor hutuer myrdede 800.000 mennesker på bare 100 dage!
I går begyndte min mand at se en lånt film kl. 22.45. Han vidste godt det var sent, men regnede egentlig ikke med, at det ville være en film, der var noget værd, men så havde han da i det mindste forsøgt. Jeg lagde mig ind i sofaen sammen med ham, for om ikke andet, så kunne vi da ligge der sammen og halvsove. Dog skulle det vise sig, at være en af den slags film, der rører en så dybt, at man slet ikke kan fatte, at man ingenting kan gøre for at hjælpe til at disse mennesker får en anden skæbne - eller mere præcist, at disse børn får et andet liv, en anden start.
Filmen hedder "Johnny Mad Dog".
Den handler om børnesoldater i et unavngivet afrikansk land, hvor man sideløbende følger dels en soldat på 15 år ved navn Johnny "Mad Dog", og dels en 13-årig pige, Larokole med sin forkrøblede far uden ben, og sin lillebror, FoFo, der alle er flygtet fra deres landsby, efter de er blevet terroriseret af militsen, The Death Dealers. Børnesoldaterne, der går helt ned til 12 år, "arbejder" for guerrillernes netværk, hvor de alle er blevet hjernevaskede, og drager fra by til by, udelukkende for at udøve vold, voldtægt og mord mod sagesløse mennesker.
Femten, i virkeligheden, tidligere børnesoldater er castet til filmen, hvilket man forstår, når man efterfølgende finder ud af det, for hvem skulle ellers kunne skildre et så ensporet og vanvittigt liv, andet end dem der selv har stået i det. Det er ikke mindre end fantastiske præstationer man følger gennem hele filmen, og jeg kan kun erklære mig enig i WeekendAvisens kritikers korte og præcise kommentar til stykket: Et visuelt knytnæveslag.
Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg intet har hørt om denne film før, og for andre der heller ikke har det, så kan jeg kun på det kraftigeste anbefale at sætte 1 1/2 time af foran fladskærmen; ikke for at blive underholdt, men for at blive oplyst af en film uden håb og uden forsoning, men fyldt med den virkelige virkelighed for alt for mange mennesker i den virkelige verden.
På under 1 uge er jeg pludselig blevet gjort bevidst om, at udenfor min egen lille navle, der findes liv så markant forskellige fra mit, og ikke mindst mine børns, at jeg åbenbart skal have det beskrevet detaljeret i en bog, og se det på film, før jeg kan forstå det. Det er meget lettere i min del af verden at forestille mig, at en mand kan kravle på væggene og loftet, end det er at forestille mig en barnesoldat skære et foster ud af dets mor, for at spise det foran faren, men ikke desto mindre forekommer det ude i den verden, som jo faktisk også er min.
Og din!
/BSE
1. februar 2010
Barnets svar
Og så oven på de sidste to alvorlige indlæg, så kommer her lige en skat fra sprogkassen - fra Anna Sofie 6 år.
I går lavede vi sjove figurer på muslingeskaller og på konkylier. Anna lagde øret til en konkylie, tyssede på os andre og udbrød så: "Den siger ikke noget, så det er nok Stillehavet jeg kan høre". Uh, jeg elsker de unger:)
I går lavede vi sjove figurer på muslingeskaller og på konkylier. Anna lagde øret til en konkylie, tyssede på os andre og udbrød så: "Den siger ikke noget, så det er nok Stillehavet jeg kan høre". Uh, jeg elsker de unger:)
Det er ikke meget...
...jeg har skrevet ned i mit sygeforløb, men ret tilfældigt faldt jeg her i morges over en tekst, som der godt nok ikke er nogen dato på, men som må være skrevet sidste år omkring denne tid. Det lyder sådan her:
"Jeg er hende og hun er mig
Kvinden der i spejlet ser tilbage på mig.
Kvinden med de lysende grågrønne øjne i hvis blik trætheden har brændt sig fast og efterladt posede mørke rande under, som ingen is, agurkeskiver eller dyre cremer har kunnet formå at fjerne.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med de ekstra lange øjenvipper, på hvilke dagsgamle mascara klumper sig sammen på spidsen af hver eneste vippe, klar til aftenens afrensning med oliebaseret øjenmakeupfjerner, der altid efterlader mig med et sløret blik, ude af stand til at kunne fokusere ordentligt på de billeder, der strømmer omkring mig efterfølgende.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med den spidse næse, hvorpå hundredevis af små bitte pigmenteringer har haft deres plads siden mit femte leveår, hvor jeg husker, at jeg for hver dag kunne tælle mindst 10 nyankomne fregner, og hvor jeg tilsidst måtte opgive at holde regnskab, da jeg dengang kun kunne tælle til halvtreds.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med de små smalle læber, der forlængst har opgivet tanken om læbestift, da jeg altid ender med at ligne en klovn i et desperat forsøg på at gøre dem mere fyldige og sensuelle; kvinden med den tynde mund, der ikke længere kan huske hvad det vil sige, at flække i et grin, og som til nød kan formå at lave en skæv trækning i den ene side, når omstændighederne kræver mere og andet af mig, end den ligegyldighed min lige streg det meste af tiden repræsenterer.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med hårrødder som ikke længere matcher resten af det halvlange og rustrøde hår, som der dagligt er at finde, i større og større mængder, tilbage på hårbørsten efter brug. Hår lige så tørt og spaltet som jeg, ligegyldigt hvilken balsam jeg forsøger mig med.
Jeg er hende
Hende der nu fører sine ti lange fingre op for at berøre det vinterblege ansigt med det tomme stirrende blik, i et spinkelt forsøg på kærtegn fra min egen side.
Jeg berører min pande med de overraskende få rynker, mine afplukkede øjenbryn, mit øjenlåg og næseparti.
Glatte fingerspidser glider henover indsunkne kinder, henover mundområdet og ned langs hage og hals, der under berøringen snører sig mere og mere sammen.
Hun er mig
Hun som nu krænger det nederste øjenlåg ud i jagten på en eneste skide tåre, der kunne tænkes at gemme sig der, men som ventet finder jeg kun tørke.
Jeg tvinger mig selv til at stirre ind i hendes øjne, tvinger mig til at tælle til tyve, imens jeg fastholder blikket med hendes; hende som burde være hos mig, omkring mig, over mig og indeni mig.
Jeg fugter mine læber, skiller dem ad, og som i det fjerne hører jeg svagt lyden af min egen stemme: jeg elsker...
Jeg er hende og hun er mig
Hende, jeg ikke kan sige jeg elsker dig til."
I dag er jeg hende og hun er mig, til hvem jeg nu kan sige: "Jeg elsker dig".
/BSE
"Jeg er hende og hun er mig
Kvinden der i spejlet ser tilbage på mig.
Kvinden med de lysende grågrønne øjne i hvis blik trætheden har brændt sig fast og efterladt posede mørke rande under, som ingen is, agurkeskiver eller dyre cremer har kunnet formå at fjerne.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med de ekstra lange øjenvipper, på hvilke dagsgamle mascara klumper sig sammen på spidsen af hver eneste vippe, klar til aftenens afrensning med oliebaseret øjenmakeupfjerner, der altid efterlader mig med et sløret blik, ude af stand til at kunne fokusere ordentligt på de billeder, der strømmer omkring mig efterfølgende.
Jeg er hende og hun er mig
Kvinden med den spidse næse, hvorpå hundredevis af små bitte pigmenteringer har haft deres plads siden mit femte leveår, hvor jeg husker, at jeg for hver dag kunne tælle mindst 10 nyankomne fregner, og hvor jeg tilsidst måtte opgive at holde regnskab, da jeg dengang kun kunne tælle til halvtreds.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med de små smalle læber, der forlængst har opgivet tanken om læbestift, da jeg altid ender med at ligne en klovn i et desperat forsøg på at gøre dem mere fyldige og sensuelle; kvinden med den tynde mund, der ikke længere kan huske hvad det vil sige, at flække i et grin, og som til nød kan formå at lave en skæv trækning i den ene side, når omstændighederne kræver mere og andet af mig, end den ligegyldighed min lige streg det meste af tiden repræsenterer.
Hun er mig og jeg er hende
Kvinden med hårrødder som ikke længere matcher resten af det halvlange og rustrøde hår, som der dagligt er at finde, i større og større mængder, tilbage på hårbørsten efter brug. Hår lige så tørt og spaltet som jeg, ligegyldigt hvilken balsam jeg forsøger mig med.
Jeg er hende
Hende der nu fører sine ti lange fingre op for at berøre det vinterblege ansigt med det tomme stirrende blik, i et spinkelt forsøg på kærtegn fra min egen side.
Jeg berører min pande med de overraskende få rynker, mine afplukkede øjenbryn, mit øjenlåg og næseparti.
Glatte fingerspidser glider henover indsunkne kinder, henover mundområdet og ned langs hage og hals, der under berøringen snører sig mere og mere sammen.
Hun er mig
Hun som nu krænger det nederste øjenlåg ud i jagten på en eneste skide tåre, der kunne tænkes at gemme sig der, men som ventet finder jeg kun tørke.
Jeg tvinger mig selv til at stirre ind i hendes øjne, tvinger mig til at tælle til tyve, imens jeg fastholder blikket med hendes; hende som burde være hos mig, omkring mig, over mig og indeni mig.
Jeg fugter mine læber, skiller dem ad, og som i det fjerne hører jeg svagt lyden af min egen stemme: jeg elsker...
Jeg er hende og hun er mig
Hende, jeg ikke kan sige jeg elsker dig til."
I dag er jeg hende og hun er mig, til hvem jeg nu kan sige: "Jeg elsker dig".
/BSE
31. januar 2010
Sig nærmer datoen...
...for hvornår det er præcis 1 år siden jeg stod i mit livs værste krise.
Helt eksakt er det om 9 dage, at det hele brændte sammen, eller rettere JEG brændte sammen. Jeg kan mærke at det rumler i kroppen, og jeg ved at oplevelsen ikke bare vil få lov til at forblive i mit system, gemt væk fra den hverdag jeg befinder mig i nu.
Jeg er bare ikke helt klar til at dele endnu; ikke fordi jeg ikke vil, for der er intet jeg hellere vil end at slippe det ud af mit system.
Jeg er normalt ikke tom for ord, men oplevelsen var så intens for mig, at hele mit jeg blev vendt på vrangen, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt er blevet vendt om igen, og om jeg nogensinde bliver det?
Jeg var så hjælpeløs, at jeg måtte lægge hele mit liv i andres hænder, også uden at vide om det var nogen jeg kunne stole på, hvilket netop var en af årsagerne til at jeg endte hvor jeg gjorde; at jeg netop var blevet svigtet i stor grad af et system som ikke burde svigte.
Det bliver interessant at se hvor meget jeg bliver klar til at frigøre, og hvor meget jeg bliver nødt til at indse har ændret noget af mig for altid, og som aldrig vil blive frigjort.
Det er i erkendelsen, at jeg skal finde sandheden.
/BSE
Helt eksakt er det om 9 dage, at det hele brændte sammen, eller rettere JEG brændte sammen. Jeg kan mærke at det rumler i kroppen, og jeg ved at oplevelsen ikke bare vil få lov til at forblive i mit system, gemt væk fra den hverdag jeg befinder mig i nu.
Jeg er bare ikke helt klar til at dele endnu; ikke fordi jeg ikke vil, for der er intet jeg hellere vil end at slippe det ud af mit system.
Jeg er normalt ikke tom for ord, men oplevelsen var så intens for mig, at hele mit jeg blev vendt på vrangen, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt er blevet vendt om igen, og om jeg nogensinde bliver det?
Jeg var så hjælpeløs, at jeg måtte lægge hele mit liv i andres hænder, også uden at vide om det var nogen jeg kunne stole på, hvilket netop var en af årsagerne til at jeg endte hvor jeg gjorde; at jeg netop var blevet svigtet i stor grad af et system som ikke burde svigte.
Det bliver interessant at se hvor meget jeg bliver klar til at frigøre, og hvor meget jeg bliver nødt til at indse har ændret noget af mig for altid, og som aldrig vil blive frigjort.
Det er i erkendelsen, at jeg skal finde sandheden.
/BSE
29. januar 2010
Bondeland
Det meste af tiden kan jeg faktisk godt lide at bo på landet, men også kun det meste af tiden.
F.eks synes jeg ikke det er særlig fedt, at når der er premiere på en film, hvor jeg har elsket bogen, ja faktisk sat den på min top-10 over all-time favoritbøger, så spiller den hverken i Slagelse eller i Næstved. Hvorfor? Sikkert fordi den ikke er mainstream, og gud forbyde det, hvis man som bonderøv skulle ende med at blive lidt kulturel;) Godt at VEJEN til hovedstaden ikke er så lang;)
/BSE
F.eks synes jeg ikke det er særlig fedt, at når der er premiere på en film, hvor jeg har elsket bogen, ja faktisk sat den på min top-10 over all-time favoritbøger, så spiller den hverken i Slagelse eller i Næstved. Hvorfor? Sikkert fordi den ikke er mainstream, og gud forbyde det, hvis man som bonderøv skulle ende med at blive lidt kulturel;) Godt at VEJEN til hovedstaden ikke er så lang;)
/BSE
25. januar 2010
Forårsvibrationer
I dag fornemmede jeg en lille snert af forår, trods de frostgrader, der har bidt sig fast i Danmark. Himlen var så blå, at jeg blev blændet. Fuglene sang højt i kor med James Hetfields organ der bragede ud af mine NYE RØDE;) højttalere, og duften, ja duften alene fik straks mine sanser til at reagere.
Ærgeligt min mand ikke var hjemme;)
/BSE
Ærgeligt min mand ikke var hjemme;)
/BSE
22. januar 2010
Plader
I julegave fik jeg et par fede, røde højttalere af min mand. Vi har i mange år hørt vores musik gennem computeren, og de dertil indkøbte billige pc-højttalere, og for at være helt ærlig, så har det jo ikke ligefrem været gunstige vilkår for gode musikoplevelser. Desuden blev jeg doven, så det kun var musik som jeg enten havde lagt over på harddisken jeg hørte, eller som jeg købte over internettet. Hvis jeg hørte et nyt nummer i radioen, så var det kun det jeg gik ind og erhvervede mig, og resten af kunsterens album fik ikke så meget som 5 minutter af min opmærksomhed. Det var også yderst sjældent jeg hørte et helt album af de plader vi selv havde overført, så det blev sådan noget med at sætte den til at blande selv, og på en time kunne jeg nå at høre alt imellem Melissa Etheridge, Metallica, Leonard Cohen, Moonjam, Billie Holliday og Kim Larsen.
Nu har min mand så været på mine forældres loft for at hente vores forstærker og cd-afspiller, og jeg har været i skunken for at hente cd-plader ned.
Og oh sikken herlighed det er igen at kunne skrue helt vildt op uden at det lyder som en dårlig båndkopi, og skråle med på sange jeg helt havde glemt, fordi de befinder sig andre steder på pladen end lige der hvor hittet ligger.
Der er rigtig meget musik jeg nu skal have genhørt, og så venter der mindst lige så meget jeg skal have indhentet, lyttet til, samtidig siddende med coveret i mine hænder og få læst/lært teksterne.
Tænk hvis jeg kun havde hørt Cranberries eneste kæmpe hit Zombie, så havde jeg aldrig følt genkendelsen i Empty eller friheden i Daffodil Lament.
Hvis jeg aldrig havde haft hele pladen, så havde jeg ikke kunne afreagere med rage against the machines:
"I´ve got no patience now,
so sick of complacence now.
I´ve got no patience now,
so sick of complacence now.
Sick of sick of sick of sick of
sick of you.
Time has come to pay"
Og hvor ville mit liv dog være kedeligt uden at kende Pink Floyd og alle deres anslag, toner og musikalske genialiteter, for selvom pladen her er fra marts 1973, så er tekstens gyldighed for evigt:
"Breathe, breathe in the air
Don´t be afraid to care
Leave but don´t leave me
Look around choose your own ground
For long you live and high you fly
And smiles you´ll give and tears you´ll cry
And all you touch and all you see
Is all your life will ever be"
Efter en tur på biblioteket for at låne og finde ud af hvilke vi skal have i huset selv, er jeg dybt og inderligt ved at forelske mig i Kashmir.
"I miss you so much boy"
/BSE
Nu har min mand så været på mine forældres loft for at hente vores forstærker og cd-afspiller, og jeg har været i skunken for at hente cd-plader ned.
Og oh sikken herlighed det er igen at kunne skrue helt vildt op uden at det lyder som en dårlig båndkopi, og skråle med på sange jeg helt havde glemt, fordi de befinder sig andre steder på pladen end lige der hvor hittet ligger.
Der er rigtig meget musik jeg nu skal have genhørt, og så venter der mindst lige så meget jeg skal have indhentet, lyttet til, samtidig siddende med coveret i mine hænder og få læst/lært teksterne.
Tænk hvis jeg kun havde hørt Cranberries eneste kæmpe hit Zombie, så havde jeg aldrig følt genkendelsen i Empty eller friheden i Daffodil Lament.
Hvis jeg aldrig havde haft hele pladen, så havde jeg ikke kunne afreagere med rage against the machines:
"I´ve got no patience now,
so sick of complacence now.
I´ve got no patience now,
so sick of complacence now.
Sick of sick of sick of sick of
sick of you.
Time has come to pay"
Og hvor ville mit liv dog være kedeligt uden at kende Pink Floyd og alle deres anslag, toner og musikalske genialiteter, for selvom pladen her er fra marts 1973, så er tekstens gyldighed for evigt:
"Breathe, breathe in the air
Don´t be afraid to care
Leave but don´t leave me
Look around choose your own ground
For long you live and high you fly
And smiles you´ll give and tears you´ll cry
And all you touch and all you see
Is all your life will ever be"
Efter en tur på biblioteket for at låne og finde ud af hvilke vi skal have i huset selv, er jeg dybt og inderligt ved at forelske mig i Kashmir.
"I miss you so much boy"
/BSE
17. januar 2010
Drømmer
Drømmer er titlen på en fantastisk sang af Magtens Korridorer, men dette verbum er også med til at distrahere mig frygteligt i min hverdag i øjeblikket.
Når jeg vågner efter 5, 7 eller måske hele 9 timers søvn, har jeg det som om jeg har sovet i 2, og alle mulige tanker farer straks rundt i mit hoved, i et forsøg på, at samle drømmene fra natten i en logisk sammenhæng. Har jeg tid til at lukke øjnene bare et kvarter mere, så falder jeg straks i dyb søvn, og billederne flimrer på min indre nethinde, som en filmisk version af en dj, der står og skifter plader, så hurtigt at man ikke altid når at opfatte skiftet - fra det ene scenario til det andet.
Det der sidder tilbage i kroppen, når jeg endelig er kommet ud over trangen til at lukke øjnene igen, er stemninger, og de slipper ikke bare lige med det samme jeg træder ind i min egen virkelighed; i den virkelighed hvor de steder og de mennesker jeg drømmer om, ikke længere er aktuelle, og som jeg ville forsværge, at jeg havde sluppet ud af mit hoved og mit hjerte.
Den vågne tanke om at det ikke er tilfældet gør mig endnu mere træt, end jeg i forvejen er, for hvordan slipper man noget, man troede var væk?
/BSE
Når jeg vågner efter 5, 7 eller måske hele 9 timers søvn, har jeg det som om jeg har sovet i 2, og alle mulige tanker farer straks rundt i mit hoved, i et forsøg på, at samle drømmene fra natten i en logisk sammenhæng. Har jeg tid til at lukke øjnene bare et kvarter mere, så falder jeg straks i dyb søvn, og billederne flimrer på min indre nethinde, som en filmisk version af en dj, der står og skifter plader, så hurtigt at man ikke altid når at opfatte skiftet - fra det ene scenario til det andet.
Det der sidder tilbage i kroppen, når jeg endelig er kommet ud over trangen til at lukke øjnene igen, er stemninger, og de slipper ikke bare lige med det samme jeg træder ind i min egen virkelighed; i den virkelighed hvor de steder og de mennesker jeg drømmer om, ikke længere er aktuelle, og som jeg ville forsværge, at jeg havde sluppet ud af mit hoved og mit hjerte.
Den vågne tanke om at det ikke er tilfældet gør mig endnu mere træt, end jeg i forvejen er, for hvordan slipper man noget, man troede var væk?
/BSE
7. januar 2010
Mig - en snerpe?!
Mandag kom jeg bag på mig selv, da jeg i den lokale Brugs tog mig i at være enormt snerpet overfor to unge mennesker.
Så snart jeg trådte fra kulden ind i den lettere opvarmede forretning, hørte jeg Anthony Kiedis stemme synge Californication, og det lød ikke som om det kom fra butikkens egen radio, der altid står og kører på det fastindstillede lokale program.; og det var også som om musikken bevægede sig rundt?
Nede ved køleskabene med mælk, ost og fløde stod svaret: to 14-15 årige knægte, hvor den ene i sin lomme havde en mobiltelefon med sig, åbenbart fungerende som ghettoblaster. Og ikke nok med at det lød hamrende dårligt strømmende ud af telefonens indbyggede højttaler, så var det så højt, at hver gang den kammerat uden telefonen sagde noget til ham med larmen, så svarede han hver gang: "Hvad? Hvad? Hvad?".
Jeg ignorede det, så godt jeg nu kunne, men da jeg 2 minutter senere stillede mig i køen til afregning, da stod jeg lige bag dem, og jeg kunne bare mærke hvordan min mund blev mere og mere snoet sammen til en hønserøv. Og gudhjælpemig om jeg ikke sagde til dem, at man da kunne håbe på, at alle andre i butikken også kunne lide deres musik!!
Straks efter de havde forladt butikken, uden at svare på mit spørgsmål!, var min første tanke: "Godt det er januarudsalg, for jeg har en hønserøv meget meget billigt til salg";).
/BSE
Så snart jeg trådte fra kulden ind i den lettere opvarmede forretning, hørte jeg Anthony Kiedis stemme synge Californication, og det lød ikke som om det kom fra butikkens egen radio, der altid står og kører på det fastindstillede lokale program.; og det var også som om musikken bevægede sig rundt?
Nede ved køleskabene med mælk, ost og fløde stod svaret: to 14-15 årige knægte, hvor den ene i sin lomme havde en mobiltelefon med sig, åbenbart fungerende som ghettoblaster. Og ikke nok med at det lød hamrende dårligt strømmende ud af telefonens indbyggede højttaler, så var det så højt, at hver gang den kammerat uden telefonen sagde noget til ham med larmen, så svarede han hver gang: "Hvad? Hvad? Hvad?".
Jeg ignorede det, så godt jeg nu kunne, men da jeg 2 minutter senere stillede mig i køen til afregning, da stod jeg lige bag dem, og jeg kunne bare mærke hvordan min mund blev mere og mere snoet sammen til en hønserøv. Og gudhjælpemig om jeg ikke sagde til dem, at man da kunne håbe på, at alle andre i butikken også kunne lide deres musik!!
Straks efter de havde forladt butikken, uden at svare på mit spørgsmål!, var min første tanke: "Godt det er januarudsalg, for jeg har en hønserøv meget meget billigt til salg";).
/BSE
3. januar 2010
Det man hører er man selv...
Ja, ihvertfald når man er 4 år og spiller Cranium med familien, og ens mor hvisker til en hvad man skal mime for de andre.
Og når man hopper rundt på gulvet som ellers kun en lille grøn padde kan gøre det, imens modstanderne, mor og storebror, griner og griner, og far og storesøster overhoved ikke kan gætte hvad man er!
Når sandet i timeglasset har fordelt sig i kun den nederste del, og ens hold må kapitulere og tabe omgangen.
Og især når man så fortæller hvad man var:
EN FRØTOMODEL - ja, det var ihvertfald det mor hviskede;)
/BSE
Og når man hopper rundt på gulvet som ellers kun en lille grøn padde kan gøre det, imens modstanderne, mor og storebror, griner og griner, og far og storesøster overhoved ikke kan gætte hvad man er!
Når sandet i timeglasset har fordelt sig i kun den nederste del, og ens hold må kapitulere og tabe omgangen.
Og især når man så fortæller hvad man var:
EN FRØTOMODEL - ja, det var ihvertfald det mor hviskede;)
/BSE
Abonner på:
Opslag (Atom)