Sig nærmer datoen...

...for hvornår det er præcis 1 år siden jeg stod i mit livs værste krise.
Helt eksakt er det om 9 dage, at det hele brændte sammen, eller rettere JEG brændte sammen. Jeg kan mærke at det rumler i kroppen, og jeg ved at oplevelsen ikke bare vil få lov til at forblive i mit system, gemt væk fra den hverdag jeg befinder mig i nu.
Jeg er bare ikke helt klar til at dele endnu; ikke fordi jeg ikke vil, for der er intet jeg hellere vil end at slippe det ud af mit system.
Jeg er normalt ikke tom for ord, men oplevelsen var så intens for mig, at hele mit jeg blev vendt på vrangen, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt er blevet vendt om igen, og om jeg nogensinde bliver det?
Jeg var så hjælpeløs, at jeg måtte lægge hele mit liv i andres hænder, også uden at vide om det var nogen jeg kunne stole på, hvilket netop var en af årsagerne til at jeg endte hvor jeg gjorde; at jeg netop var blevet svigtet i stor grad af et system som ikke burde svigte.
Det bliver interessant at se hvor meget jeg bliver klar til at frigøre, og hvor meget jeg bliver nødt til at indse har ændret noget af mig for altid, og som aldrig vil blive frigjort.
Det er i erkendelsen, at jeg skal finde sandheden.

/BSE

Bondeland

Det meste af tiden kan jeg faktisk godt lide at bo på landet, men også kun det meste af tiden.
F.eks synes jeg ikke det er særlig fedt, at når der er premiere på en film, hvor jeg har elsket bogen, ja faktisk sat den på min top-10 over all-time favoritbøger, så spiller den hverken i Slagelse eller i Næstved. Hvorfor? Sikkert fordi den ikke er mainstream, og gud forbyde det, hvis man som bonderøv skulle ende med at blive lidt kulturel;) Godt at VEJEN til hovedstaden ikke er så lang;)

/BSE

Forårsvibrationer

I dag fornemmede jeg en lille snert af forår, trods de frostgrader, der har bidt sig fast i Danmark. Himlen var så blå, at jeg blev blændet. Fuglene sang højt i kor med James Hetfields organ der bragede ud af mine NYE RØDE;) højttalere, og duften, ja duften alene fik straks mine sanser til at reagere.
Ærgeligt min mand ikke var hjemme;)

/BSE

Plader

I julegave fik jeg et par fede, røde højttalere af min mand. Vi har i mange år hørt vores musik gennem computeren, og de dertil indkøbte billige pc-højttalere, og for at være helt ærlig, så har det jo ikke ligefrem været gunstige vilkår for gode musikoplevelser. Desuden blev jeg doven, så det kun var musik som jeg enten havde lagt over på harddisken jeg hørte, eller som jeg købte over internettet. Hvis jeg hørte et nyt nummer i radioen, så var det kun det jeg gik ind og erhvervede mig, og resten af kunsterens album fik ikke så meget som 5 minutter af min opmærksomhed. Det var også yderst sjældent jeg hørte et helt album af de plader vi selv havde overført, så det blev sådan noget med at sætte den til at blande selv, og på en time kunne jeg nå at høre alt imellem Melissa Etheridge, Metallica, Leonard Cohen, Moonjam, Billie Holliday og Kim Larsen.
Nu har min mand så været på mine forældres loft for at hente vores forstærker og cd-afspiller, og jeg har været i skunken for at hente cd-plader ned.
Og oh sikken herlighed det er igen at kunne skrue helt vildt op uden at det lyder som en dårlig båndkopi, og skråle med på sange jeg helt havde glemt, fordi de befinder sig andre steder på pladen end lige der hvor hittet ligger.
Der er rigtig meget musik jeg nu skal have genhørt, og så venter der mindst lige så meget jeg skal have indhentet, lyttet til, samtidig siddende med coveret i mine hænder og få læst/lært teksterne.

Tænk hvis jeg kun havde hørt Cranberries eneste kæmpe hit Zombie, så havde jeg aldrig følt genkendelsen i Empty eller friheden i Daffodil Lament.
Hvis jeg aldrig havde haft hele pladen, så havde jeg ikke kunne afreagere med rage against the machines:

"I´ve got no patience now,
so sick of complacence now.
I´ve got no patience now,
so sick of complacence now.
Sick of sick of sick of sick of
sick of you.
Time has come to pay"

Og hvor ville mit liv dog være kedeligt uden at kende Pink Floyd og alle deres anslag, toner og musikalske genialiteter, for selvom pladen her er fra marts 1973, så er tekstens gyldighed for evigt:

"Breathe, breathe in the air
Don´t be afraid to care
Leave but don´t leave me
Look around choose your own ground
For long you live and high you fly
And smiles you´ll give and tears you´ll cry
And all you touch and all you see
Is all your life will ever be"

Efter en tur på biblioteket for at låne og finde ud af hvilke vi skal have i huset selv, er jeg dybt og inderligt ved at forelske mig i Kashmir.

"I miss you so much boy"

/BSE

Drømmer

Drømmer er titlen på en fantastisk sang af Magtens Korridorer, men dette verbum er også med til at distrahere mig frygteligt i min hverdag i øjeblikket.

Når jeg vågner efter 5, 7 eller måske hele 9 timers søvn, har jeg det som om jeg har sovet i 2, og alle mulige tanker farer straks rundt i mit hoved, i et forsøg på, at samle drømmene fra natten i en logisk sammenhæng. Har jeg tid til at lukke øjnene bare et kvarter mere, så falder jeg straks i dyb søvn, og billederne flimrer på min indre nethinde, som en filmisk version af en dj, der står og skifter plader, så hurtigt at man ikke altid når at opfatte skiftet - fra det ene scenario til det andet.
Det der sidder tilbage i kroppen, når jeg endelig er kommet ud over trangen til at lukke øjnene igen, er stemninger, og de slipper ikke bare lige med det samme jeg træder ind i min egen virkelighed; i den virkelighed hvor de steder og de mennesker jeg drømmer om, ikke længere er aktuelle, og som jeg ville forsværge, at jeg havde sluppet ud af mit hoved og mit hjerte.
Den vågne tanke om at det ikke er tilfældet gør mig endnu mere træt, end jeg i forvejen er, for hvordan slipper man noget, man troede var væk?

/BSE

Mig - en snerpe?!

Mandag kom jeg bag på mig selv, da jeg i den lokale Brugs tog mig i at være enormt snerpet overfor to unge mennesker.

Så snart jeg trådte fra kulden ind i den lettere opvarmede forretning, hørte jeg Anthony Kiedis stemme synge Californication, og det lød ikke som om det kom fra butikkens egen radio, der altid står og kører på det fastindstillede lokale program.; og det var også som om musikken bevægede sig rundt?

Nede ved køleskabene med mælk, ost og fløde stod svaret: to 14-15 årige knægte, hvor den ene i sin lomme havde en mobiltelefon med sig, åbenbart fungerende som ghettoblaster. Og ikke nok med at det lød hamrende dårligt strømmende ud af telefonens indbyggede højttaler, så var det så højt, at hver gang den kammerat uden telefonen sagde noget til ham med larmen, så svarede han hver gang: "Hvad? Hvad? Hvad?".

Jeg ignorede det, så godt jeg nu kunne, men da jeg 2 minutter senere stillede mig i køen til afregning, da stod jeg lige bag dem, og jeg kunne bare mærke hvordan min mund blev mere og mere snoet sammen til en hønserøv. Og gudhjælpemig om jeg ikke sagde til dem, at man da kunne håbe på, at alle andre i butikken også kunne lide deres musik!!

Straks efter de havde forladt butikken, uden at svare på mit spørgsmål!, var min første tanke: "Godt det er januarudsalg, for jeg har en hønserøv meget meget billigt til salg";).



/BSE

Det man hører er man selv...

Ja, ihvertfald når man er 4 år og spiller Cranium med familien, og ens mor hvisker til en hvad man skal mime for de andre.
Og når man hopper rundt på gulvet som ellers kun en lille grøn padde kan gøre det, imens modstanderne, mor og storebror, griner og griner, og far og storesøster overhoved ikke kan gætte hvad man er!
Når sandet i timeglasset har fordelt sig i kun den nederste del, og ens hold må kapitulere og tabe omgangen.
Og især når man så fortæller hvad man var:
EN FRØTOMODEL - ja, det var ihvertfald det mor hviskede;)

/BSE