25. februar 2011

Det er bare ikke godt nok

Der er rigtig mange mennesker, der efter at have læst Sjællandske i går, er glade – de er glade, fordi deres børn fortsat og indtil videre kan gå på sine nuværende skoler.

Men selvom jeg, som forældre og som folkeskolelærer, gerne vil, så kan jeg ikke tage del i jublen – jeg kan ikke fejre den forringelse af kvalitet, der bliver aktuel, fordi pengene fra næste skoleår skal følge barnet og ikke længere klassen og heller ikke selvom, det kun skal vise sig at være for ét år.

De fleste skoler i kommunen har elever nok til at være økonomisk bæredygtige – det har vi ikke i Dalmose, og der vil ikke blive tilført elever, selvom pladsen er der. Og når vi ikke har nok elever, så bliver vi i den grad ramt af rigtig høje elevtal og rigtig meget samlæsning – vores børn skal undervises sammen med enten mindre eller større klasser af lærere, der umuligt kan nå hele vejen rundt og umuligt kan opfylde de elementære krav fra undervisningsministeriet – det bør både skoleleder Lena Lund og borgmester LisTribler, som tidligere folkeskolelærere, vide alt om. Det giver simpelthen ingen mening at undervise så store klasser!

I Slagelse lægges der stor vægt på anerkendelsen af den enkelte elev og dens aktuelle potentiale – alle undersøgelser viser, at det virker, og at eleverne lærer mere (se eventuelt http://www.lp-modellen.dk).

Samme model bør nu overføres til skolerne, for det er mindst lige så vigtigt at anerkende den enkelte skole og dens aktuelle potentiale.

Emine Koca (A) taler for ens tilbud, uanset hvor man går i skole, men ens tilbud er altså ikke det samme som ens økonomi.

På Dalmose Centralskole vil rygsæksmodellen betyde undervisning på tværs af årgange og elevtal på helt op til 33 – det kan simpelthen ikke passe, at vores børn skal betale den pris. Vi skal alle spare, men der er stor forskel på at spare og på at sulte.

Så kære politikere – for at behandles ens, skal vi altså behandles forskelligt.

Anerkend skolernes forskellighed og tildel ressourcerne herefter.

Lad også vores børn få den bedste undervisning – det vil kun komme samfundet til gode i sidste ende.


/Bettina Strøm Eriksen

3. februar 2011

Hvordan skriver jeg, når jeg har det som om min hud kan sprække ved lyden af de forkerte ord?
Hvordan formulerer jeg mig, når mit værn er taget væk, og jeg står nøgen og blottet for enhver, der ønsker at betragte mig?
Hvordan får jeg lortet ud - vreden, skuffelsen og den latterlige følelse af ikke at slå til?
Hvordan lukker jeg munden på det, der truer mig med at skubbe mig tilbage i min krog?
Hvordan kommer jeg videre herfra?

/Bettina

1. februar 2011

Den kommer nogle gange og overrumpler mig - ud af det blå og iført urimelige skyts: følelsen af hvem jeg var, på et sted jeg ikke længere er, iklædt en uskyldighed jeg ikke længere besidder.
98 procent af tiden er den fraværende - i 98 procent af mit vågne liv er den ikke-eksisterende - et omfang så stort, at den burde kunne konstateres død og borte.
Men ikke desto mindre vågner den - til tonerne fra en komposition, lugten af et endnu ikke ankommet forår og fornemmelsen for et smil, jeg aldrig har vidst om var tiltænkt mig.
Jeg drømmer lidt, savner lidt, tuder lidt.

/Bettina Strøm Eriksen